Sydøst-Asien og Australien

FORORD
Efter folkeskolen stod den på handelsskole, efter handelsskolen var der "bank" på menuen, men da det blev edb-tid måtte jeg erkende, at der var en verden udenfor bøgerne og de daglige pligter. Der var en stor mangfoldig verden fyldt af spændende kulturer og en helt utrolig natur.

Ikke nok med at denne verden fandtes, jeg følte også at den ventede på mit besøg og hvem siger "nej tak" til en rejse igennem Thailands regnskove? Eller til at dykke med hvalhajer udfor Hin Pae? Hvem har ikke drømt om de fredsfyldte tropestrande på Koh Phi Phi?
At vandre i Sumatras jungler, at besøge hektiske Singapore eller lade sig begejstre af Balis kulturelle rigdom - var det noget jeg kunne sig "ja tak" til?
Frister Kakadu i Nordaustralien? Lokker the Great Barrier Reef? Hvad ville jeg føle en stjerneklar nat på Fraser Island? Skylder man ikke sig selv at se Utzons arkitektoniske mesterværk, Operahuset, i Sydneys havneindsejling? Svaret var næsten givet på forhånd, jeg måtte bare se at komme afsted!

Der var kun ét at gøre, nemlig at fortælle min arbejdsgiver, at der nok var overhængende chancer for, at de kunne se frem til mit fravær i tre og en halv måned. De var positve og orloven blev bevilget.
Hvor skal turen gå hen? Andre kulturer var et nøgleord, hvilket klingede meget godt med Sydøstasien.
Hvad skal der ses? Øøøh, jeg måtte pløje mig igennem et par rejsebøger for backpackere. Let's Go blev udset til at være min rejsebibel nr. 1 - og det fortrød jeg ikke. Altid opdateret med nyeste viden, konkret og præcis.
Hvem skal jeg rejse med? En tidligere kæreste faldt fra, så Internettet blev benyttet til at finde René. Da jeg begyndte at forberede Australien var det så heldigt, at min gamle skolekammarat, Peter, også havde fået Ozzie-fornemmelser...

THAILAND

Fredag, d. 7. august 1998

"D3" står i hvid på plastikken over een af Frankfurts mange check-in-skranker. Gate D3 er dedikeret til en ordentlig "røvfuld" japanere, der skal hjem til Tokyo, og da den japanske hovedstad jo desværre ikke indgår i Mr. Jensens planer denne gang, må jeg vel blot afvente boarding-tavlernes diktat om den endelige gate for QF6 mod Bangkok. Vi havde netop talt om, at der skulle være tid til det, hvis det nu skete. Det sker godt nok sjældent, men som var det en opfyldelse af Murphys lov kombineret med flere tusinde kilometer fransk landevej, så var "Citronen" flad på højre bagdæk. Kursen var den jyske charter-hobs mekka nr. 1, Billund, hvor ham der "globetrotteren" skulle skydes afsted mod sydligere himmelstrøg og trods punkteringen lykkedes det faktisk at komme afsted som planlagt. "Groß " er sådan tyskerne nødvendigvis må betegne deres lufthavn i Frankfurt am Mein og jeg må erkende, at det passer ganske "genau". Efter at have kørt med magnet-shuttle mellem terminalerne, vadet adskillige afgangshaller tynde, hentet boardingkortet og vist den lille rød/lilla med fotografiet frem til diverse toldere, sidder jeg altså her under "D3". Bangkok er mere end 9000 km væk lige nu, det vil koste 10½ timer i en tætpakket Boeing 747 fra Qantas at kommer dertil. Nu er der jo ikke hedebølge og strandtur på programmet i Danmark, men det kan jo være at Bangkok, har det jeg lige mangler. I hvert fald skal urets visere fumles 5 gange sommertid frem.

Lørdag, den 8.8.1998 Kl. 14.30 lokal tid lander vi i 32 grader varme Bangkok. Luftfugtigheden kræver prompte de første svedperler og flere slutter sig snart til, alt i medens vi venter 3 kvarter foran toldskranken, men WAUUU, hvor er det kanon endelig at stå her i Thailands hektiske hovedstad. Mange måneders forberedelser gør at den forjættede Khaosan Road nu er konkret virkelighed. Taxituren kastede lige de evigt aktuelle emner som fodbold, Carlsberg Beer, komælk, Buddha og go-go-piger af sig og ud fra den vinkel var 400 bath (1 bath = 0,17 kr.) jo en ren fornøjelse. Som aftalt dukker Renes veltilfredse ansigt frem af menneskemylderet kl. 18.00, men trods min meget åbne og udadvendte livsstil, så tåler store dele af de følgende 12 timer ikke engang min egen dagbogs papir. Jeg skal derfor begrænse mig til at kaste et svagt lys over visse facts om Bangkok...

1. ALT I ALT er ALT til salg

2. Ikke alle piger - har været døtre engang...

3. Varmen i Bangkok gør åbenbart, at thaierne gør som Adam og Eva - før de spiste af træet...

Det vil dog nok glæde min kære mor at vide, at vi ikke gjorde noget, vi ikke kunne stå indefor og så kan man ellers lægge, hvad man vil, i det...

Som gammel bankmand har den finansielle tilstand nogen interesse, og den første dag ALT inkl. skule vel snige sig op på svimlende 250 kr. Det "høje" forbrug skal nok forsvares med købet af Sony walkman’en + tilbehør for 880 bath (1 kr. = 5,80 bath). Gadekræmmeren startede langt over 1200, så det er nok godt nok.

Vi tog til Patpong senere på aftenen og meget kunne man skrive, men det gør man nok klogt i ikke at gøre... Det første sted var fyldt med charmerende skønheder i g-strengsbikinier – meget villige – næsten for meget. Det næste sted havde striptease, hvor minimaltrusserne nu for det meste allerede sad nede om anklerne. Til sidst havde vi forvildet os ind på et sted, hvor pigerne kyssede den ene og rodede rundt bukserne på den anden – samtidig! Naturligt kombineret med at spille op til en helt tredje..

Som om det ikke var galt nok, så fik hun fremstammet "I want you", hvilket desværre resulterede i at vi tog hende med i taxien. Heldigvis kom moralen op i os, og vi satte hende af med 400 bath på lommen og intet "wanky" til os – det havde vi det fedt med næste dag...

Søndag, d. 9.8.1998

Søndagen var kun til regenerering, hvilket åbenbart vil sige en ørering inkl. tilhørende hul i venstre øre. Selve hulningen blev udført af mesterkirugen selv, René, rekvisitterne bestod blandt andet af en steril kanyle sponsoreret af mor og Viborg Sygehus samt en rulle toiletpapir af ukendt oprindelse. Selve øreringen blev naturligvis også steriliseret... i en sjat thailandsk Mekong whisky fra den lokale gadekræmmer.

Selv store kirurger kan lave fejl og grundet mistænkeligt lægesjusk skulle René naturligvis stikke kanylen igennem flere gange. Patienten kan bekræfte at det ikke er lige sjovt hver gang...

Mandagen, d. 10.8.98

Vores engelske charmør, Thomas alias Tommy, mødte os næste morgen med tiltalende Bella. De havde mødt hinanden ved morgenbordet og vi må her efter støvet fra Bangkoks gader fortoner sig bag horisontens palmer og forstædernes blikslum erkende, at Bella ikke bare var til små børn uden tænder. Det startede imidlertid ganske uskyldigt med en tur i Bangkoks kanaler, hvilket bestemt er til topkarakter. Bådene er i, hvad vi må betegne som, lettere mistænkelig stand, og alle er de udstyret med ombyggede bilmotorer. En lang propelarm stikker bagud, hvor drivakslen ellers skulle have siddet, men alt i alt opnår man en hvis fremdrift på Bangkoks beskidte kanaler.

 

På et tidspunkt stopper vores fører båden og det man ellers troede umuligt, skete nu lige foran os – hundredvis af store fisk, der havde udseende som små hajer væltede rundt i det beskidte flodvand, hvor andre turister håndfodrede dem med brød. Sand inferno og som vores engelske venner sagde, "Never saw anything like it". Bangkok er Sydøstasiens Venedig, hvor huse, kiosker og fiskepladser ligger lige ud i kanalerne. Efter bådturen gik vi på land i China Town og vores lidt for driftige livsstil gjorde at det det var tid til en alvorssnak med Buddha. Vi besøgte derfor prompte det nærmeste tenpel, hvor en meget venlig munk fortalte om religionen, Buddhas 10 liv som almindeligt menneske og sit endelige nu. Bag Buddha statuen var et meget skræmmende vægmaleri med helvede, hvor folk blev hængt, kvalt og fik flået indvoldene ud af fugle med krumme næb. Det kunne man jo så lige overveje – i stedet for et liv i cølibat valgte vi at donere en mindre sum bath til templet. Trods vore intentioner om fem tons guld Buddha, skulle det i stedet blive til et marked i en smal gyde, hvor der var ufattelig spændende og ukendte sager fra havet og planteriget. Vi trodsede de beskidte gaders dieseldunster og nuppede en tuk-tuk til føromtalte Buddha. Nu kender jeg ikke den aktuelle kurs på en håndfuld guld, men den her 3 m høje Buddha i 100% ren guld er nok ikke den dårligste livsforsikring. Med vores gentagne besøg hos munkene var det tid til Patpong...ja, Bella ville så gerne se denne lastens hule, efter Pingpong (bordtennisbolde et hvis sted), ryge cigaretter med..., skylde balloner med... og ildshow var det alligevel for meget, hvorfor René og undertegnede tilbød at tæske englænderne sønder og sammen i dart – så det gjorde vi så!

Før vi kunne returnere til Khaosan Road skulle et marked, en go-go bar og en McDonald’s lige beæres med vores visit. Aftenen gik sammen med Tommy og Bella. Tommy underholdt os blandt andet med historier fra det rigtige liv og fy for et liv... I al usmagelighed gik historien ud på, at han personligt som ungt spirende medlem af en fodboldsupporterklub havde været på pub sammen med de andre hooligans. På et tidspunkt havde følt noget stort var på vej og havde forladt selskabet til fordel for en siddeplads på kummen. Efter at have forrettet, hvad der nu skulle forrettes, opdagede han, at det hvist var en vældig velformet fætter, han lige havde lagt. Så han beslutter helt uden tøven, at den kan han da lige tage med ind i baren. Her dumper han den ned i en af kammeraternes Guiness og så var der jo basis for en skål. Vores velformede ven fra før kommer så lige op og hilser på kammeratens næsetip og så er helvede i øvrigt løs... (forstår man jo ikke...)

Vi blev i Khaosan området indtil vi var "nødt" til at introducere nogle 19 årige knajt-røve til Patpong og det endte i al korthed med at "guiderne" først kom ud af Patpong kl. 7.00 næste morgen med en hob af piger efter os.

Vi snakkede med nogle ladyboys og det var næsten ikke til at se, at de var drenge, men de fortalte også at det heller ikke var helt gennemført endnu da, de ikke havde pengene til en operation og "nøjedes" derfor med at sluge fire forskellige hormoner og et par sprøjter hver dag. Festinaholdet i Tour de France er i denne sammenhæng de rene engle.

Tirsdagen, d. 11.8.98

Flugten fra Bangkok blev resolut forsøgt så snart vi kom ud af køjen – altså godt efter kl. 12.00. Det første forsøg med airconditioneret bus til Pak Chong (Khao Yai-parken) gik galt, så i stedet for 250 smed vi 22 bath for en togbillet på monkey class. De første timer gik roligt igennem rismarker og bananpalmer, men vi blev mere og mere opmærksomme på en virkelig skummen thai med storskummel karma. Så i stedet for at blive overfaldet, slået ned og smidt af toget hoppede vi af i Ayutthaya. Selvom vi havde nuppet lidt mad i toget fra de mange sælgere, der forsøgte at komme af med deres hjemmelavede madvarer, var kursen nu direkte mod vores guest house, i øvrigt sammen med Gareth fra London, det første tiltænkte sted glippede, men så fandt vi B. J. New Guest House. Hurtigt bad, et lille hvil og så på en speciel restaurant, hvor vi ikke aner, hvad vi fik. Det vi dog kan sige, er at det hele kom i en gryde direkte på bordet og så spiste man det lidt i stil med fondue. Thi kendes for ret: Joachim var nu idømt en lang nats solid søvn.

Onsdagen, d. 12.8.98

Ayutthaya blev et hurtigt bekendtskab, i en af deres tuk tuk’er kørte vi tilbage til banegården, der lå uden for byens voldgrave. Selve Ayutthaya har gentagne gange kunnet forsvare sig mod burmeserne og succesen har helt givet delvist kunnet tilskrives, at byen faktisk er en ø. Før togafgang lod vi mærke til at der var bemærkelsesværdigt mange mennesker samlet på stationen og et helt tv-hold med projektører og så videre. De var alle kommet for at se tre landskendte filmstjerner. I toget mod Pak Chong blev vi tilbudt alt muligt, f.eks. bolcher, sjove planter, der skulle tygges, men også romsjusser, fællessang og thailandske piger. Pigen Laxa var i hvert fald klar. Meget venlige, hjælpsomme og imødekommende – det skal de ha’! Velankomne til Khao Yais nærmeste adgangsby styrede vores indre kompasnål os lige mod Maew, Tom og deres seks hunde. Stedet er i Let’s Go bedre kendt som Jungle Guest house. tom er egentlig svensker, men har boet i Thailand siden 1983 og familien var de første til at begynde trekkingture i Khao Yai.

Hvad laver globetrotter Joe rundt om 16-17 buddhistiske munke 10 km udenfor Pak Chong?

Napper 1½ times engelskundervisning såmænd. Flere af munkene er kun i klostrene en kortere periode (en dag, uge, måned eller mere), men til gengæld vil de flere have været det på et eller andet tidspunkt i livet. Mange har derfor brug for engelsk i deres fremtidige søgen efter arbejde og karriere. Undervisningen var kommet i stand på abbedens foranledning med hjælp fra Tom. Munkene viste deres taknemmelighed ved at forære "engelsklæreren" et Buddhablad med et billede af abbeden for "good luck". Uventet oplevelse, der faktisk var ganske sjov og personligt berigende.

Tilbage i Pak Chong blev aftensmaden indtaget i gadens små køkkener. Udmærket, men lidt for fed. Og da der ikke var nogen elefanter at få hjem, måtte vi gå en større omvej – bare sådan for hyggens skyld...

Torsdagen, d. 13.8.98

Spændende dage kan også starte ganske roligt, hvilket vi beviste i dag. Efter morgenmaden lavede vi en stille rekognoscering efter en fotoforretning. Da denne var blevet "spottet" udnyttede vi fremkaldetiden til at se frugt- og madmarked samt til at få vommen provianteret. Klokken 15.00 drog karavanen mod Khao Yai. Først blev vi gennet ned i nogle stalaktitgrotter, hvor vi for vild, da der var megamørkt. Lyset kom pludselig igen og pludselig kunne vi erkende, at vi var omringet.... af Buddhastatuer. Flere munke benyttede grotterne til bøn og meditation. Vi havde bedt til at hulerne ville være svale, men ham den "halvbuttede med den glatbarberede isse" havde vist gennemskuet os, så pga. luftfugtigheden føltes der ubehageligt varmt og klamt.

Et par millioner skal der nok have været, men helt sikre kan vi ikke være, for de havde mægtig travlt med at komme ud efter deres aftensmad. Menuen bestod ifølge guiden af 100 insekter. Flagermusene sidder i store klippehuler dagen lang og kommer først ud ved skumringstid. Fantastisk udsigt over den frodigste og grønneste urskov, som vi nød medens solen stille gemte sig bag bjergtoppene i det fjerne.

Nu ikke fordi vi misundte flagermusene deres måltid, men en del af vores aftensmad var også græshopper (friturestegte) – de knasede nu så godt mellem tænderne...

Fredagen, d. 14.8.98

Alle mand på bene kl. 4.00 efter Tom havde banket os op. Vi var en hel del, måske for mange, men sådan var det altså. Det første "trek" kostede et par solbriller, men det blev hurtigt opvejet af en over 3 m lang pytonslange, og da ingen blev kvalt – kunne vi fortsætte længere ind. Vi så rigtig mange dyr og hørte om muligt endnu flere. Der var blandt andet gibbons, hornfugle, edderkopper, sommerfugle, slanger, egern, rådyr, aber, tukaner, grævlinger, igler og mange andre forskellige arter...

Vores meget lidt stille guide, Mike, lagede ko på et tidspunkt og hvis der havde været nogle dyr, ville de have grinet deres bagparti i laser og derefter være skredet uden at vi ville have bemærket det mindste. Næste stop var et mindre vandfald, men der var større oplevelser på vej.

Aldrig ville jeg havde gjort det, hvis jeg havde vidst, at der var 8-10 m ned, men som tåbelig uvidende dansk backpacker i nye badebukser på toppen af det tredje af en serie af vandfald fulgte jeg strømmen udover og ned i vandmasserne. Det kickstartede ellers lige adrenalinpumpen skal jeg lige love for. Nedenfor vandfaldet kæmper man sig så mod strømmen ind under og bagved, hvor man kunne kravle op på klippen og betragte verdenen udenfor "vandmuren". Indholdet af ilt i luften må have været mindre bag vandfaldet – så efter et par minutter var det tid til at springe sig ud i virkeligheden igen.

Hvad gør man, hvis man mister en franskmand i junglen? Drikker lidt cola og håber at han selv klarer ærterne!

Mmmm, hvad gør man så, når ærterne stadig er uberørte efter et par timer? Danner to "rescue teams", hvor Jungle Joe tog med guiden langs floden og kun meget få ord kan beskrive den tur. Når stien ender ved flodbreden, så fortsætter man bare ufortrødent ud i vandet, over smattede og glatte sten og i vand til over knæene. Det blev til et ekstra vandfald undervejs og "jungle adventure" for alle pengene(960 bath) i et rivende tempo.

Hverken vi eller det andet team fandt den franske naturfotograf, vi kørte derfor op til et højere punkt i parken, hvor hans lidt forknytte ansigt pludselig dukkede op – det havde hvist været lige spændende nok...

Resten af dagen gik mod toppen, hvor vi fra en klippeafsats kunne se udover den uudforskede del af Khao Yai og i horisonten skimte bjergene, der markerer grænsen til Cambodja. Før og efter aftensmaden gik jagten ind på de vilde elefantflokke, men selv uden hænder, kunne vi nok godt på fingrene have talt, hvor mange vi så – ingen fingre – ingen elefanter...

Afslutningsvis benyttede vi projektører til at se nattens dyr(især rådyr og gibbons).

For 20 bath kunne vi overnatte på et hårdt trægulv inde i Khao Yai – så der placerede vi så vores ressourcetømte kadavere og sjaskvåde vandrestøvler.

Lørdag, d. 15.8.98

Klokken 4.00 regerer lyset fra stjernerne og den tiltagende måne stadig og det var det lys, der ledte os til Nong Phak Wildlife Watching Tower. Indenda skulle advarselsbrølet fra en kronhjortehan lige teste konsistensen af vores afføring – og indrømmet der i mørket var jeg næsten sikker på at blive kølerfigur på dens gevir. så galt gik det ikke og vi kunne nyde en solopgang over sletterne, medens hjortene roligt søgte tilbage i regnskovens beskyttende bevoksning. Jungle Joes stadigt fugtige støvler tog en hurtig tur ind i skovene og begav sig derefter mod Pak Chong. Nu er Thailands første nationalpark tilfældigvis også en af de største, derfor blev tomlen brugt til at komme ud af parken og 15 bath til at komme helt hjem med en songthaew. Dommen over resten af lørdagen var "dvask" indtil 20.30, hvor vi tog en VIP Bus fra Nakhon Ratchasima (Khorat) til Chiang Mai.

Søndag, den 16.8.1998

Man kan tage hans piger og drikke hans guldøl, men René’s nattesøvn holder man snitterne fra og selvom bussen bød på gratis drikkevarer, kiks, natmad og andet luksus, så fik vi (især René) ikke meget søvn.

Derfor startede opholdet på RAMA Guest house med en 3-4 kubikmeter saven træ Zzzzzz!!!

Da vi genvandt selvkontrollen gik jagten ind på en internetcafé, imidlertid skulle vi rende ind i en thailænder, der snart skulle besøge sin søster i Billund. Han fik os overbevist om, at vi burde se en smykkeproduktion. Især safirer og rubiner, som Thailand selv bryder i nogle miner nær floden Kwai (tæt på Burma).

Som den store diamantpusher, man jo er lykkedes det både at spilde en halv time af deres tid og platte dem for en kop te – uden at købe så meget som 1 karat glimmerguf.

Resten af aftenen styrede vi uden at ane det, hvem tror på det, ned i Chiang Mai’s kopi af Patpong – dog kun for at skynde os hjem i seng...alene!

Mandag, den 17.8.1998

I alle korte træk gik dagen med mentale og praktiske forberedelser til den store tre dages trekkingtur, men Wat Chiang Man’s to kendte Buddhastatuer (én i sten og en i krystal) skulle da lige rundes. En pizzapåfyldning sammen med lidt souvenirindkøb på natmarkedet var så oplivende en oplevelse, at vi endte på den lokale "bæverding" med drikkevennerne.

Åååhh, ja og så var der tyske Kokko fra Köln, som trods sine 33 somre sagtens kunne sætte fantasien i gang hos sådan et par danske "tyrekalve"...

Tirsdag, den 18.8.1998

Hvor sjovt er ukontrolleret ræserrøv? Hvor sjovt er det på en trekkingtur? Og hvorfor stimulerer idoform-kapslerne ikke bakterierne i Jensens nedre regioner?

Spørgsmålene står stadig ubesvarede hen, men det skulle vise sig at gå alligevel. Efter hurtig morgenmad hoppede vi ombord i jeepen, der igennem de følgende tre til fire timer nådesløst uddelte blå mærker og knubs til alle tolv (to englændere, fire italienere, to amerikanere, to franskmænd(arrogante som altid) og så danskerne...)

Det første hike i Doi Suthep (nationalparken) gik nedad mod et vandfald, hvor vi efter et kort hvil påbegyndte den stejle opstigning mod Meo stammens landsby.

Mesterfotografen blev sluppet løs indtil kl. 18.00, hvor maden fra det indendørsildsted blev præsenteret på teaktræsplankerne udenfor hytten, der var bygget af naturmaterialer, væggene især af bambus og taget af palmeblade.

Til dessert kunne Dr. Opium dele ud af sine naturprodukter, hvilket betød at halvdelen af teamet bappede på piben efter en times tid. Og så går lyset som bekendt snart ud. Indenda var der dog tid til lidt hygge med de tilbageblevne. 4-5 gram (1 ounce) opium koster i øvrigt 300 bath (5 kr.)

Onsdag, den 19.8.1998

Efter en hård nats søvn blev vandrestøvlerne fastgjort til trædepuderne.

Elefanterne var 4-5 timer gennem floder, bække og rismarker væk. Underholdningen bestod af utrolig natur og Jacks spændende historier om medicinske planter blandt andet tigerbalsamtræet, hvor barken helede sår og teen fra bladene virkede beroligende. Der var andre planter mod svære fødsler, maveonde og hovedpine. Elefanter ER stor dyr og det er en ubeskrivelig, men hård tur for enden, hvis man bliver siddende på træbænken, der er spændt fast på dens ryg. Mange taler om thaimassage, men det er vist kun fordi de ikke har prøvet at side overskrævs på nakken af en elefant. Netop her kan man mærke dens forholdsvis bløde hud rulle i takt med de enorme nakkemuskler. 1½ time tog det at nå campen med de terrængående bulldozere.

Før en sund og velsmagende aftensmad kunne der lige blive tid til en dukkert i floden, hvor bambusflåderne til næste dag var ved at blive flækket sammen.

Ved aftenstid gik italienerne og franskmændene i gang med den stærke tobak, hvilket fik én af de italienske hvalpe til endnu mere at ligne en blegfiset malarieinficeret overvægtig missionær. Til os andre blev der lejlighed til at lytte til levende lokalmusik. Før Jack fangede den sorte edderkop (black spider), nåede vi at høre lidt om stammefolkene, opiumskrigene og hvordan stammefolkene blev pålagt at deltage i en hærenhed mod opiums- og heroinbanderne. Banderne arbejdede især omkring Chiang Rai og den gyldne trekant (Burma, Laos og Thailand). Hvis det går galt i det ene land flytter de bare deres "hjem" over floden til et nyt i løbet af natten. I regnskoven gælder kun "jungleloven".

Regnskoven er et stort apotek med helbredende planter, urter og ekstrakter, men også det modsatte – nemlig giftige og dødelige planter og dyr. For at illustrere det sidste, så gik Jack med os i hælene ud i "bush’en" og gravede "den store sorte edderkop" op af sit beskyttende hul(var nok 15 cm lang) og tog den så med de bare fingre – hvis han var blevet bidt, ville vi ikke have haft en guide næste morgen...

Jack er søn af en shaman og hvis han ville, skulle han også blive det efter sin far. Voodoo er en vigtig del og da han kom i hæren, tatoverede faderen en del voodoo på Jacks ryg for beskyttelse.

Torsdag, den 20.8.1998

Efter morgenritualernes "triple-S" (spise, sk... og samle sit grej) stod vi på bambusflåderne og fulgte med strømmen ned ad floden. Flåderne blev styret ved at der var en kaptajn i front og to styrmænd bagerst; alle var de udstyret med lange bambusstager. Der gik nok 12-15 lange bambusrør bastet sammen med bambusstrikker pr. flåde og så det løse til ekstra stabilitet. Endelig var flåden udstyret med et "stativ" til taskerne.

Hu-hej det gik! Nogle steder fik den mægtig fart på og strømmen skød flåden afsted rundt mellem strømhvirvler og klippestykker.

Andre steder var der mere roligt og man kunne blot nyde en fantastiks udsigt, hvor floden snogede sig fremad mod de fuldt bevoksede bjergskråninger, hvor de høje træers stammer er fuldt dækkede af store grønne blade fra slyngplanterne. Her ånder verden, her fødes og her tages liv.

Aftenen gik med at tilfredsstille sulten med nogle solide steaks og de solbrændte fødder med "tea tree-oil".

Fredag, den 21.8.1998

Efter at have tilfredsstillet to ømme ben, to slappe arme og en radbrækket ryg med en god lang nats lagennusseri, var det tid til at samle den sidste uges løse tråde. Filmene var fremkaldt, franskmændene fået deres andel, vasketøjet hentet og jeg fik efterlyst den film, jeg desværre havde mistet på trekket.

Vi tog en "lalletur" rundt i Chiang Mai og hen ad aftenstid startede en mindre drukfest – efter at busbilletterne til Bangkok var bookede.

Lørdag, den 22.8.1998

Uforglemmelig dag, af og til her i livet må man stille sig selv visse eksistentielle spørgsmål og i dag gik det på, om visse thailændere i virkeligheden har en underudviklet tilbagestående og simpel afvigende form for humor. Det vender vi tilbage til...

For efter at have taget pæn afsked med Jack og skrevet en varm hilsen i hans gæstebog; tuk-tuk’ede vi til rejsebureauet. Med vanlig thailandsk sans for charmerende ineffektivitet blev vi kørt til bussen i flere etaper og så begyndte mere end ti timers social horisontudvidelse.

"OK,, here goes..." Bussen havde ikke ligefrem VIP-standard og i den forbindelse må især toilettet fremhæves som et colibakteriebefængt åndehul for ubehagelige levende organismer i amøbeform.

Indrømmet! Brillerne er nok farvede – en hel del endda – af det primære problem. VIP-busserne i Thailand er alle udstyret med TV, video og radio og alle tre blev præsenteret ved højest mulige dB-niveau. Uden at røbe for meget, så er al thaimusik ikke lige fantastisk og deres lavbudget tv-snavs med deltagere, der alle er udvalgt efter kriterieret "lavest mulige fællesnævner" får ikke mit jungledyr til at røre ret meget på sig.

Her efter besindigheden igen har indfundet sig, må vi jo nødtvunget indrømme, at det var meget sjovt at opleve. I Bangkok søgte vi i ly i Khaosan Road, hvor vi gjorde småindkøb. Denne gang blev det blandt andet til falske pressekort, piratkopierede kassettebånd og imiterede SONY-walkmen.

Det bedste guest house i Khaosan Road til dato må blive Wally Guest House, hvor vi til beskedne 150 bath fik et roligt rent værelse med springmadrasser.

Søndag, den 23.8.1998

Efter den bedste nattesøvn i 14 dage trillede vi os selv ned til lidt morgenmad. Her mødte vi en dansk familie, der var strandede i Bangkok. USA havde bombet Afghanistan, så flytrafikken var i rent kaos. Det skulle imidlertid ikke afholde os fra at tage afsked med Khaosan Road på ny og bevæge os mod banegården.

Vi ville egentlig være taget til Kanchanaburi og have set broen over floden Kwai, men det passede ikke med togene, så det blev til fire timers bumletur mod Hua Hin i stedet (182 bath).

En hurtig rekognoscering fremskaffede en seng til natten og efter aftensmaden mødte vi to hollandske piger, Lilou og Birgitte, som desværre stadig render frie rundt – i hvert fald endnu...

Helt uforskyldt endte vi i et showroom, hvor vi kunne vælge en pige(havde nummerskilte på), der så i 1½ time ville bade os og "fornøje" vores liv for resten (sådan alt efter hvad vi lystede). Nu var det jo ikke lyster vi manglede, mere noget i retningen af 1200 bath, så det blev til barer og diskoteker i stedet. Og så må jeg vel også se det faktum i øjnene, at man ikke kan lade være med at tage sine vestlige velopdragne briller på og sige, at alt det prostitution ærlig talt er noget svineri...

Omvendt skal man ikke være bleg for at indrømme, at kulturen bestemt er meget anderledes i Thailand og netop føromtalte profession udgør en langt større andel af thailændernes normale hverdag end vi kender det fra vores breddegrader. Hovedanken skal efter min beskedne mening findes i det faktum, at hovedparten af pigerne jo nok ikke gjorde det, hvis de havde andre muligheder. Nogle af de piger vi talte med... og kun talte med... sagde, at de kunne arbejde i 3-4 måneder i turistområdet. Derefter rejste de tilbage til deres landsbyer og levede resten af året for det optjente og kunne samtidig være med til at forsørge familien derhjemme.

Men med hensyn til denne aften, så sluttede den af på et diskotek, da en lokal tysker var blevet for irriterende og de lokale tøser gentagne gange havde forsøgt sig med øl på vores regning.

Mandag, den 24.8.1998

Formiddagens tømmermænd blev overført til eftermiddagen og vi tog en rolig brunch med udsigt over havet.

Tiden frem mod aftens festmåltid blev brugt til e-mail og lidt shopping.

På vej mod "Lobster Thermido" mødte vi hollandske Cat(herine) som vi for-barmede os over og "tillod" at spise med. Det blev det bedste måltid i lang tid med hvidvin på køl ved bordet, lækker hummer og muslinger i hvidløgslage. Hummeren stod i 400 bath (68 kr.), hvilket må siges at være meget rimeligt.

Den efterfølgende café skulle naturligvis opleve Kong Smart (desværre mig selv) udføre en "Kælderkold abehjerne". Ingredienserne blev improviseret af Bailey, vodka, isterninger, en flaske danskvand og noget grenadine.

Målet helliger midler og nu er "abehjerne" jo en storslået drink, sådan helt konkret i omfang hele bordet. Drinken blev perfekt, men hele bordet flød i overpotent rødfarvet danskvand og indehaveren af stedet var nødt til at skifte dugen. Tja, selvom det var særdeles pinligt, lykkedes det faktisk på forunderligste vis at skabe en positiv stemning. Chefen ville både have opskriften og i øvrigt sætte den på menukortet.

Efter at have ødelagt en ellers perfekt dug, en nydelig borddekoration og ellers overforbrugt alle servietter i tre bordes omkreds – må det hvis siges at være en tilfredsstillende udgang.

Vore hollandske veninde fortrak derimod ikke en mine, hverken sur, overrasket, grinende – ingenting. Øøøh, og jeg mener strandløvehåndbogen nævner noget om, at det ikke er et godt tegn...

Efter forgæves forsøg på at finde et dansested, blev kursen sat stik Sukwilai (gæsthuset). Drømmestadiet indtraf omkring kvart i et.

Tirsdag, den 25.8.1998

Håndbogen havde ret, drinktrickket havde fået vore hollandske veninde til at fordufte før vi var stået op, altså måtte vi klare os selv – hvilket egentlig ikke udgjorde noget større problem.

"The Killing Fields" blev delvist optaget på Sofitel Hotel og derfor koster værelserne 19.000 bath pr. nat. Uden at røbe for meget, så var det nok lige en anelse udenfor vores prisklasse – i stedet nøjedes vi med blot at besøge dette luksussted, der også er kendt for dets meget kunstfærdigt klippede træer og buske. De tætte blade på Rough-træerne frembragte elefanter, dinosaurer, trækfugle, egern, hunde og andre fantasidyr og det så bare rigtig godt ud. I den forbindelse kunne man jo ikke undlade at sende sin kære mor, havenarkomanerne over dem alle, en kærlig tanke. Det her ville lige være vand på hendes mølle.

Et strækbind om Renés venstre knæ blev mindet fra rideturen på den største af alle sorte hingste, der kunne graves frem af sandet på Hua Hin-beach.

Vi havde nemlig investeret 700 bath i to heste, hvor Renés uden diskussion nok havde mere nosser end os begge til sammen. Efter 40 minutter kunne jeg i hvert fald fra toppen af rolige "hyp-lille-Lotte" se Senior Nielsen blive vippet af sin firbenede ven...

Rideturen kastede også lige et glimt af kongefamiliens sommerresidens af sig, men ellers var bolden givet op til en gennemført solskoldning kombineret med enkelte dukkerter i den thailandske golf. Vandet må mindst have været 35 grader varmt – det var så varmt, at det faktisk varmede mere end det burde have kølet.

Low-budget aftensmad er en pakke toastbrød til deling med tun og grøntsager – 56 bath (10 kr.) pr. kuvert. Low-budget underholdning er terningspil og dagbogsskriveri.

Onsdag, den 26.8.1998

Kieslowski instruerede den, men vi har den... "Farven Rød". Imidlertid var hudfarven ikke dagens problem nr. 1. Gårsdagens rodeohelt måtte efter rådslagning med Europæiske i vores alle sammens hovedstad, København, søge lægelig assistance.

Røde Kors-centret på Dumnoenkasem Road kunne efter et par timers venten henvise os til Thonburi Hua Hin privathospitalet. Hospitalet lignede et rigtigt hospital med søde sygeplejersker og læger, der for 2300 bath både kunne give konsultation, røntgen, støttebind og masser af farvestrålende suspekte piller.

Pillerne måtte i hænderne på en hårdtpumpet steroidedreng, have genkaldt minderne om barndommens bedste juleaften. I Renés klør derimod, var det dog nærmere telefonnummeret til Europæisk, der kom i hu.

Efter at have humpet den halve by rundt efter en ATM, var det 100% at lade tyske Uwe klare aftensmaden.

Kartofler drysset med persille kan man godt tænde lige på, når man har været lidt hjemmefra og hvis de er flankeret af hvidløgssteg haj og barracuda kører den uden videre sejren hjem.

Uwe er en mand, der har levet livet. Fra at bygge kraftværker og sidenhen sælge tekstiler i Østberlin, hygger han nu i dag om gæsterne i hans lille spisested Checkpoint Charlie. For to år siden overtog han en noget anløben bar og har siden forvandlet den til en udmærket tysk inspireret restaurant.

Efter at være blevet guidet lidt rundt i Thailands kultur, kunne vi tage Uwes ord for, at ladymen var de bedste, 500 bath var prisen for en nat med gadens piger og at alt i øvrigt havde eet omdrejningspunkt i turistdistrikterne – PENGE. Med en gennemsnitsløn for en almindelig fisker på 3-4000 bath (6-700 kr.) pr. måned virker verdens ældste erhverv naturligt tillokkende på mange piger... og drenge...

Torsdag, den 27.8.1998

"Forræder" – sådan kunne jeg godt føle mig lidt, men René mente, at han havde brug for tre rolige dage, så knæet kunne komme sig.

Så medens Europæiske diskede op med A/C og satellittv, havde jeg løst billet til fem timers togtur på 3. klasse. Som vi også tidligere har erfaret, kan en togtur i Thailand ikke blive kedelig. Først var der forsøget på at gennemføre en simpel samtale med en tosse; næste runde galt udveksling af gaver med en seks årlig. Jeg fik en riskage, der var grillet inden i et bambusrør og som modvægt placerede jeg en flad dansk 10’er i den charmerende purks lille næve.

Sidste og afgørende runde før Chumphon blev med Surasif [sula’sit], der arbejdede med elektronik. Emnerne var Thailand i forhold til Danmark, Schmeichel, Chumphons seværdigheder og det thailandske sprog.

Velankommen til destinationen hopper jeg med fuld oppakning frygtesløs bag på en knallerttaxi til Sooksamer Guest House. Værelset er lidt lille og badeværelserne ikke noget kønt syn, men værterne er imødekommende. Årsagen til den dårlige stand og den megen fugt er, at hele huset var oversvømmet tilbage i august 1997, hvor der faldt så meget regn, at vandet stod op i 2 meters højde, altså stod hele underetagen under vand.

Efter en længere sightseeing kan man kun konstatere, at den her udørk ikke har meget at tilbyde. Så efter en Sprite og nogle rambutaner (behåret rødlig frugt med velsmagende hvidt kød indeni), var det ikke svært at tage imod en 1 dags "adventure-tur" i området (600 bath).

Fredag, den 28.8.1998

Værelsets fan havde "tonset" rundt hele natten og jeg vågnede med lidt snot i ventilationskanalerne –uuuhh, hvordan skulle det ikke gå med dykningen? Falsk alarm, efter morgenbadet kunne der meldes klart skib.

Dagens program lagde ud med to hulesystemer (Rab Ro Caves og Pisinang Caves). Sidstnævnte var flottest, og havde masser af flagermus mellem stalaktitterne. Den første derimod mindede om hulerne i Khao Yai med Buddha’er og mediterende munke.

En forældreløs bjørneuge, en leguan, en flok skildpadder og andre eksotiske dyr var samlet ved Rab Ro grotterne, hvor munkene tog sig af dem.

Efter at have kørt lommelygternes batterier flade i grotterne stod den på frokost ved Ka Poh vandfaldet. Om den oplevelse kan vi sige, at de fås større. Både vandfaldene og frokostpakkerne.

Nuvel igen grund til at klage, når toilettet kun er et hul i jorden uden "tørremulighed" og musikken er thailandsk. Musikken kunne der imidlertid gøres noget ved, så med LIVE dunkende ud af bilstereoen skød ISUZU’en sig hurtigt mod det sted, hvor 20-30 vilde bjergaber skulle kunne ses på nært hold.

For at sige det pænt kom vi i god tid. En betænkningstid svarende til en cola endte med, at vi kørte op til en mange meter høj guld Buddha, der hilste sine tilbedere ude på havet.

Da vi kom tilbage til "abestedet" var der håb for at solen havde aftaget så meget, at aberne gad vågne fra middagshvilet og klatre ned til os. Lokkemidlet skulle være vores medbragte bananer.

Omkring kl. 15.15 begyndte det at røre på sig og minutterne efter var vi omringet af søde små aber med lange haler og nuttede små sorte bløde hænder.

Nok oplevelser for én dag! Cabana Beach blev indtaget og den hidtil dyreste overnatning arrangeret på Cabana Beach Resort (500 bath). Til gengæld også den kvalitative højdespringer med lækkert varmtvandsbad, lille havearrangement og satellittosse. Efter lækker "sweet’n sour" fisk og masser af afbrydelser fra de lokale thailændere, der gerne ville se "farang’en" samt teste deres sparsomme engelsk, slentrede "man" langsomt hjemad langs stranden.

Mars Attack og Darkman II var tilbuddet fra HBO-kanalen (slags FilmNet) –derfor blev sengetid tæt på midnat.

Lørdag, den 29.8.1998

Hvorfor ikke starte morgenen med en skyller i Thailands golf? Så glad og kæk vandrer Jensen mellem palmer og krystalhvidt sand en fantastisk dag imøde.

Selvom det havde voldt lidt vanskeligheder og gode talegaver at komme med på dagens ellers fuldt bookede dykkertur, så var det fuld kraft frem lidt over 9.30.

FANTASTISK, FÆNOMENALT OG TOTALKANON!!!

Skyggen tegnede sit umiskendelige silhuet i sandet op mod det begynde koralrev 15 m nede.

En instiktiv hoveddrejning bekræftede det utrolige. Blot 2 m væk – lige over hovedet på en forbløffet Joachim – svævede 5-6 m hvalhaj lydløst, men uden tøven nordpå langs Hin Pai-øens yderlige rev.

Hvilken fuldendt krop – det karakteristiske flade hoved forrest fortsættende i en lang hvid bug. Oversiden er mørk, muligvis lidt brunlig med lyse pletter hele vejen ned mod halen.

Sidstnævnte kan sammenlignes med en strømlinet boomerang, der blot fuldender det fuldendte.

Skildpadden, barracudaerne, sugefiskene i hvalhajens slipstrøm og det farverige koralrev med dets helt eget unikke liv kom som ekstra plusser til to mindeværdige dyk.

Omkring kl. 15.00 sejler vi Hin Pai og Koh Ngam Yai agterud.

Tilbage på Chumphon Cabana Resort tages der afsked med de øvrige dykkere og resortets shuttlebus benyttes til at gense Sooksamer Guest House.

Planen er at tage natbåden til Koh Tao, men inden bliver det til lidt tysk eksercits, blandt andet med en 73 årig schweizer, der kendte restaurant Uwe fra Hua Hin. vores gamle ven var ingenlunde faldet bag af dansen, han fik hver måned 1000 schweizer franc i pension, som han brugte på det søde liv – når hans 39 årige kone ikke gad at "bumse", så drog han til byen...

Søndag, den 30.8.1998

250 bath er det beskedne beløb for en sejltur med natbåden til Koh Tao. Omkring kl. 22.30 begynder de første passagerer at indfinde sig på øverste dæk. Liggeunderlaget er nogle kraftige måtter og tjansen som hovedpude går til rygsækken.

Overfarten er beregnet til 5-6 timer, hvilket gør at man først har fast grund under fødderne igen – klokken bæ!

Trods det utiltalende tidspunkt på dagen står taxichauffører, bungalowejere og måske især dykkerguider på spring for at få fat i ens beskedne beholdning af bath.

Det lykkes at udmanøvrere de fleste og efter 25 minutter gang op og ned ad den nordlige strandvej, bliver Koh Tao Divers valgt (ikke at forveksle med Koh Tao Divers Club!).

Det er nok kun det halve løgn, når jeg påstår, at der er ligeså mange kommercielle dykkerklubber, som der er dykkersteder – ca. 20.

Priserne for dykning er i forhold til Thailand i øvrigt vildt opskruede, men sådan er dykkerindustrien nu engang. Ved flere dyk sænkes prisen, således er priserne:

1 dyk = 800 pr. dyk,
2-5 dyk = 700 pr. dyk,
6-9 dyk = 600 pr. dyk,
10+ dyk = 550 pr. dyk.

Det fede er til gengæld, at der maksimalt er seks dykkere ad gangen og man bor i bungalows til sølle 50 bath pr. nat (det skulle så senere vise sig at være en misforståelse, men det kommer vi jo tidsnok til).

Formiddagen blev benyttet til markedsundersøgelser og konklusionen er som følger Koh Tao Divers er billige nok, Nitrox-kurser er 6.000 bath (1.020 kr.) og jeg har fået en ny dille i hovedet, jeg kunne nemlig godt forestille mig selv med et af de nye Suunto Spyder dykkerure omkring venstre håndled...

Mr. J er øens "farligste" mand; han køber alt, sælger alt og fikser alt. Så på en ugen lover han at forlænge min visum til Thailand med 30 dage og ventetiden kan jeg så blandt andet benytte til at læse "Lonely Planet Thailand", som han for 400 bath fik lov at prakke mig på...

Resten af dagen drejer sig om et ordentligt læs budgetbaguettes, der køres ned i de indre organer parallelt med solnedgangen over havet.

Indrømmet! Nu vil jeg gerne snart se en rask og rørig René igen og da Koh Tao ikke har skyggen af e-mail, må jeg blot håbe, at han er ombord på den førstkommende natbåd fra Chumphon – i hvert fald har jeg investeret i et rejsevækkeur, der gerne skulle hjælpe med til at indfri intentionerne om at tage imod ham ved kajen i morgen meget tidlig, når den næste sending potentielle bath-befængte turister lægger til.

Mandag, den 31.8.1998

Min nyanskaffede plageånd bankede lidt liv i kadaveret kl. 5.20 og med lommelygtens kegle forrest vadede "man" med morgenhår ned til kajen.

Mismod! René var ikke ombord, hvilket omgående startede opbyggelsen af diverse skrækscenarier. Først bankede vi chefen for A.C.’s telefonservice ud af en sikkert ganske udmærket nattesøvn, det gav os mulighed for at konstatere, at hverken den officielle oplysning eller omkringliggende gæsthuse i Hua Hin kendte nummeret til Sukwilai Guest House.

Det betød, at mulighederne stadig var åbne. Plan B gik på at aflyse dagens dyk, forberede et opkald til Danmark for at få kontrolleret e-mail og ellers håbe, at ham med knæet ville dukke op ved ti tiden med en af hurtigbådene.

Mismodig og uden optimisme i blikket ser jeg pludselig René hopper over på landgangsbroen fra netop en af hurtigbådene. Det får på ganske få sekunder udløst en humørstigning af dimensioner.

Glad igen går resten af dagen med praktiske ting, såsom at besøge Mr. J igen – René får lavet visum-tricket jeg får byttet min Lonely Planet til en udgave, hvor den tidligere ejer ikke har plyndret siderne om Koh Tao, Koh Phangan og Koh Samui.

Vi mødte Bella igen (hende der havde ført os til Ping Pong i Patpong tidligere på rejsen). Men ellers var det mindst ophidsende nok aftenens B-film, Species II, der blev vist i A.C. Restauranten.

Tirsdag, den 1.9.1998

South West Pinnacle og Shark Island var dagens dykkerudfordring.

Hvad hjælper det? At Koh Tao Divers kun har seks dykkere med ad gangen, når der allerede er 5-6 andre dykkerbåde på positionen, når man ankommer?

Anyway, udover at vandet var fuld af andre dykkere og deres bobler gjorde hele området til et kæmpe jacuzzi, var South West "udstyret" med en god variation af fisk; plusserne var stimerne af barracudaer, fiskeæggene der svævede frit som en gennemsigtig fast gelepølse med en haletudselignende sort prik i midten. Minusserne var et lidt farveløst og slidt rev; men 25 nede skal farve jo også naturligt være svagere. Med hensyn til Shark Island, kan der tilføjes, at der var enkelte triggerfisk og at dykket var ned til 16 meter.

Efter lidt hvile mødte vi Bella igen og alt i alt endte vi via en longtail båd ved Hin Wong Beach, på den anden side af øen, hvor koralerne og undervandslivet var mangfoldigt – højdepunktet blev en 40-45 cm blue spottet stingray.

Vi mødte José, der var født i mexicaner, men nu boede i det nordlige USA. Han forstod rigtig at råhygge sig i det varme klima og var et hjerteligt bedårende syn, når han stod med sin lune og sit varme smil, der blottede at hans ene tand var skiftet ud med en af guld. Guldtanden var i øvrigt dekoreret med en hvid stjerne, som i det amerikanske flag. René, José og jeg hoppede på en fiskebåd for at komme lidt ud af bugten for at fridykke. René og jeg hoppede i vandet, men da der var optakt til en mindre drikkefest i thailandsk hjemmebrand ombord, ja, så blev José der...

I den nærliggende restaurant fik de andre blæst lidt velkendt sødlig røg ud af lungerne. Effekten udeblev da heller ikke, blandt andet syntes Bella, at Mexico udtalt som en dårlig B-ratet spaghettiwestern var enormt ustyrligt morsomt, hvilket i al korthed vi tøsen til at sige "Mæhiko" sådan omtrent 5-6.000 gange i løbet af de næste to timer. Det skal man sgu’ være noget skæv for at syntes, at det er sjovt... Men det var de også...

Efter en god og billig forplejning lånte vi en lommelygte og gik hjemad tværs over øen. Velreturneret til Sairee Beach snublede vi over en hyggelig bar, hvor vi mødte to piger, vi tidligere havde set på trekkingturen i Chiang Mai. De var i gang med at tage et PADI Open Water-bevis med Ban Diving og deres instruktør virkede helt fin. Umiddelbart kunne der nok findes ud af et eller andet med en Divemaster til 20.000 bath.

Onsdag, den 2.9.1998

Lidt brugte faldt vi ud af sengen lidt over 7.00 og forberedte os derefter mentalt kvikt til dagens to dyk, det første sted hed Chumphon Pinnacle, hvor vi fik lov at lave touch down på 31,7 m, højdepunkterne var moræneålen(meget lille), store brunstregede groupere og batfiskene. Næste ret på dykkermenuen var Cave Bay, hvor der, som navnet antyder, er en mindre svømme-igennem-hule med flere alternative udgange.

Efter hjemkomsten til dykkerfortet begav vi os afsted på en svedig varm tur tværs over øen til Hin Wong stranden ... igen! Vi skulle aflevere lommelygten fra aftenen før – smart! Så solgte hun lidt ekstra!

Snorkling i det klare vand er en fornøjelse og umiddelbart blev det til fridykning ned i nærheden af 10 m – det gav i hvert fald tilstoppede ører. Der blev også tid til at presse os igennem nogle klippehuller uden vandet – uden at skære os alt for meget rurerne. Sammen med de øvrige fra gårsdagens selskab nuppede vi en watertaxi tilbage

Udover at kikke forbi Bella, kom vi også i snak med et ungt dansk par fra Vejle. De kunne stik mod alle andres lovprisninger kun fraråde andre at rejse til Vietnam. Det de havde oplevet var, at vietnameserne alt for åbenlyst udnyttede turisterne, eksempelvis med forhøjede priser og en riven og flåen i én, når man stod af busserne med videre. Min umiddelbare konklusion var nok, at Anette som den kvindelige del af parret hed, ikke helt havde sluppet hendes velopdragne danske korrekte verdensopfattelse. Personligt forsøger jeg at rejse ud med åbent sind og med så få fordomme som muligt, derfor vil jeg stadig gerne se Vietnam. Om end det ikke bliver på denne rejse...

Torsdag, den 3.9.1998

Gårsdagens Jaques Majol-dykning havde sat sine spor. René sprang over dykningen og jeg ville nøjes med et enkelt morgendyk ved Green Rock.

Dykket kunne nok mest af alt sammenlignes med et visit i den lokale fælleskommunale børnehave. Pædagogerne(PADI Divemastere) havde denne dag valgt, at lade to uerfarne lede legen. Da de desværre helt åbenlyst ikke kendte "spillereglerne" for det pågældende dykkersted, lugtede institutionsungerne jo snart blod...

Green Rock er rig på angrebslystne triggerfish og flere mindre svømme-igennem huler og klippeformationer. Vores pædagog havde sit allerførste dyk i Thailand denne torsdag – et lidt stresset dyk, hvor hun skulle udnytte hele sin 4-5 måneders "lange" erfaring som dykker til at undgå kollektiv masseflugt ind i de huler, som hun helt konsekvent overså.

For at skære det ud i pap – betyder "som dykker", at hun for 4-5 måneder siden anede, hvad det ville sige at trække vejret under vandet...

Heldigt nok kendte flere af os selv reglerne og når legetøjet samt de øvrige rekvisitter i øvrigt intet fejlede, så blev det faktisk til et ganske gode dyk med tre huler. Den første var skjult af en flad koral med en diameter på halvanden meter og selve hulen var så trang, at der kun lige var plads til en dykker. Den næste hule var først en svømning under nogle klippeblokke ud i en åbning på bunden af en fuldt lukket ring af klipper og koraler (chimney). Udgangen var en lidt længere overdækket passage, der munder ud på 14-15 meters dybde. Den sidste var nok den længste (20 m), hvor indgangen vogtes af en ganske rolig grouper. Vores guide var sikker på, at det var en triggerfish...

Indgangen er på den ene side af revet og via en drejning mod højre inde i selve hulen kan man svømme resten af vejen ud i de klare dybblå vand.

Efter dykket samlede jeg lidt fornødenheder og svømmede 2-300 m ind til de tre sammenhængende paradisøer Nang Yuan. René ankom med en longtailbåd og der lå vi så på solgrillen resten af eftermiddagen. Bortset fra at besøge Mr. J var planen nu at fylde noget power på lygterne, så vi kunne få bappet nogle bar af vores flasker på et natdyk.

Natdyk - det kan anbefales! Masser af store fede lange barracudaer (de fleste længere end en arm), to bluespottet stingrays, en del papegøjefisk, der sover i revets spalter og sprækker. Et flot mørkerødt krebsdyr med små blå prikkede arme og lange følehorn, forsøgte at søge skjul i et forladt sneglehus, der nu lå på bunden af en cylinderformet koral. Hele scenariet gled forbi vores øjne med hjælp fra lygternes lys, måneskinnet og morildet. Ved at slukke lygterne kunne man helt stille lade sig betage af månens kraftige lys og roligt lade dette lys føre én tilbage til overfladen ved White Rock.

Fredag, den 4.9.1998

En hurtig pakning af rygsækken, så var Sail Rock og Tow Tong klar til at blive erobret. Sail Rock ligger halvvejs mod Koh Phanang og har pænt klart vand (15 m sigt), dykket begynder med en nedstinging igennem en chimney fra 6 til 15 meter. Denne rørformede koralbegroede klippeformation har som for eksempel The Entrance i Dahab, Egypten, en portallignende åbning længst nede. Den store attraktion skulle være hvalhajer og djævlerokker, men vi kendte nok ikke vores besøgstid, derfor måtte vi "nøjes" med stimer af store fisk, som blandt andet omfattede store marakkaer (hajlignende fisk i mindre størrelse), groupere og tunfisk. På tilbagevejen fik vi også en stor paddehatteformet goble med. De mindre fisk svømmede ind og ud af den og nuppede små bidder af dens rødlige indre.

De sidste dyk ved Tow Tong skal stærkt frarådes, men det giver dog tid til at sende varme tanker til kolde Danmark. Havde det ikke været for vandtemperaturen kunne vi nemlig lige så godt have viftet finnerne i Kattegat.

Hjemturen på båden benyttede jeg til at tage afsked med Bernd, som jeg havde haft nogle gode dyk med de forløbne dage og ligeledes et farvel (og forhåbentlig på gensyn) med tyske Catherine fra Østberlin. Hun fik min adresse og hvis hun skriver skal der gøres noget ved det. Mest af alt er jeg nok desværre bange for, at jeg endnu engang har været for tung i røven. Sød og fornuftig pige, der havde ben i næsen. Jeg burde helt klart være blevet en aften til...

Imidlertid var billetterne til Koh Phangan købt og med hu-hej og dykkerguiden Vie’s vilde knallertkørsel blev de økonomiske udeståender afklaret. Bungalowene kom til at koste 150 bath i stedet for de 50, som først antaget. Hårde forhandlinger endte med halv skade til hver.

Speedbåden bragte so til Koh Phangan , hvor aften og nat blev brugt til at sondere terrænet omkring Hat Rin Na og Hat Rin Nok, hvor fuldmånefesten skulle skydes af næste nat. Indrømmet! Jeg var træt og i svingende humør, så at "konkurrere" med René om pigerne åbenbarede blot fem års manglende scoreerfaring i forhold til René.

Lørdag, den 5.9.1998

Om denne aften og nat kan vi hermed konstatere, at det ikke kun var månen, der var fuld...

Hele dagen op til den vidt berømte fuldmånefest på Koh Phangan var vi som batterierne i min discman sendt til genopladning. Genopladning her på øen inkluderer også tre timers e-mail, så man kan få lidt fred i sjælen for en tid.

Første halvvej havde sit omdrejningspunkt om en flaske Bacardi-rom. Det blev imidlertid så stærk en oplevelse, at pausen blev udvidet til tre timers nærkontakt med hovedpuden...

Kl. 3.00 blev jeg vækket af vores danske naboer, Martin og Anette, der ledte efter René og ikke mindst noget spiseligt at stoppe i hovedet. Ud fra den betragtning, at René jo nok var gammel nok til at passe på sig selv, valgte især den del med spisningen min interesse.

En fuldmånefest er dog ikke helt, hvad jeg havde regnet med. Det drejer sig om en masse diskoteker, der pumper techno ud mod horderne af dansende unge mennesker. De, der ikke ligger bevidstløse i strandsandet, vrider deres neonbemalede overkroppe i et inferno af lyd og lys. Nu havde forventningerne været i retningen af en del sjove stoffer, masser af hashbedøvede festramte personligheder og i det hele taget en noget ukritisk lemfældig omgang med den generelle sundhed.

Imidlertid lader det til, at politiet har et bemærkelsesværdigt godt greb om rebets lange ende, så førnævnte så man faktisk næsten ingenting til.

Søndag, den 6.9.1998

"All mouth – no trouses" – det var dommen over Anthony fra Ban Diving, men ellers var Ruth og Emmas, som vi nu mødte igen for tredje gang, hvis fint tilfredse med deres PADI-instruktør.

René dukkede op omkring aftenstid efter at have "hygget" sig med lokalbefolkningen hele dagen. Sådan som dagene skrider frem her på Koh Phangan, oplever jeg i hvert fald for lidt. Om 42 dage skal jeg være i Singapore, så tempoet skal sættes i vejret, måske splitter vi allerede efter Thailand. Det er jeg i hvert fald mest stemt for i øjeblikket.

Mandag, den 7.9.1998

Over middag forlod vi Haad Rin i en songthaew mod Thong Sala. Her kunne vi til gengæld hverken få pas og derfor heller ikke penge. Mens René kørte med det danske par til Pan Noi-stranden, blev jeg tilbage og fedtede mig ind hos den lokale fotoforhandler. De diskede op med vand, is og garanterede for mig i banken, så jeg kunne benytte mit VISA-kort til at producere 10.000 bath. Vi fik fat i Mr. J, der kunne afsløre, at passene på grund af travlhed ved grænsen først kunne være fremme lørdag... Udover at bede ham fremskynde processen, var der kun at vinke farvel til hele familien fra fotoforretningen fra ladet af den songthaew, der kørte dagens sidste tur mod Pan Noi. Overnatning havde René arrangeret hos Starhut1. Inden sengetid mødte vi dog lige Ole Brosbøl fra Den Danske Banks erhvervsafdeling i København, der sammen med kæresten Heide var på tre ugers ferie.

Tirsdag, den 8.9.1998

Tættere på paradisstranden kommer vi jo nok ikke på denne tur. Tonsvis af palmer, blågrønt lagunevand og hvid sandstrand, så langt øje kan skue.

31 dage i Thailand – endelig Satay – denne meget lækre specialitet fra Indonesien var bestemt en af dagens madmæssige højdespringere. MUMS!

Hele dagen er gået i strandløvens tegn med frisbee og beach wolley – dejligt afslappende og mægtig sjovt...

Onsdag, den 9.9.1998

Konturerne af palmerne strækker sig over bjergkammene på hver side af Ta Pan Noi stranden. Solopgangen spreder langsomt sit gyldengule lys over horisontens skyer.

Kun 10 minutter tager sceneriet og er kun for de morgenfriske klokken seks. Efter solen viser sin cirkel og bliver blændende – kan man jo passende tale lidt livets dybere mening med engelske Martin, der skjulte sig tre uger i Thailand for sit managerjob i HMV hjemme i England.

Efter at have sydet nogle timer på solgrillen, var det blevet tid til at chartre en longtailbåd om til Than Sadet vandfaldene. Fra en hyggelig lille sandstrand følger man den udmundende flod opad. Delvis springes og balanceret der mellem de våde og glatte sten og delvist benyttes grusvejen, der løber parallelt med floden.

Efter tre kilometer terrænløb er det blevet til tre mindre vandfald, der alle mest består af flere mindre plateauer. Strømmen er alligevel så stærk, at man bør holde godt fat i klipperne, når den svedige krop skal køles ned fra et letantændeligt overophedet niveau.

De sidste fem kilometer tilbage til Starhut blev besejret lige inden solens sidste stråler var helt forsvundet. Efter et stærkt påkrævet bad kunne tænderne skære sig igennem en lækker grillet barracuda med hvidløg og peber.

Hele restauranten havde den velkendte lidt kvalme søde duft af sjov tobak og nu fordi de ikke sad og fyrede sukkerrør, var vi jo nødt til at undersøge sagen nærmere.

Gandja, pot, weet, grass og så videre. Forjættet barn har mange navne og da det jo faktisk ikke var så ubehageligt, som først antaget kogte vi alle lystigt natten igennem.

Torsdag, den 10.9.1998

Palmetræer og tropestrandene blev fra ladet af en songthaew bumpet og hoppet agterud.

Inden båden til Koh Samui afgik kl. 12.30 var der godt nyt om passene; de skulle efter sigende være på Koh Tao nu og blive sendt videre med det samme. Opmuntret af udsigten til gensynet med den lilla rejsebog resulterede i 45 minutters munter e-mail til 4 bath i minuttet.

Knapt ankommen til Koh Samui sidder man skrævende ovenpå en lejet motorcykel (130 bath pr. dag) og forsøger febrilsk at spotte Seaview Guest House. Efter indlogeringen i stort rummeligt værelse med ren lang seng og skrivebord, skulle der prøves kræfter med Thailands venstrekørsel.

Første stop på Tour de Koh Samui blev Hin Lat Falls en kilometer syd for NaThon – ah, når sandheden skal se dagens lys, så krævede det en 2-3 kilometers anstrengende gåtur op langs den tilhørende flod. Imidlertid var det besværet værd – Hin Lat er cirka 10 m højt, hvor man kan kravle ud under det og svømme i det oppiskede vanden nedenfor – det virker! Men så er der jo en lige så anstrengende tur tilbage. En svedig krop er det ufravigelige resultat, så er der jo ikke andet for end at vride "rullen" på knallerten og lade sig lufttørre. "Vind i a hår – så er vi kjår"...

Videre af "route 4169" blev Na Muang vandfaldene droppet (selvom de skulle være øens flotteste). Vinderen blev i stedet Wat Khunaraam, der kunne fremvise den mumificerede clairvoyante munk, der forudsagde sin egen død i 1973 (blev 79 år og 8 måneder). Efter at have forladt dette spøgelsesagtige 25 år gamle indtørrede lig med briller, kørte to-hjuleren til Laem Set stranden, hvor det aftagende lys kastede sine sidste kræfter i horisonten.

For mange år siden kæntrede et skib ud for Hinta Hinyai og historien går, at de strandede lig skabte de store runde klippestykker, der i dag ligger spredt rundt i den lille bugt(stedet kaldes også for bedstefar og bedstemor stenene).

Efter at have tumlet lidt rundt i Chaweng-området var status, at jeg havde formøblet 300 bath på tre silkeslips og i øvrigt fundet ud af at Koh Samui rent dykkermæssigt er en dårlig vittighed.

Næste stop cirka ni kilometer oppe af rute 4171 blev et dyrere bekendtskab. Udgangspunktet var imidlertid ganske uskyldigt gratis – her sad nemlig en kæmpemæssig guld Buddha og skuede mod øst, medens munkene sang deres bønner ud i nattemørket nedenfor. Koh Farn-øen huser imidlertid ikke blot Big Buddha-templet, men blandt andet også et mindre batikværksted. Og nu er det så at fælden klapper om fars fedt spækkede tegnedreng. Fem dags arbejde med et enormt hvidt klæde, der her på tredje dagen beundrer med de varmeste og gladeste farver blev alligevel for meget for den indre gnier. Motivet er et farverigt koralrev fuld af plante- og dyreliv. Udfra den betragtning at det sagde rent pingeling med det samme, er 1.800 bath (omkring 300 kr.) jo ingen pris.

For at undvige den truende fallit skyndte jeg mig tilbage på rute 4169’s attraktionsspækkede asfalt, hvor en modkørende straks blev udnævnt til komplet idiot. Han kørte direkte mod mig i "min" vejbane – nu forholder det sig jo som bekendt blot sådan, at Thailand har venstrekørsel...

Tilbage i venstre vejbane ville jeg nok, hvis det ikke havde været for et større regnskyl, være gået glip af den hidtil største portion thailandsk mad for færrest penge. 40 bath eller 6 kr. for en stor portion mad og vand. De sidste 12 kilometer hjem til NaThon og en velfortjent nattesøvn blev kørt på rutinen.

Fredag, den 11.9.1998

Det første forsøg på at returnere motorcyklen mislykkedes – biksen (en mobil skranke) var simpelthen som skyllet ud med tidevandet. Ud fra det faktum, at de havde mit kørekort blev sagen arkiveret i samme skuffe som den for manglende pas – ting, der SKAL ordnes snarest!!!

Dagens egentlige udfordring var Ang-Thong Marine Nationalparken, der består af 41 klippeøer to timers sejllas vest for Koh Samui. Første stop blev på Koh Ang-Thong, hvor den lille bjergbestiger blev pakket frem. 430 meter oppe mellem stejle ufremkommelige klippestykker gav svedkirtlerne kam til håret, men det var besværet værd!!! Pragtfuld udsigt til uberørt frodig natur, så langt øjet kunne skue.

Efter lidt snorkling i det uklare vand (max 1 m sigt) blev frokosten elimineret medens båden flyttede sin position til Koh Mae Koh. Efter longtailbådene havde bragt os i land, kunne vi relativt hurtigt bestige klipperne og nå frem til den indenlandske saltsø. Igen ren idyl for alle bath’ene, hvor store stimer af fiskeyngel dansede i det klare vand. Frem til kl. 15.00 blev der snorklet og snorket ved stranden. Hjemme i Na Thon kunne sagen om det manglende kørekort afsluttes, da "have" havde returneret føromtalte skranke.

Beklageligvis dumpede jeg den store turisttest. Da vi havde entreret turbåden om morgenen var vores billeder nemlig blevet taget og nu kunne vi så se vores kønne kontrafej pryde bunden af en kitschet mindeplatte – tja, det lettede så budgettet for endnu 100 bath...

Kl. 19.00 begynder Na Thons butikker at lukke og klokken 20.00 er det definitivt sket. Indenda blev der dog tid til at hælde en 35 baths aftensmad i fordøjelsessystemet samt undersøge markedet for pakketure til Phuket (230 bath: Afgang 8.00 og ankomst 14.30. Alt inklusiv.).

Lørdag, den 12.9.1998

Efter morgenmaden blev billetterne til Koh Phangan løst. Hurtigt efter ankomsten stod det klart, at dagen kun kunne blive en succes; passene var klar til udlevering var klar til udlevering – åååh, det lettede en hårdttrængt rejseplan og reducering antallet af bekymringer til et minimum. Sammen med René fik vi e-mailet lidt og nåede tilmed færgen kl. 12.30 mod Koh Samui. Udover at gense Seaview Guest House blev resten af dagen danderet med et uhæmmet indkøb af hatte. Scoren blev 4-1 til René, hvor René købte fire baseball caps, valgte jeg en rund hue syet i sækkestof og netop denne utraditionelle hat skulle blive mit kendingsmærke for resten af turen.

Batikklædet blev hentet og billetterne til Phuket købt, så nu troede vi, at der kun var de sædvanlige ritualer tilbage. I stedet skulle vi ende på en thailandsk version af et heste- og kræmmermarked med tivoli, boder og folkelig underholdning. Den sidste del var den her dødssyge thailandske specialitet vi tidligere var blevet tortureret med i bussen fra Chiang Mai – nogle komplette idioter, der har tilkæmpet sig en mikrofon. Den råber og skriger de så i, som var de besat af en ond dæmon – det hele akkompagneres af malplacerede trommehvirvler og andet skrammel. Alt i alt blev klokken tæt på midnat, før vi var færdige med at guffe mad i os og købe ligegyldige plastikforekomster.

Søndag, den 13.9.1998

Åndssvagt! Min helt utrolige evne til at smide små ting væk gjorde fuld honnør som vi stod ud fra Thong Yang havnen på Koh Samui – ikke nok med at jeg havde spist for tre dagen i forvejen, nu betalte jeg også for to til Phuket. Den første billetten var "naturligvis" væk... Dette "syndrom" er kendt helt tilbage fra min første brille og jeg har i dag besluttet, at det fremover skal benævnes en "klassisk Joachim"... Jeg som afskyr at betale for unødvendige ting!

Det var lidt træls at skulle sige farvel til René, men der er håb for et gensyn på Bali om en måneds tid og indtil da bliver det e-mail...

Mandag, den 14.9.1998

Jeg tog flugten på en knallerttaxi, der kørte mig på og backpack til Phukets akvarium og marinebiologiske forskningscenter – ganske interessant, selvom nogle af dyrene efter min beskedne meing godt kunne have haft mere plads.

Gentagne på hinanden følgende transportmiddelskift gjorde, at jeg akkurat nåede båden til Koh Phi Phi kl. 13.30. Knapt ankommen til drømmeøen kunne så tørt konstatere, at man mindst var blevet tørret for 300 bath på billetprisen. Køb kun enkeltbilletter er læresætningen. Phi Phi har noget specielt over sig, en rolig og afslappet atmosfære og en uovertruffen natur – det føles bare rigtig! Samtidig har hovedstranden Ao Ton Sai de mest nødvendige faciliteter – inkl. e-mail (5 bath/min.). Og indkvarteringen i Gipsy Village til 100 bath for en stor stenbungalow med bad udløser jo prompte UG og slanger.

Endelig resulterede min rundtur blandt de mange dykkerbutikker i, at PPK Diving har den rigtige atmosfære og divemasteren Alex den sympatiske forståelse for erfarne dykkeres ønsker. bøgerne, der kan udløse et 25.000 baths tilbagefald i finanserne, ligger på sengen. Om jeg begynder på divemasterkurset afgøres i morgen...

Aftensmad og resten af aftenen forløb henholdsvis med hollandske Arnold og PPK Diving.

Tirsdag, den 15.9.1998

En eller anden fuldendt narresut begyndte at skrige bønner ud over vores bungalower kl. 6.00 denne morgen. Det havde regnet og rusket natten lang, så forventningerne til dagens dykning kunne overskues...

Da jeg fortalte Alex om skrigeriet sagde han, at man vendte sig til det. Nu da han har bungalowen lige ved siden af min, kunne han dog nogen morgener godt vågne alligevel. Sidst det skete var, da de havde en pige med en meget høj skinger stemme til at skrige bønnerne ud i den gryende morgen. Hun havde bare ikke prøvet det så tit før, derfor kunne man mellem være passus høre nogle af de erfarne muslimer mumle den næste sætning til hende. Morgenbønnen er en fornøjelse, der koster omkring 5-6 minutters morgensøvn og de første gange skal man bruge tilsvarende tid til at komme sig over chokket. Jeg var fuldt og fast overbevist om, at der var ild på hele øen første gang de skruede op for højttalerne.

Det oprindelige dykkersted Bida Nok blev opgivet lige præcis, da vi var kommet i vandet – bølgerne var for store og nogle var blevet søsyge. I stedet gik vi i ly af Phi Phi Leh, hvor vi bortset fra sigten (5-7 m) havde to gode dyk med en mindre leopardhaj, pufferfisk, store batfisk, der fulgte med på hele dykket indenfor en armslængde; trigger- og scorpionfisk blev det også til. Loh Samah var det bedste sted. Koraler og liv er dobbelt så godt, som Koh Tao – selv den dårlige sigt kunne ikke skjule det! Hvis man vil dykke i området, så bør man nok vente til slutningen af oktober, da monsunen er uforudsigelig og sigten deraf meget svingende (mange bølger).

"Divemasteren" er i skrivende stund 98% opgivet, det kræver som minimum førstehjælpskursus, lægeundersøgelse i Krabi, 50-70 amerikanske dollars for ansøgningen og 50 dollars pr. år for opretholdelse af status, en masse penge der alt i alt beløber sig til omkring 5.500 kr. og en røvfuld hårdt slid.

Så er det bedre, også rent kvalitativt, at tage en CMAS 3-stjernet i Danmark og hvis jeg på et senere tidspunkt vil rykke et år ud af kalenderen, så se hvor langt man kan nå med det (alternativt supplere med krævede kurser til den tid).

Onsdag, den 16.9.1998

Åååhh, det er en masse svære overvejelser. Jeg vil enormt gerne starte PADI Divermasteren, men udover det faktum taler alle andre fornuftige grunde imod det

1. Koster kun 3.000 kr. på Nordsumatra
2. Hjemme kan jeg få gratis førstehjælp
3. 2.000 kr. besparelse vil næsten give mig gratis flyvetur herud.
4. Vejrforholdene ville være bedre.
5. Mere tid, hvis jeg venter.
6. Eget udstyr.
7. Mulighed for teoretisk forberedelse, hvis jeg venter.
8. Skal ikke nødvendigvis bruge det nu.

Over for det står

1. Vildt interesseret
2. Vil med arbejde i ferier indkassere både penge og gratis dyk.
3. Vil tjene sig selv ind under alle omstændigheder.
4. 25 "gratis" dyk omkring Koh Phi Phi.
5. Flere muligheder på Bali og i Australien.
6. PADI-medlemsskabets fordele... øøh!?!

Altså rationelt en dårlig idé, men personligt og intuitivt ganske tiltalende – løsningen blev afgjort af en 10 bath-mønt, der endte en flyvetur med tempelmotivet opad.

Så den første bog er nu læst og den første tur i vandet med to elever overstået, nemlig danske Line og en svensker, Cecillie. Line og hendes veninde Lene var bestemt to gæve jyder, som det bare var herligt at møde og tilbringer aftnerne sammen med. Selvom man er ude at rejse og vil opleve fremmede mennesker og kulturer, så skader det jo ikke at møde ligesindede engang imellem.

Cecillie, derimod var noget mere stille af sig og vilde aldrig overleve en rygsæksrejse, hun var for skrøbelig og uselvstændig. Et eller andet sted kan jeg heller ikke lade være med at overveje, om det var kæresten, der havde presset hende til at tage beviset. Alt i alt tror jeg ikke hun har vildt meget lyst til at dykke nu og efter en uddannelse, der bestemt er gået for hurtigt for hende, nok desværre heller ikke så meget i fremtiden...

Torsdag, den 17.9.1998 til lørdag, den 19.9.1998

Det står stadig skidt til med vejret – en del regn og hårde vindstød af og til. I det perspektiv gør det ikke så meget, at der skal læses lidt dykkerteori.

Det med vejret går trods alt mod det bedre, men skyfri solbombardement lader stadig vente på sig.

PPK Diving er i øvrigt et studie værd, hvis man interesserer sig for organisatoriske katastrofer; medarbejdere bliver ansat efter brystmål, alle styrer det hele i fuldbyrdet anarki, kassereren kan ikke regne, nyt udstyr er meget tiltrængt og resten af butikken skriger efter en ansigtsløftning. I stedet fyrer man hele overskuddet af på et flop af en amatøragtig restaurant, der hverken kan tage mod ordre eller lave en tiende del af menukortets tilbud – det de kan lave derimod tager op til to timer om at komme ud af køkkenet. Vi var i seriøse overvejelser om det forholdt sig sådan, at den første skulle være færdig, så de kunne benytte den samme tallerken igen til den næste ved bordet...

Når man som jeg nu , er på det samme sted i længere tid, lærer man mange nye mennesker at kende, for eksempel Line og Lene fra Danmark, hvor Line lige er blevet færdig med open water og Lene har haft beviset i et par år, andre instruktører og divemastere med flere, der kan godt samle sig en pæn flok, når aftensmaden skal bestilles lidt over 21.00, hvor shoppen lukker.

Rent dykkermæssigt er det blevet til Pi Leh – dacapo! Og Bida Nok, sidstnævnte var bedst med triggerfisk, lionfisk og skoripionfisk – sigten var 10 meter og den til tider stærke strøm var små minusser, som nemt kan overses i det store billede

Ellers følges teorien eksemplarisk og fem teorieksamener er da også allerede ryddet af vejen, de sidste tre kan forhåbentlig være kørt agterud om nogle dage. Hvis næsen ikke følger linierne i PADI-biblerne, befinder man sig på lavt vand med nye elever, hvilket bringer otte år gamle minder op til overfladen.

Søndag, den 20.9.1998

Mit meget lidt sympatiske vækkeur, som i øvrigt burde være bandlyst på enhver rejse, trak mig ubarmhjertigt ud af sengen klokken lidt i otte. Det var ekstra hårdt for nattens bartur havde endnu ikke sluppet sit tag i de trætte lemmer. Ens fysiske tilstand kunne man så passende kombinere med det helt utrolige dårlige vejr, hvor husene efter bedste evne forsøgte at undvige den totale kollaps og modstå vandmasserne. Ikke alle var lige succesfulde...

"Brasilipaneren" Eliana som vi havde dykket og drukket med de sidste par dage var nu klar til afrejse, desværre! Glad og varm pige med mod på livet. Hun fortjener mindst et kort, når jeg engang igen er tilbage i Danmark. Grunden til betegnelsen "brasilipaner" skal så vidt jeg husker findes hos Line og Lene. De havde udtænkt den geniale sammentrækning, der dækker over, at Eliana har japanske forældre, men at hele familien i dag og i mange år har været bosat i Brasilien. Hun og hendes kæreste, der var blevet derhjemme, var begge dyrlæger.

Mandag, den 21.9.1998 til onsdag, den 23.9.1998

Dagene glider ind i hinanden for tiden, men det, der med sikkerhed kan konkluderes er, at PADI-teorien nu hører fortiden til. I samme åndedrag må man så erkende, at de faresignaler de beskriver ved ens meddykkere er helt i ske med virkeligheden. Som divemaster står man overfor yo-yo-dykningen, de kommunikationsumulige, de trykudligningsbesværede, de vakuumsugende (ekstremt højt luftforbrug) og endda de panikslagne dykkere – for eksempel alle fem på én dag!!! Mange PADI open water dykkere er helt konkret ubeskriveligt dårlige med 200 bar på ryggen – og det er langt fra deres fejl alene, jeg har den opfattelse, at ingen forsvarligt kan uddanne en selvstændig dykker på fire dage... Men PADI kan, for det er der nemlig penge i...

Rent dykkermæssigt er der nu blevet tilføjet leopardhajer, cuttlefisk og flere pufferfisk til listen over seværdigheder. Cuttlefiskene er specielle, de følges ad i par og formen er i retningen en rokke, men ikke nær så flad, og lidt i retningen af en blæksprutte, men uden så de lange arme. Formen er faktisk lidt oval og buttet. Ingen finner eller hale, men i stedet et blafrende "slør" underneden, der tager sig af fremdriften.

"Det dyk var det vildeste", som fynske Winnie ville have sagt. Hende og i alt seks andre danskere havde vi spist med aftenen før.

Livet går sin gang! Om man er i Thailand, Australien eller hjemme, så krydres dagene med de samme velkendte ingredienser, som for eksempel arbejde, kærester, venner og uvenner, "alliancer" og billige kneb. Måske forsøger man at sløre billedet med tropeøer, sandstrand og palmetræer, men det er kun simpel menneskelig manipulation. Den hollandske Suzanne snører for eksempel med kvindelist Al (godt hjulpet af en "krop-i-orden"). Men nu hvor Al har hjulpet hende ind i varmen hos PPK Diving og lånt sin lungeautomat ud, vil hun ikke levere sin del – i stedet hiver hun fikst begrebet "kæresten" op af den dybe v-udskæring og ditcher sin nu skuffede "løftestang" – nydelig eksempel der primært virker, fordi mænds sexfiksering er overvældende.

Torsdag, den 24.9.1998

Dagen startede med det bedste vejr siden mine slidte sandaler først plantede hæl og tå på Koh Phi Phi – nu for snart 10 dage siden!

Dagens to dyk var dermed allerede halvt fuldendte succeser. Det der kørte sejren helt hjem var, at Poul (ledende divemaster) var så galant at tage sig af de polske par Marek og Barbara, der besidder den helt utrolige evne at kunne "bappe" luften ud af en dykkerflaske hurtigere end en gennemsnitlig kompressor kan fylde ditto.

Så i modsætning til Poul fik jeg to gode lange dyk med Jeff, derudover at undervis i engelsk på et universitet i Korea også går langt på literen rent dykkermæssigt. Vi kørte fuldt program på Bida Nok og Bida Nai med god sigt, koralrev, svømme-igennem-formationer, bluespottede rokker, store blæksprutter, der i ren forbavselse søgte ly i revet, medens de fosforgrønne og –blå farver pumpede rund på dens blottede krop. Skorpionfisk og lionfisk runder showet af og alle kan drage tilfredse i havn.

Aftenens underholdning består primært af et førstehjælpskursus, men krydres ellers af lidt intriger og en jeg-skal-gøre-livet-surt-for-dig stemning mellem Alex og Suzanne. For at undgå en total nedsmeltning spiste vi på Panda, hvor man ikke snakker, men ser video. Denne aften var det sjakalen med Bruce Willis.

Fredag, den 25.9.1998 til lørdag, den 26.9.1998

Dagene har været almindelige dage med to gode dyk; den 25. skulle vi have besøgt "vraget", men vejret dikterede mere rolige sysler i stil med e-mail, postkort og pengeproduktion. Førstehjælpskurset spøger stadig, så man må jo øve sig lidt på mund til mund metoden og hjertemassage...

Den 26. består af skyfri himmel og klart vand, men den meste sindsoprivende oplevelse sker nu på landjorden, hvor jeg, trods Al’s advarsler, får placeret min 30 x 30 cm bag i en "frisørstol". Måneders intensiv hårpleje havde gjort mig til indehaver af en anstændig hårpragt, hvilket i runde tal kun tog hende "fåreklipperen" 12,8 sekunder at maltraktere på en så uoprettelig facon, at jeg nu sådan set har mere end temmelig svært ved at skjule de begyndende høje tindinger, der før kunne leve et tilbagetrukket fredfyldt liv. Helt konkret på en skala fra hår halvt den ad ryggen til skaldet, befinder vi os på stadiet lige før sidstnævnte. Hende der svang saks og trimmer havde kun et lille "ups" tilovers, da hun opdagede, at hun havde benyttet en forkert og altså meget kort indstilling på trimmeren, men sådan kan det jo gå...

Søndag, den 27.9.1998

"DAY OF BIG SMILE!"

Fantastisk vejr, fantastisk ø og fantastisk gode dyk. Med kursen mod Shark Point Phuket står vi udfra Ao Ton Sai. 19,5 meter – dybere behøver man ikke presse dybdemåleren, det klare blå vand deler åbenhjertigt ud af rigdommene fra det uendelige skatkammer. Her er fyldt med store røde viftekoraler, der sammen med gule, violette, mørke og lysegrønne koraler spreder glæde blandt de fremmødte gæster. At man derudover næsten snubler over et "familiekomsammen" blandt lionfiskene (6-7 stykker indenfor 1 x 1 meter) og at to leopardhajer og to store sprutter også vælger at deltage i festen – gør bestemt heller ikke noget. Den garvede divemaster, Rich, videofilmede hele herligheden og som "buddy" for ham havde man en udstrakt grad af selvstyre og dykkertid. normalt består Shark Point Phuket kun af to runde rev, hvor den mest nordlige "kun" lige stikker hovedet op over gennem overfladen, men på dette dyk fik vi afdækket en hel række af nye rev syd for den første pinnacle, hvilket bestemt også tiltalte folket.

Efter lidt PPK Kitchen Catering var klokken blevet vragtid. I maj 1997 lader King Cruiserens fulde kaptajn denne 80 meter lange bilfærge ude biler, men proppet med japanske turister, gå på grund. Klipperne flåde denne ponton op og langsomt begyndte færgen at hælde til den venstre side. Alle japanerne hastede væk fra den synkende skude og udover at kaptajnen ikke er set siden, kan det tilføjes, at de første dykkere på vraget kunne vælge frit fra det omfattende udvalg af videokameraer, Nikon’er og andet elektronisk guf.

Fra overfladen kan dele af gelænderet på fordækket skimtes og medens det første luft passerer lungeautomaten nærmer vi os broen 15 meter nede. Dykket går dybere og tilkørselsrampen i stævnen er sænket, så man på 24 meter kan svømme ind på vragets nederste dæk. Da Koh Phi Phi er velsignet med det total fravær af såvel biler og knallerter, er bildækket helt åbent. Den totale længde er 80 meter og i agterenden stiger vi sammen med lionfisk og batfisk op til det tidligere soldæk, hvor skorstenen til højre nu har måttet bøje af for en fiskers garn. På toppen af den venstre skorsten derimod vogtede en gigantisk barracuda og her taler vi over 2 meter. De næste sug i sutten foregår under dæk, hvor passagerkabinerne og medarbejderområderne bliver inspiceret langs begroede lejdere og korridorer. Mens panoramasæderne i skibets forreste del bliver prøvesiddet kunne det konstateres, at puder og polstring stadig yder en vis komfort. Monotont dundrer en metalisk rysten gennem King Cruiseren og efter at have forladt styrmandens position på broen opklares årsagen til lyden. En stor kompakt jerndør banker i takt med havet truende sine mange hundrede kilo mod en døråbning bag skibets bro. Besøgstiden har været en lille time og da trykket i flasken også befinder sig i den mere ydmyge ende nu, tager vi stille afsked med King Cruiserens sidste ankerplads.

Udover helt uovertruffen dykning var det også dagen, hvor Phi Phi’s bedste bar, Carlitos, åbnede sæsonen. Den svenske ejer Carl har igennem de sidste mange år sendt adskillige ud i nattemørket med en herrestorm – også denne nat... Udover at en hel del af procenterne var på huset denne aften, er priserne for divemastere og instruktører også ekstra tiltalende, hvilket alt i alt betød, at Al måtte bæres hjem og næste morgen holdt rusen stadig tømmermændene på afstand, men de meldte trofast deres ankomst omkring middagstid!

Mandag, den 28.9.1998

Dagen starter roligt med to dyk ved Bida Nok og Gerang Henge, specielt det sidste sted er vi heldige at spotte en bamboo-shark, der har gemt sig under nogle koralbegroede klipper. Bamboohajer ligner hvad vi normalt forstår ved hajer og af udseende kan de nemt forveksles med nurse-sharks.

Midt under afskylningen af udstyret fra dagens dyk dukker et velkendt angsigt op, René er kommet til Phi Phi. Vi får indlogeret ham i Gipsy Village nr. 6, og for at gøre en lang og sikkert udmattende historie fordøjelig, har netop "6" haft en central placering i hans sidste to ugers rejseoplevelser...

Tirsdag, den 29.9.1998

René tager ud at dykke med gutterne, medens jeg er "confined" til en OW-klasse.

Efter mere end to timers OW-underholdning med australske Ruth og Michel mødte jeg René, der havde haft to okay-dyk. Sammen fandt vi Phi Phi Hotel og jeg fik lavet fotokopier af planerne over King Cruiseren med mere. René har for 400 bath skaffet sig selv en billet til Penang i Malaysia, så klokken 9.00 i morgen er det farvel igen!

Onsdag, den 30.9.1998

Efter at have vinket René ud af havnen starter en hård dag, hvor tre instruktører misbruger min nuværende position som dykkerslave. Imidlertid overlever jeg og kan benytte eftermiddagen til at få en lægeerklæring på det lokale lægecenter. Mindre end fem minutter for undersøgelsen, der i al enkelthed bestod i et stetoskops rask vandring rundt på bryst og ryg. Betalingen, sølle 100 bath, derimod tog 10 minutter.

Om aftenen var der en foreløbig evaluering på kurset og udover at skulle hjælpe de uerfarne kunder mere, gik det hastigt den rigtige vej. Hvad jeg har set hernede med hensyn til PADI bekræfter i store træk blot mine fordomme om en børnehave. Her går vores tanker tilbage til Koh Tao, den 3. september. Hvor CMAS uddanner selvstændige og uafhængige dykkere med en velfunderet viden indenfor alle dykningens aspekter, vælger PADI i stedet bevidst at lade niveauet og uddannelsestiderne være mindst mulige. Jeg har aldrig hørt om en OW-elev, der er blevet dumpet, men derimod set mange, der burde. PADI kunne stå for så meget, men et er sikkert, det er ikke ideelt at disse "professionelle forenede dykkerinstruktører" har ansvaret for både kvalitet og kursusbetaling, da sidstnævnte al for tit står tilbage med den absolutte første prioritet.

Alt i alt ender instruktørernes dårlige og utilstrækkelige indsats op hos divemasterne og de erfarne dykkere. Kan det være tilfredsstillende?

 

Torsdag, den 1.10.1998

Sigten var elendig og Garang Henge havde skjult sine leopardhajer, alt i alt en middelmådig oplevelse. Stemningen i butikken er også lidt trykket.

Sydafrikanerne og Rich havde selv arrangeret en speedbåd til Hin Daeng og havde set to djævlerokker og haft 50 meter sigt. Rich havde imidlertid fortalt alle andre, at han skulle ommøblere sin bungalow. Den påstand holdt han så tappert ved, selvom det var åbenlyst for enhver, at det var løgn! Hvorfor han behøvede lyve kunne ingen hitte ud af...

Det virker som om alle hypper deres egne kartofler og har hver deres personlige dagsordner. Den solidariske fællesånd skal man lede længe efter. Suzanne og Jannick forsøger hver dag at "score" gratis dyk, hvilket nu ikke kan bringe mit p.. i kog. Paul vil være IDC Instruktør, men gerne tjene pengene før titlen er i hus. Rich vil kun sit eget bedste og er meget individualistisk indstillet (amerikaner). Både han, John og til dels Paul forsøger samtidig at tjene lidt ekstra bath på videofilm, hvilket må siges at være ganske indbringende, men pengene køres uden om butikken.

Delphine er snart den værste, hun har fuldstændig glemt hvorfor man dykker, det drejer sig kun om at indkræve mest muligt hurtigst muligt – hvis det betyder at andre, der reelt står foran hende i køen må vige, så rager det hende en høstblomst (franskmand).

Samtidig holder hun en jernhånd omkring kæresten Paul. Ham skal hun for alt i verden dele med så få som overhovedet muligt. En stærk personlighed er hun, og sin vilje vil hun bare have – Altid!

Så hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at få godkendt min Rescue hos hende, skal der smøres godt, hvilket godt nok ikke ligger mig let på sinde.

Alex, som jeg egentlig synes om, vil gerne gøre en indsats for butikken. Den vinkel står han jo desværre bare lidt alene med, hvilket irriterer ham. Derudover har han det også svært med de øvriges solokørsel, men det gør han desværre ikke noget konstruktivt ved. I stedet søger han den ene konfrontation efter den anden. Han har i mange tilfælde nok retten på sin side, men hvad hjælper det, når han har startet krig med de andre på alle fronter?

Han erkender åbent, at han ikke har noget imod kampene; men personligt tror jeg, det kommer til at æde hans glæde og gode humør op før tid.

Den butik mangler en stærk ledelse, der kan udstikke fælles mål og vise handlekraft. Lige nu er det et synkende skib uden kaptajn.

Fredag, den 2.10.1998

Det første dyk jeg faktisk ledede var omkring Bida Nok og da ingen døde, må det jo have været en succes. Forholdene var dog lidt vanskelige på grund af kraftig vind og bølgernes brydning mellem klipperne. Vi blev smidt af på et andet sted end planlagt og selve profilen for dykket lader nok ordet "yoyo" stå tilbage...

Efter det næste dyk, hvor Suzanne havde lavet en omvendt profil med det dybeste sidst eksploderede den finske kunde, der også selv var divemaster: "Sorry, sorry, I really don’t like this way of diving"...

Udover at han rent teoretisk og efter tabellerne havde fuldstændig ret, så havde den foregående del af dykket været på så lavt vand at risikoen for trykfaldssyge var minimal.

Rent dykkermæssigt var vi trods den beskedne sigt (5 meter) heldige at se både blæksprutter, to moræne ål og en sea snake, hvilket trods alt gjorde det, det hele værd.

Her til aften foretager Al så, hvis man objektivt skal bedømme det, et strategisk ulogisk angreb på Delphine, hvor Paul bliver nødt til at tage Delphines parti. Underforstået at han har lyst til at forblive sammen med Delphine. Udfaldet er i alle tilfælde, at stemningen bliver meget spændt. Det var uklogt af Alex, men forståeligt, da Delphine ikke har styr over alle de elever, som hun pengefikseret har sagt "Ja" til.

Lørdag, den 3.10.1998

Hele øen er ramt, alle dykkerbutikker kan fremvise eksemplarer af divemastere, instruktører og kunder, der har dét... En forkølelse og ondt i halsen er præcis, hvad jeg ikke lige står og mangler, men det er jeg blevet og udsigten til nogle dage i sengen er absolut ikke noget "hit"...

Derfor kaster jeg nu den ene Strepsil i kraniet efter den anden. Vitamin C har fået en ny placering i min bevidsthed. Jeg får det som brusetabletter, i juice og har endda skiftet det første hold Strepsil’er ud med nogle andre, der indeholder.... Vitamin C...

Udover at sove en del fik jeg lavet en tre timers e-mail-aftale med det lokale "postkontor". Således at jeg kunne få lov at skrive brevene de første to timer for 200 bath, hvilket sparede mig gode 400 bath.

Søndag, den 4.10.1998

Den helbredsmæssige del af festen er desværre uændret, så udover at have opholdt mig nogle rolige timer i shoppen, er det nu mest sengen hjemme i bungalowen, der har haft fornøjelsen af mit selskab.

Her til aften erfarede jeg så, at bøden per dag for at opholde sig i Thailand uden gyldigt visum er 200 bath, hvilket er en fordobling i forhold til hvad jeg oprindeligt havde regnet med. Planerne er nu at få svømmetestene overstået i morgen, hvis det er muligt og "rescuen" dagen efter. Og så ellers bye-bye Thailand.

Mandag, den 5.10.1998

Dagens primære udfordringer er at genvinde det totalitære herredømme over næse, halse og øreregionerne samt svømme 400 meter fristil på under 10 minutter og 800 meter med snorkel og finner hurtigere end 17 minutter.

Resultatet blev henholdsvis 7 minutter og 12 minutter samt et par trætte ben i gelé.

Og så lavede "snotungen" egentlig ikke ret meget mere den dag.

Tirsdag, den 6.10.1998

Hvis det ikke var for det faktum, at Thailand er placeret adskillige tidszoner fra gummirøjserne derhjemme, så kunne dagens vejr havde været som snydt ud af næsen på Voldborg i gul regnmode. Det blæste, skyerne var mange og våde; bølgerne helt umulige. Alle forhold taler mod at dykke – inklusiv min forkølelse.

Alligevel står man så her på gyngende grund – udelukkende på grund af rescue-evalueringen. Selvom vejret er til 03, så kan det ikke skjules at den indre del af Phi Phi Leh Bay er et stykke uovertruffen natur. Efter frokost er det tid til evalueringen, som foregår i Ton Sai Bay – og guderne må vide, at jeg havde øvet mig mange gange på forhånd. Det gav pote, så nu manglede jeg kun at trække en træt dykker 100 meter, hvilket skete samme eftermiddag.

Som nyudklækket Divemaster har PPK Diving en lille ekstra test, som kan have utilsigtede konsekvenser. I alt usmagelighed drejer det sig om at drikke 1/3 liter Sangthip igennem maske og snorkel.

For at gøre historien kort og minimere skaderne på et allerede ramponeret omdømme, så vågner jeg næste morgen med hukommelsessvigt fuldt påklædt inklusive linserne og kan lige nå at vinke farvel til færgen mod Krabi...

Onsdag, den 7.10.1998

Aldeles omtåget uappetitlig og sløret i blikket prøver "han" at genvinde værdighed og fatning. Men det er ikke nemt, når ens sidste bath er drukket op, færgen er sejlet og man sidder med et stykke papir til 450 bath, der skulle have sikret en plads i den bus, jeg nu ikke har en kinamands chance for at nå...

Det med bussen blev mod al sund thailandsk fornuft ændret til den 8/10 uden problemer eller ekstra gebyrer og opmuntret heraf besluttede jeg mig for at søge højere mål – for eksempel viewpointet udover Phi Phi Don. Men før denne 2 x 20 minutter ekspedition kunne startes udførte patienten lige TREO-tricket og vitamin C-magien for den omkringstående forsamling.

I halvanden time solbadede jeg på dækket af kl. 13.00 færgen mod Krabi og velankommen indlogerer jeg mig risikoresistent efter Let’s Go’s anvisninger på Jungle Book Guest House.

Krabi har en dansk café (Europa), hvor man blandt andet kan få hot’ere og flæskesteg om søndagen. Jeg møder et dansk par, der er på vej mod Chiang Mai og senere Nepal samt får en lang snak med den danske ejer. Så nu er jeg blevet en anelse klogere på NIKON-kameraer , hvad det vil sige at arbejde 18 timer i døgnet hele højsæsonen igennem (november til marts) og på hvad jeg kan forvente mig af Penang i Malaysia.

Aftenen begynder med en ny øreprik til erstatning af den jeg mistede på Phi Phi samt en lædersnorshalskæde. En daller-tur efter mørkets frembrud kaster et "okay-måltid" af sig til beskedne 20 bath (omkring 2 kr.). Efter at have spist besøgte jeg et natmarked, men ellers foregår resten af aftenen i sengen... med at sove!

MALAYSIA

Torsdag, den 8.10.1998

Før jeg endelig igen kan guffe Satay i mig, kræver det en ti timers køretur med minibus igennem Trang og Hat Yai i Thailand samt Butterworth i Malaysia.

Som frygtet bliver jeg straffet for mine syv dages ophold uden visum (1400 bath), men ellers kan vi helt uproblematisk krydse grænse og bestikke os udenom de resterende politikontroller.

Minibussen levede op til sit navn og den begrænsede plads gjorde, at vi kom hinanden ved. Malaysiske Peter (Waiquen Ting) fra Macau sørgede for at engelsk/australske Glen og Mel(anie) samt undertegnede selv fik et billigt sted at sove (19 ringgit pr. nat) og herefter at vi alle blev mætte fra gadens malaysiske og kinesiske køkkener. Peter er et af de åbne og varme mennesker, som vi alle ønsker at ligne.

Fredag, den 9.10.1998

Sammen med Glenn og Mel forsøger vi at udvide vores kulturelle bevidsthed. Det er imidlertid ikke ligetil på en fredag, hvor mange malaysier synes det er mere interessant at rode rundt på nogle tæpper i den lokale moske.

Kunst og statsmuseerne var lukkede og andre butikker åbnede først senere. Det vi derimod kunne se, var et gammel kinesisk tempel fra år 1800. Kuan Yin-templet var fyldt med hovedsageligt kinesere, der tændte hundredvis af røgelsespinde – måske for at glæde gudinden for barmhjertighed, frugtbarhed og rigdom, som stedet er tilegnet. Herefter besøgte vi fort Cornwallis opkaldt efter en gammel guvernør i Indien. Fortet havde blandt andet en stor kanon, der, hvis man skal tro plancherne i krudtkammeret, også kunne hjælpe ufrugtbare kvinder... "Men hvem ka’ ikke det!?"

Efter en portion Nasi Goreng går vi på jagt efter et apotek, så vi kan få tilfredsstillet den indre hypokonder. Og nu bliver det dyrt – jeg havde jo fået spejlrefleksgriller, så efter at have spildt to fotoforretningers tid, drejede "japanerne" afgørende armen om på den sidste og fik mod 2300 ringgit(1 ringgit er 1,7 kr.) udleveret 1 stk. F60D Nikon med en vidvinkellinse(28-80) og en zoom (70-300 mm) samt diverse tilbehør.

I erkendelse af at mit Mastercard var kommet i lige rigelig god form, søgte jeg tilbage til New Eng Aun hotellets sikkerhed. Resten af aftenen foregår da også helt uskyldigt med en lækker gang kinamad og eller manuallæsning den halve nat.

E-mail, home banking i Danske Netbank og Internet kostede så lidt som 1 ringgit for seks minutter på hotellet.

SUMATRA, INDONESIEN

Lørdag, den 10.10.1998

Efter et koldt bad og morgenmad i skikkelse af müsli med yoghurt udvidede vi rejsetruppen med to canadiere Julian og Taylor, der også havde vendt kompasset mod vest...

Efter en rolig og behagelig overfart, hvor kun et fåtal af indoneserne var nødt til at knække morgenmaden ud i passagertoiletterne, kunne vi betræde Sumatra. Helt konkret var det Medan, som er Indonesiens tredje største by med to millioner indbyggere. Om bord på færgen havde vi mødt Mike, der var på vej til Medan for at købe en gammel veteranmotorcykel (BMW) fra 1958. Mike kendte et udmærket hotel, Zakia, der trods sin placering klods op og ned af en muslimsk kirkegård med tilhørende kæmpe moské (Masjid Raya), var et godt valg.

Men før vi overhovedet kom til hotellet faldt vi i snak med Dam, der er født og opvokset nær Lake Toba. Nu studerer han spansk og engelsk på universitetet, men har som mange af sine medstuderene også været aktiv i kampene og demonstrationerne mod den tidligere præsident Suharto. Lige nu er der relativ fredeligt og der hersker en afventende stemning med hensyn til om Habibbi vil holde sine løfter om frie valg til maj 1999. Da bussen fra færgen stopper i centrum af Medan bliver vi nærmest flået ud af sæderne. En stor hop af unge indonesiske mænd rykker og flår i os – for netop at man skal vælge dem til at køre sig til et hotel. Effekten er dog lige omvendt og lidt utilpasse skynder vi os væk. Sammen med canadierne får jeg et tremandsværelse til ca. 10 kr. per person.

Aftensmaden er først en russisk rouletter med vores maver. Vi får en række indonesiske specialiteter, der er meget lækre, men ikke varme – så det bliver spændende at se om busturen mod Bukit Lawang i morgen bliver med en flok diarrépiller i "gumpen"...

For at kompensere risikoen ender vi alle desværre som ofre for McDonald’s sterile og intetsigende fast food. Resten af aftenen er helliget rolige, afslappende og praktiske aktiviteter hjemme på hotellet.

 

Søndag, den 11.10.1998

Efter en enorm morgenmad hjælper Dam os med at få købt diverse nødvendigheder og jeg hæver yderligere 400.000 rupiah. Hvor meget det helt præcis er i danske kroner er meget svært at afgøre, faktisk ændrer kurserne sig time for time. Økonomiske kriser er ikke til at forudsige og det gælder måske især for valutaen, der kører som var den i en rutsjebane op og ned – mest ned!

Alligevel vover jeg at påstår, at 20.000 rupiah cirka svarer til 13 kroner og det er netop det beløb vi betaler for at sparke Medan bagud i en af storbyens mange minibusser. Vi havde fået følge at to svenske svedsker, Linda og Mälin, der virkede lidt reserverede, men alligevel imødekommende.

Efter at have tosset rundt i Bukit Lawang i en hel time efter et passende overnatningssted, fandt vi endelig ud af, at Jungle Inn ville udgøre et perfekt valg. Alting var af højeste klasse til laveste pris(beskedne 10 kr. pr. nat). Restauranten og resten af Jungle Inn var bygget i bambus, natursten og palmematerialer, hvis man vil tage på bryllupsrejse, så.... ville jeg gerne bade min tilkommende under palmerne på badeværelserne, hvor lerkrukker løbende flyder over af lunt forfriskende vand. Og under en stjerneklar himmel eller under palmernes skygger, kan man nok næppe finde et mere "cozy" sted - end her lige ved Bohorok flodens breder...

Nu er det jo ingen hemmelighed, at den store rejseplanlægger havde henlagt besøget på Sumatra til den tid af året, der går under synonymet "monsunen/regntiden" og hver nat kl. ca. ni åbnede himlens sluser og vandet tonsede ned - og hvad er bedre end at høre regnen i nattemørket, medens man lægger i sin varme brede seng?

Bukit Lawang er indgangsbyen til den store fredede nationalpark Gunung Leuser, selvom "gunung" er indonesisk for "bjerg", så skulle vi nu ikke bestige nogle bjerge eller vulkaner - endnu! Derimod var planerne for opholdet her først og fremmest at tage et tre dages trek (inkl. overnatninger) ud i junglen, hvor man, hvis heldet var med os, kunne "risikere" at se fritlevende tigre, orangutanger, hornbills og et utal af andre dyr og planter...

Alt er helt uhyggeligt billigt i Indonesien og lige nu har jeg svært ved at se, hvordan jeg skal få ødslet 1,4 millioner op, men her kommer ens urinstinkter nok én til hjælp...

Aftensmaden: capito med karry og grøntsager, ananaspandekager og en flaske vand for 10.000 rupiah (lidt over 6 kr.) var utrolig lækker. En halv liter af den lokale Bintang, der er en kopi af hollandske Heinnecken, står i syv kroner, så det skal nok blive sjovt...

Indonesien er helt bestemt godt for budgettet og smagsløgene. De har noget af de bedste lokale mad, jeg har fået i lang tid! Hvis jeg ikke er standhaftig, vil de indonesiske gryder med sikkerhed snart ændre min kropsform, flytte bæltestedet adskillige tommer og forøge dødvægten ud over det acceptable...

Dam er et utroligt varmt og imødekommende menneske. Han hjælper os med alt og beskytter os mod alle de "nasty men", han næsten paranoidt spotter over alt. I morgen vil han lige tale med Jungle Inn for at sikre, at de ved, at vi er hans venner, så de ikke laver numre med os! Hvorfra Dam får sine penge til at leve for, er et utroligt svært spørgsmål at besvare. Vi håber han får lidt kommission her og der, men selv siger han, at han gør det for venskabets skyld og at han er glad for at lære lidt engelsk. Men hvor meget det fylder i en tom mavesæk ved jeg ikke?

Det er svært at acceptere, at han bare gør det for sin medmenneskelige omsorgs skyld, men lige nu er dét, det bedste svar, der kan gives.

Alle burde være som Dam og jeg ved, at jeg gerne vil gengælde hans venlighed, men er ikke helt sikker på hvordan... - og til Danmark kommer han jo nok ikke med det første.

Mandag, den 12.10.1998

Den første dag her på kanten til de enorme Leuser regnskove blev tilbragt i det våde element, Bohorok-floden var vært for en gang river rafting i store bilringe.

Taylor og Julian var ikke de store morgenmennesker denne mandag, så sammen med svenskerne krydsede vi floden til rehabiliteringscentret for orangutanger. Orangutanger spiser en hel del forskellige planter og frugter, men de er også meget bevidste om, hvad de ikke bryder sig om. Rehabiliteringscentret modtager i dag orangutanger fra store del af Thailand, Malaysia, og Indonesien, hvor folk har holdt dem i fangeskab. I løbet af et par år vender de ansatte langsomt dyrene til det frie liv igen, sidste del af processen er fodringerne fra platformen oppe i skovene. Her fodrer man med bananer og en mælkeerstatning, foderet er altid det samme og dermed håber man, at orangutanger til sidst bliver så trætte af menuen, at de selv finder alternative retter.

Vi bevæger os roligt op langs snoede skovstier og kan lidt over otte denne morgen åndeløst betragte, hvordan orangutangerne kommer frem fra buske og ned fra trætoppe, hidkaldt af "madfædrenes" monotone dumpen træ mod træ... En mor kommer frem med sin unge hængende om halsen og svinger sig lige henover hovedet på os. Pludselig stopper hun op og betragter alle de måbende turister nedenfor, lige nu kan vi knapt finde ud af at udløse de ellers rødglødende kameraer. Hun bliver hængende i fri positur et minuts tid – man er vel dagens stjerne, er man ikke???

Efter denne meget oplivende morgenstund var dagens største opgave, at lave absolut mindst muligt og samtidig nyde livet mest muligt. Også i Bukit Lawang har morgener det med at dreje sig om morgenmad og i den forbindelse skal jeg ikke undlade at lovprise stedets "Müsli Jungle Style" , hvor en tallerken med tørrede og friske frugter, så som passionsfrugter, ananas, nødder, appelsiner, stjernefrugter og rambutaner blev serveret med en mild blanding af kakao og mælk. Som tropisk krone på denne utrolige müsli knejsede den flotteste nyplukkede røde blomst med sine støvdragere...

Vi var alle begyndt at forberede os på et trek ind i Leuser og valget stod mellem flere forskellige guider, men da de fleste af os boede på Jungle Inn samt at engelske Mark og Kathy lige havde sluttet sig til, bestemte vi os for "Gecko", der utrolig livligt lovede guld og grønne skove. Dam, ham fik vi med for en speciel pris, og det afgjorde ligesom det hele. Turen var planlagt til tre dage og to nætter, hvor de to første skulle være vandringer i skovene og den sidste skulle være rafting.

Og netop rafting var dagens sidste udfordring, vi lejede nogle store "inner tubes" for 1 kr. og brugte resten af eftermiddagen på at følge strømmen ned ad floden, først er den vild og uforudsigelig, og så bliver den rolig. I de rolige perioder har man tid til at nyde den storslåede natur og betragte de hvide aber, der betragter os; de har samlet sig en 10-15 stykker inde på bredden lige der, hvor skoven har åbnet sig i en lysning...

Tirsdag, den 13.10.1998

Trekket starter hos orangutangerne og da de rødpelsede skabninger med de meget menneskelige ansigtsfolder og grimasser bevæger sig på vej – tilbage i skoven, så følger vi efter. Orangutangerne sover sjældent det samme sted nat efter nat, så det eneste vi så til dem efter "morgenmaden" var deres forladte reder, der er placeret højt højt oppe i træernes kroner. Egentlig ser vi ikke så mange dyr, men til gengæld hører vi en del, eksempelvis de store hornbills.

Vores sanser var måske også sløret af den kraftudfoldelse det faktisk kræver at opholde sig i junglen. Uden tvivl er trekket her i Leuser, den hårdeste på turen, og sveden styrter bare af én. Det har regnet hver nat medens vi har været her og det kan også mærkes i skovene, hvor skovbunden stadig er blød og lidt fugtig. Faktisk havde det regnet så meget, at Bohorok var blevet tilført ny styrke. Det sted på floden, hvor man normalt kunne soppe over, var nu forhandlet til en voksen strømfyldt potent flod, så med rygsækkene over hovedet forsøgte vi at modstå den rivende strøm og krydse vandmasserne – flere steder var jeg i til halsen og nogle af pigerne var så spinkle, at de nær var blevet revet med ned ad... Kathy, der nok må siges at være gruppens skrøbelige dukke-Lise, var den person, der stod for det mest paniske udbrud, da hun og vandet var på vej udover et mindre stenplateau. Heldigvis var guiderne og Dam hurtige at gribe fat i hende og trække hende i sikkerhed på land.

"MILO" er en velsignelse efter en hård dags traven og dækker ganske enkelt over simpelt kakaopulver til at blande i varm vand eller mælk. Her i camp’en slapper vi så af med fødderne dvask hængende ned i vandet, drikker MILO, spiser kiks og glæder os til en indonesisk aftensmad tilberedt ved ildstedet i madteltet. Det bliver hurtigt mørk herude og lige efter aftensmaden er alle så mørbankede og trætte, at de snart sover ind til lyden af den silende regn, der de næste 3-4 timer trofast falder på hytternes tage.

Onsdag, den 14.10.1998

Den næste morgen opdagede vi, at indonesisk morgenmad ikke bare er noget man lige hiver frem fra skabet og pøser noget mælk over. Tværtimod taler vi her om et projekt af en minimumslængde på to timer. Heldigvis havde tiden ikke været spildt, for man må jo erkende, at nudlerne og suppen smagte godt...

Hvis gårsdagens vandring havde været hård med masser af op- og nedstigninger var denne dag om muligt endnu hårdere. Nattens regn havde gjort jorden blød og på nogle af skråningerne gav jorden efter under os. Andre steder skulle vi nærmest bestige lodrette bakkesider, hvor eneste støtte var de rødder, der stak ud her og der. Med hensyn til dyrelivet var de nok skræmt langt væk af vores hårdtprøvede åndedræt, men vi fik da fæstnet vores øjne på nogle hvidhåndede aber, der sprang rundt højt oppe i trækronerne. Ved et af de mange vandfald var det tid til frokost, der hovedsageligt bestod af "crackers" og lidt frugt. Skoene var faktisk ved at være nogenlunde tørre igen og set ud fra det lys, var det meget lidt morsomt at næste etape startede med en krydsning af en mindre sideflod til Bohorok. Nu da de så var blevet våde kunne det også være lige meget og den sidste halve time af dagens vandring foregik i vand til anklerne. Lige før aftenens camp bliver vi overrasket af et meterlangt firben, der med et sæt springer ud foran Julian, der kun lige når at se det forsvinde ud i vandet. Aftensmåltidet består af flere forskellige lækre fisk, men inden det er blevet spisetid, har vi lejlighed til at bade og vaske den værste mandehørm af i det afkølende vand. Aftenen går i selskab med nysgerrige aber og lidt for mange igler. Stemningen er afslappet og jeg har lejlighed til at "präte" lidt med svenskerne, der beklager sig lidt over, at guide Gecko er lige rigelig venligt stemt overfor dem... Dam har vi ikke glemt, han hjælper med til at få arbejdet i camp’en til at glide og fik får også talt lidt sammen om Indonesiens fortid og mulige fremtid.

Torsdag, den 15.10.1998

Hvad er det lige man har brug for efter en radbrækket nattesøvn på en hård stenbund? MILO! Vi venter igen et par timer på morgenmaden og herefter endnu et par timer på nogle hjælpere, der skal komme med gummiringene til rafterne. Gårsdagens snak om Indonesien genoptager jeg med Dam og det er ganske interessant at høre begivenhederne fortalt fra hans side. Et står mig i hvert fald helt sikkert efter vores lille seance – det er en rigtig dårlig idé at være kineser i Indonesien for tiden. Dam fortæller mig, at de fleste kinesere er forretningsmænd, der opkøber især rishøsten fra bønderne til højere priser end andre er villige til at betale. Derimod sælger de også risene tilbage til den almindelige indoneser til priser, der ligger langt langt over, hvad det "burde" koste... Ris eller på indonesisk "NASI" er for indoneserne, hvad kartofler er for os. De har en meget stor produktion af ris og derfor undrer det også de fleste almindelige indonesere at der alligevel ikke er nok til alle, faktisk beskylder mange kineserne for at sælge afgrøderne til udlandet, da de her kan "score" kassen i forhold til at være begrænset til det indenlandske marked.

Bærerne med ringene ankommer og de får surret dem sammen med reb til to flåder og så er det ellers afsted. De fleste af guiderne er placeret på vores rafte og da der ikke helt er plads til alle sidder de sidste lidt for yderligt, hvilket gør raften betydeligt mindre stabil. Derfor formår vi også ikke mindre end to, næste tre, gange at kæntre hele flåden.

"LA BOMBA!!!!" skriger guiden bag mig og vi flyver ud over et fald på halvanden meter, hvilket får raften til nærmest at styrtdykke lodret og så alligevel ombestemme sig til at komme næsten lige så lodret op igen – så er det jo ikke nemt at holde balancen og hele flåde med alt vores udstyr, tøj og personlige ejendele ligger nu på hovedet og personligt bliver jeg trukket med nedenunder flåden over sten og rundt om strømfyldte kurver. Hver gang det er blevet tid til en mundfuld luft kan jeg kun stikke hovedet op indvendigt i flåden. Det her er ganske enkelt for vildt!!! Da det endeligt stilner lidt af, kan vi i fællesskab vende flåden igen og konstatere, at en af sækkene har revet sig løs, men den er dog blevet samlet op af den anden flåde længere nede... Det her rafting i "inner tubes" må klart siges at være 100% adrenalinpumpende panisk spænding og action – akkurat som alle os store drengerøve ka’ li’ det!

Tilbage i Bukit Lawang, frontalangriber vi Jungle Inns menukort, og får parallelt hermed arrangeret en bus til Medan, hvor Mel, Glenn og jeg efter et kort ophold fortsætter samme aften mod Brastagi. Tiden i Medan bliver udnyttet til at sikre mig en flyvebillet til Singapore, da tiden faktisk er ved at stramme lidt til, har jeg valgt at opleve noget mere og spare mig selv for en opslidende, men sandsynligvis billig bustur tværs ned gennem Malaysia. Og for de 1.000 kr. som flyveturen koster, har jeg nu i stedet mulighed for at glæde mig over endnu mere af Sumatras storslåede natur.

Fredag, den 16.10.1998

Sibayak er den mindste af to vulkaner, der findes i en radius af 20 km fra Brastagi. Dam har rådet os til at afslå gæsthusets tilbud om at guide os derop, da Dam sagtens selv kan gøre det for os – uden betaling! Efter morgenmaden drager gruppen afsted, udover Mel, Glenn, Dam og jeg, har vi tilbudt Will, der er søn af nogle gamle hollandske kolonister og dermed altså er født på Sumatra, at gå med. Det vil være en lodret løgn, hvis jeg påstod at Mel og Glenn ikke røg; faktisk røg de kontinuerligt dagen igennem og hvis det kunne lade sig gøre, afveg de ikke meget fra andre englændere, hvilket betød at lidt pot var lidt godt og at meget pot var... endnu bedre! Glenn har derfor fået arrangeret en pakke tørrede hampplanter på omkring 30 x 30 cm. Hvis prisen på bare ét gram hash herhjemme normalt ligger omkring 6-700 kr., så kostede hele denne pakke sølle 35 kr.

Nu behøver det jo ikke have nogen sammenhæng med at de var rygere, men især Glenns kondition var en katastrofe og flere gange undervejs var det nødvendigt at stoppe op, så han (...og nå ja, også os andre) kunne øge motivationen med lidt stærk tobak. Vandringen på otte kilometer op mod Sibayaks tinde tog os lidt over et par timer, og allerede da vi befandt os i det ydre krater meldte næsen tilbage. Her stank ganske enkelt af rådne æg eller rettere svovl. Og alt imedens vi begiver os det sidste stykke helt op til det egentlige krater, begynder "vulkanguderne" at lade tordnen rulle, medens en mærkbar køligere luft blæser op. På toppen er der flere helt fosfor gul-grønne dampskyer, der pumper deres indestængte kræfter ud i det fri. Rundt om forforskyerne er der gulgrønne aflejringer og det er en generel opfattelse blandt de lokale, at vi netop her står overfor midlet til evig ungdom... I det mindste skulle det være god til at udsætte hudens ældningstegn. Den største sky kommer op fra det egentlige krater, hvor der er "direct access" til jordens glødende indre. De lokale er almindeligt overtroiske og for at mildne bjergguderne tænder vi et par af de cigaretter, der er sat fast på tynde bambuspinde til deres ære.

Nasi goreng (ris stegt) på kraterkanten indhyllet i et tæppe af skyer, det er en oplevelse og når "nasi gorengen", der er en lige så indonesisk nationalret, som frikadeller for os, er pakket ind i bananpalmeblade, og smager så "bjergguderne" er nødt til at nynne med, er det ærgerligt, at jeg ikke har mere tid til Sumatra, men så må man jo vende tilbage... Og vende tilbage til Brastagi skulle vi også. Vi havde benyttet den vestlige side af bjerget til bestigningen, men vi vælger den østlige til at vende tilbage. Den går igennem den tropiske regnskov, der har vokset sig stor og stærk godt hjulpet af alle de mineraler vulkanen i tidernes morgen.

Hvis man nu ikke selv har intentioner om at smøre fosforaflejringerne ind i huden, kan man vælge den nemmere løsning, nemlig at besøge de hot springs, der udspringer halvvejs nede og uha’ hvor er det vand dog utrolig varmt mindst 40-50 grader i de varmeste bassiner. Det svovlholdige vand minder om overkogte æg og alle smykker bliver mørke på sekunder, men en oplevelse ud over det sædvanlige er det nu! Dam og jeg sidder roligt i det varme vand og så vidt jeg kan forstå på Dam, så snakker de indonesiske kvinder om mig, men de er for generte til spørge mig om noget. I stedet står de og fniser i det andet hjørne af bassinet, medens vi nyder udsigten til Sibayak, der stolt rejser sig mod himlen.

Vi nupper en Bemo (Betak Mobile) til Peceran landsbyen, hvor der står en række 3-400 år gamle træ huse, der er hjem for otte familier fra oldebørn til oldeforældre. Alle "kollektivets" medlemmer giver et nap med og især de ældre medlemmer benytter dagen til at passe børn eller lave håndforarbejdede træudskæringer, knive, kalendere eller små beholdere til naturmedicin. Husene er ret høje og indeholder adskillige indendørs ildsteder. Sumatra er et meget frodigt område og især regnvandet er med til at fastholde det sådan. Også derfor er husene bygget på pæle, samtidig er grundplanen kvadratformet og det stråtækte tag hæver sig til en spids. Imponerende huse, der er så solide, at de nok skal holde et par hundrede år til, hvis de bliver vedligeholdt.

Tilbage i Brastagi får vi lidt at spise, hvorefter vi afslår værtindens gentagne forsøg på overtale os til at blive endnu en nat. I stedet bliver det et varmt farvel til Glenn, Mel og ikke mindst Dam, som tak for hjælpen giver jeg ham 100.000 rp., der er et beskedent beløb for mig, men en god hjælp til ham og hans familie hernede.

Sammen med hollandske Will tager jeg en minibus retur til Medan, hvor det er sengetid efter aftensmaden i skikkelse af Satay. En indonesisk pige gjorde mig i øvrigt selskab; det lader til at det ikke kun er i Thailand, at indbyggerne er interesserede i at prøve deres engelske af og se de her hvide mennesker lidt nærmere an...

SINGAPORE

Lørdag, den 17.10.1998

Jeg havde længe ventet på muligheden for en tur i en rickshaw og i dag var dagen ikke bare oprundet til at jeg skulle mod Singapore, men altså også til at jeg for første gang i mit 23 årige liv kunne sætte mig i en rickshaw og se "chaufføren" ase derudaf... Det hele gik egentlig også meget godt, men helt til lufthavnen ville han ikke køre mig, han mumlede lidt om nogle problemer med politiet. Det fik jeg imidlertid ikke lang tid at tænke over, for da jeg ville betale ham de 6.000 rp., der var aftalt, så kunne han ikke give tilbage på 9.000. Og jeg må ellers sige, at vi her var en fyr, der havde et meget svingende helbred. På selve cykelturen kørte han som en sportsatlet, men her ved betalingen var han ved at falde om af sult – for ikke at tale om den kraftige, tilsyneladende smertefulde, hoste han pådrog sig sådan nogenlunde parallelt med at betalingen skulle erlægges. Tja, han fik lov at beholde resten, og det eneste der såmænd ærgrer mig er, at jeg ikke fik taget et billede...

Jeg havde fået skrevet nogle postkort og de blev afsendt inden jeg steg ombord i SilkAirs Boeing et-eller-andet mod Singapore. Straks ankommet til en af verdens flotteste lufthavne (i hvert fald ren) fæstner mig ørneblik sig ved en ATM og der bliver produceret 400 Singapore-dollars (ca. 1.600 kr.), hvilket jeg håbede ville være nok til det halvandet døgn, jeg havde afsat.

Med et så velfungerende offentligt transportsystem som Singapores, så var der ingen grund til at flotte sig med taxikørsel, derimod hopper jeg ombord på den offentlige bus mod Bancoolen St. og efter et kvarters leden, finder jeg en flersengsstue til 10 dollars pr. nat. Det er første gang på hele turen, at der skal soves med vildt fremmede mennesker, men det tegner umiddelbart ikke til nogen katastrofe... Jeg møder en koreaner, der er 100% opsat på at snigkigge "Halloween H20", der egentlig først har premiere om nogle uger. Jeg følger med ned i byen, hvor vi lige vil lægge vejen forbi et palads, kaldet Isana, uden i øvrigt at vide, hvad det var. Efter nogen tids søgen spørger vi en venlig vagt, der kan oplyse at Isana skam er præsidentens hjem og at bygningerne er utrolig flotte. Fedt! Lad os kigge skuret an! "Nix, den går ikke" kan vagten oplyse os, det er nemlig lukket for offentligheden...

Orchard Road blev vores alternativ og det du kan finde af monster-sizet shoppingcentre her er simpelthen utroligt. Alt strækker sig 30-40 etager i vejret, hvorfra facaderne i stål og glas stråler al deres kommercielle glans ned over de magtesløse forbrugere. Efter at have set de første steder med koreanerne, var han klar til filmen og jeg splitter til fordel for E-ZONE, der var et virtual reality paradis med interaktive spøgelsestog, HYPER REALITY-biografer, hvor man er spændt fast i en meget levende sæde, der bevæger sig livagtigt i forhold til handlingen på lærredet... Derudover var der temmelig mange forskellige spillemaskiner og det lod til at Singapores ungdom var ellevilde med stedet!

Fristet over evne er, hvad man bliver! Faktisk lykkes det mig at udmanøvrere de fleste af tilbuddene, således lod jeg mini disc’ene, videokameraerne, digitalkameraerne, fotolinserne og diverse piratkopierede computerprogrammer blive i deres respektive emballager. Det måtte jo gå galt, således kunne jeg forlade en urmager 1.000 kr. fattigere, men med et Citizen dykkerur krænget om venstrehåndled. For sent havde jeg opdaget at den indbyggede dybdemåler angav dybderne i fod, men så må man jo lære at gange med 0,3... Heldigvis koster et sådant ur hjemme over 3.000 kr., så helt skidt var det jo ikke!

En tripod til min japanske følgesvend, Nikon, fik jeg for 40 dollars, og det skulle straks udnyttes til en serie natbilleder fra forskellige vinkler omkring Orchard Road. For en stund kørte jeg forbrugsfesten ud på et sidespor og slappede lidt af i min overkøje på gæsthuset. Da midnatsklokken var ved at være faldet i slag, besluttede jeg mig for at opsøge det "berygtede" Raffles Hotel, hvor rygtet går at de opfandt Singapore Sling-drinken. At dømme efter priserne og de mange kander færdiglavet lyserød ananassød Sling’er-vand i specialfremstillede Sling-glas, måtte jeg uden "slinger i valsen" erkende, at rygtet nok talte sandt. Hvis man også påstod, at de også havde opdaget, at jordnødder var spiselige, havde jeg "købt" den på stedet! Faktisk guffede alle gæsterne så mange jordnødder at gulvet både på første og anden etagen i "Long Bar’en" var dækket af tomme skaller. Der var klart stil på drengen og det yderst professionelle live band, der gav den med kanongode gengivelser af kendte pop- og rockkunstnere, lagde stemningen til en hyggelig nat. "Professionalisme" må klart også være ordet for bartenderne, der var klar til at tage ens ordre, så snart man kiggede op. For ikke at tale om de gentagne "refills" af jordnødder...

Alt i alt må det siges, at være en enorm omvæltning at komme til Singapore, når man dagen før havde travet rundt i regnskove og gået på vulkaner. Nogen vil muligvis påstå, at Singapore er en jungle af asfalt, hvortil jeg kun kan tilføje: "En meget renlig og lovlydig én af slagsen!"

Søndag, den 18.10.1998

MRT-togstationerne er højprofessionelle og den, der smider sin billet kommer til at fortryde det. Du kan nemlig ikke forlade MRT-områderne uden at aflevere den igen. Samtidig skal der sikkert ledes længe efter nogle undergrundsstationer, der pænere. Her er grønne planter, kunst og kultur og gulve og vægge er udført i glinsende marmor. Nørreport station i det indre København sammenlignet med en hvilken som helst af MRT-stationerne, er som forskellen på en losseplads og en herskabsvilla...

Singapore Zoo var dagens vinder, der havde ellers været mange attraktioner om budet, men i dag skulle det altså stå på løver, tigre, giraffer, isbjørne, næseaber, komodo drager, helt almindelige får, køer, grise og ellers en hær af andre mulige og umulige dyr.

Vi var heldige! De sjældne komodo drager som zoo’en havde nogle stykker af, fodres kun to gange om måneden og denne søndag var en af disse dage. De store "drager" er ellers nogle halvhidsige sataner, der kan bliver forbandet lange (over 3 meter) og løbe forbistret hurtigt. Dyrepasserne måtte flere gange under fodringen løber længere væk, bare for at undgå at de lige pludselig havde en af disse øgler hængende i knæskallerne.

Tilbage i Singapore City tog jeg på havnerundfart for at lære lidt om statens historie og høre lidt om anekdoterne fra havnen. I flere år havde der været uroligheder og angreb på Singapore, blandt andet var adskillige hundrede kinesere døde for nogle hundrede år siden. En af byens stoltheder er en stor løve hugget ud i hvid sten, der er placeret på en mole i ydre del af havneindsamlingen og den fik vi naturligvis krydset af på "things-you-have-to-see-listen", men det helt store "brøl" var den nu ikke!

Det de behøvede tilbage i 1800-tallet var en stærk ledelse og en fornuftig overordnet økonomisk strategi. En af de største kapaciteter indenfor opbygning af civile samfund i Sydøstasien på den tid var Sir Raffles, der har et landingsmærke på det sted, hvor han gik i land for mange år siden. Gårsdagens hotel, der jo netop er opkaldt efter Raffles, rummer faktisk også et museum om hotellet, hvilket samtidig også skildrer datidens Singapore med speciel fokus på 20’ernes aristokrati.

Fattig som en kirkerotte hopper jeg og min bagage ombord i en bus mod lufthavnen. Efter at have indskrevet min bagage får jeg tid til endnu en gang at ringe mine kære forældre op hjemme i Danmark, men den bliver ikke taget og så kunne man jo lige så godt ringe til en af sine gode venner i stedet, Kim, og indrømmet, så varmer det lidt, når det første han siger er, "hvor fanden er du henne? Nu ka’ du sgu’ godt se at komme hjem..."

BALI, INDONESIEN

Mandag, den 19.10.1998

I Singapore Lufthavn mødte jeg Sam, der udgav sig for at være en civil ingeniør fra Singapore og da jeg fortalte, at jeg var fra Danmark, faldt det "tilfældigvis" så heldigt, at hans søster skulle flytte til København først i november for at arbejde som sygeplejerske. Så langt så godt, det taber man jo ikke 30.000 US dollars på, men søster og deres mor ville gerne beroliges med hensyn til Danmark og have nogle gode råd. Intet problem, jeg vil da gerne hjælpe (FEJL NR. 1). Han sørger så for

at jeg bliver indlogeret på intet mindre end et lortehotel uden rindende vand overhovedet (her burde alarmklokke nr. 2 have banket monotont på mit smukke kranie). I stedet forbereder jeg naivt og betænksomt en liste over ting, der er værd at vide om andedammen. Næste morgen henter han mig, så vi kan køre til hans onkels hus, hvor søsteren og moderen er - det er de bare ikke ( og her

kunne man jo så tale MEGA -fejl nr. 3), for jeg acceptere at vente sammen med denne "onkel", der henkastet åbenbarer, at han er "dealer", sådan med kort, craps, roulette og Black Jack (kan I se, hvor vi er på vej hen? Det kunne jeg imidlertid ikke...) Første historie medens vi venter på "dem" (hvem tror nu på at han har skyggen af søster eller mor) er historien om, hvordan man med 100% sikkerhed kan snyde i Black Jack og hvordan de havde lænset en japaner for 30.000 USD... Okay, så langt så godt, men nu ville han også vise mig tricket og lære mig Black Jack...... (TOTAL FEJL NR. 4).

Mens vi sidder ved spillebordet i hans soveværelse kommer så historien om, at der

er en spiller fra Brunei på vej til huset for at spille Majong mod penge, men i stedet vil han forsøge at få ham til at spille Black Jack, så vi kan tørre ham godt og grundigt... Fedt tænker jeg, det vil jeg bestemt ikke have del i, hvilket jeg klar melder ud...Lige efter kommer manden fra Brunei rigtig nok - lige på slaget og han gør præcis til punkt og prikke, som onklen havde forudsagt (hvor pudsigt...) og vi går mere eller mindre i gang med at tørre ham som planlagt, hvilket går forrygende - vi taber ganske enkelt intet som helst.

Nu skulle manden jo heller ikke lyde for sympatisk, så han fik stukket i skoene, at han var til luddere og små drenge, at han var en gnier af format og ellers gennemgående et rigtigt gennemført dumt svin... Okay, så! Nu er reglerne i Black Jack blot dem, at I også taber, hvis I ikke kan følge med den andens bud, hvilket vil sige, at da manden fra Brunei hiver en stabel tætpakkede

amerikaner "dollaser" op af sin taske, skal vi pludselig fremskaffe 30.000 USD, hvis vi ikke vil tabe.... Og både mit ur bliver pantsat og flere andre effekter og jeg ender åndssvag som jeg er med at vise mit Mastercard. Godt nok lyder ovenstående som om, at jeg er født med en skovl plantet 30 cm lodret ned i kraniet, men her er den alligevel for tyk, så jeg slår fuld bak og foretager nødopbremsning og fuld undvigemanøvre. Og uden jeg helt kan forklare hvordan, så sidder jeg nu på toppen af Bali ved den smukkeste strand og har ikke tabt en nikkel og mit ur har

jeg sågar stadig...Waaooooooo, hvad skal man næsten sige! Det var da for vildt!!!

Lovina er byen med den smukke strand og oplevelserne i Kuta er så småt ved at falde på plads. Jeg skal hvis prise mig lykkelig for, at jeg ikke er i gang med at være fluernes festmåltid i en tilfældig grøftekant. Det var ikke lige det, jeg havde forventet af Bali, og mit forhold til indoneserne er blevet sådan omtrent 5000 procent mere mistroisk! Aftenen går med at komme på plads i det nye værelse på Pringga Guest House, e-maile lidt og ellers sumpe ind til en film på Malibu, der lader til at være byens rolige forlystelsessted nr. 1.

Tirsdag, den 20.10.1998

Hvis man skal dykke på Bali... Og det skal man jo, er et af de bedste steder Menjangan, der er en del af en større nationalpark på øens nordvestlige del. Vi kører mod Menjangan i Malibu Dykkercentret gamle bus, og her får jeg virkelig set, hvor meget hinduismen betyder på Bali. Hele befolkningen bruger rigtig meget tid på at bede og foretage ritualer hver eneste dag. Således måtte vi stoppe flere gange under kørslen ved forskellige templer. Her blev dykkerguider, chaufføren og sågar bilen velsignet. Det er helt normalt at stoppe op i byerne på vejen for at købe små palmebladskurve, der indeholder farverige og flotte blomster, blade og urter, der er dryppet med duftende olier. Kurvene arrangeres i forruden og her bliver de, til de køber en ny nogle timer senere.

Jeg talte med nogle danske piger, der var hernede i forbindelse med et bryllup. De havde været med til at flette kurve og anrette flotte ofringer i mere end to dage; det hele blev brugt til en to timers forberedelsesceremoni, og så var den ikke længere.

Balineserne har fra gammel tid utrolig god tid, de har gennem århundrede levet af rishøsten. Det er sådan man ris, at det kræver en del forarbejde med plantningen og anlæggelsen af risplateauerne, så vandet kan løbe fra plateau til plateau. Der udpeges typisk en af risbønderne som vandansvarlig, således at alle marker i et område får en ligelig fordeling af vandet. Delen med den gode tid kommer så snart risplanterne er plantede, i den periode kan man ikke gøre ret meget andet end at slappe af og vente. Når man så alligevel har så meget tid, kan man jo lige så godt gøre lidt ekstra ud af religionen, festlighederne, templerne og samværet. Templerne er bygget op i hierarkier, således har man et lokalt tempel, man er direkte knyttet til. Over dette tempel findes de mere guddommelige templer. Fælles for alle templerne er, at de mindst en gang om året holder en tempelfest. Det er dog ikke altid nok for de festligt stemte balinesere, der også samles i templerne til høstfester, byfester og hvad man ellers kan finde på at feste for...

Menjangan... vi var altså stadig på vej og efter at have benyttet en longtail båd til at krydse vandene til selve Menjangan øen var det dykkertid. Vi havde to flotte dyk med det klareste vand. Fiskene og revet havde klare stærke farver, og havde revet bare været lidt tættere begroet, kunne det have været sammenlignet med fantastiske Shark Point Phuket ud for Koh Phi Phi i Thailand.

Det andet dyk flottede sig med en hule, der startede 18 meter nede, hvor man langsomt kunne svømme opefter mod de turkisblå vand, hvor solens strålede funklede over én. På en dybde omkring de seks meter delte formationerne sig i to, først kunne man svømme til venstre ind i mørk hule, der gemte på en del mindre fisk, der her sikkert søgte beskyttelse for de større rovfisk. Hulen var omkring tre meter dyb og efter at have ladet keglen fra min lille undervandslygte feje hen over vagtsomme "groupere", "wrasser" og "butterfly fish", kunne jeg langsomt vende tilbage til indgangen og blot lade mig forundre over naturens og havets uendelige skønhed netop her, hvor solens stråler finder vej gennem bølgernes brydning og koralernes formationer. Den sidste del af dykket blev vi fulgt på vej af de store og altid nysgerrige "batfisk", der kun lige var en svømmetag bag os.

Omkring frokost havde vi snorklet lidt og for interesserede uden dykkererfaring kan det sagtens være en lige så stor oplevelse. Dagens tur var ved at synge på de sidste vers og medens solen brændte fra en skyfri himmel, kunne alle 6-7 deltagere glæde sig over en vellykket dag.

Onsdag, den 21.10.1998

Delfiner står tidligt op, eksempelvis klokken seks, så det måtte jeg også gøre. På dette tidspunkt er der stadig buldermørkt og man må tørt erkende at tidspunktet ikke er direkte foreneligt med begrebet "ferie". Derimod er delfiner, der springer legende op af det blå, for snart efter at lade deres rygfinner blotte i gruppevis direkte sammenlignelig med begrebet en "særlig oplevelse". Efter at delfinerne var forsvundet igen, var der lejlighed til at snorkle en times tid. Resten af dagen var egentligt helliget fuldkommen afslapning, men sådan skulle det naturligvis ikke gå. Jeg lejer en motorcykel og begiver mig ind mod midten af øen. Det første stop er Git Git vandfaldet, der må siges at være dét, man forstår ved et rigtigt vandfald. Det er højt, det ligger i tropiske omgivelser og de evigt grønne slyngplanterne strækker ivrigt deres stængler mod det livgivende vand. Hvis man har intentioner om at købe billigt souvenir, så er boderne på vej ned mod Git Git uden tvivl stedet, her kan du købe batik saronger, masker og balinesisk træarbejder for så godt som ingen ting. En kæmpe maske med to meter langt hår, kunstfærdige ansigtsudtryk og malet i flotte farver starter i 130.000 rp., men falder direkte proportionalt med antallet af skridt du går væk fra stedet. Således kunne jeg til sidst have købt masken for 20.000 rp., hvilket er mindre end 15 kr. Desværre havde jeg ganske enkelt ikke plads til den i rygsækken, hvilket gjorde at jeg modstræbende måtte betakke mig.

Tilbage på "cyklen" blev rullen vredet og snart var jeg ved Lake Bratan, hvor et af de guddommelige templer, Pulu Anun Danu, lå delvis ude i søen. Templet havde en meget karakteristik arkitektur, hvor adskillige tage var placeret ovenpå hinanden, således at de dannede hele tårne. I direkte tilknytning til templet var en flot anlagt botanisk have, hvor lokale turistkræmmere havde placeret sig med fotografiapparater, monster 4 meter lange pytonslanger (diameter på mere end 20 cm), store "lizards", ørne, aber og tukaner. Ideen var ikke overraskende, at man kunne blive foreviget med disse stolte dyr for et ikke ubeskedent beløb i rupiah.

På vejen igen var kursen sat til Moduk, der ligger endnu højere oppe i bjergene. Det tropiske klima kommer jo desværre ikke af ingenting, "desværre" dækker over at det ikke blot nøjedes med at trække op til regn, pludselig stod det ned i stænger. Resultatet blev i al korthed, at jeg måtte en tur i rabatten med motorcyklen; efter et sving havde det været svært at holde cyklen på den regnvåde asfalt og dermed var jeg kommet for langt ud i det endnu mere våde græs. Forsøget på at sagtne farten med bremsen var en nitte, så i stedet skred den ud og jeg kurede direkte ind i en kilometer sten. Selvom farten ved "sammenstødet" allerede var aftaget en del, kunne det ikke forhindre, at jeg måtte stige af "dyret" med en knap så elegant kolbøtte over styret. Okay, jeg overlevede og det kunne være gået meget værre end blot den flækkede forskærm.

Efter at have banket den lidt på plads og ømmet mig nogle minutter, var jeg på farten igen – dog i et lidt mere adstadigt tempo.

I den næste by på strækningen holdt jeg ind ved et lokalt køkken, og efter at have rådført mig med "køkkenchefen" selv, forsvandt hun storsmilende ud i køkkenet. Køkkenet var så lille at det sandsynligvis kunne være presset ned i en af de danske ubåde af narhvalsklassen. Det lykkedes hende alligevel at frembring tre retter mad og jeg tænkte ved mig selv, hvem mon der skulle have de to resterende retter, for der var da ikke andre tilstede...

Naturligvis havde hun misforstået mig, da jeg havde "spurgt" til tre forskellige retter. Nu stod maden her jo og jeg syntes ikke, jeg kunne nænne at tage hendes gode humør. Stopmæt var lige ordet, da jeg trillede ned af stolen efter maden, jeg forhørte mig lidt om, hvor rismarkerne mon befandt sig og de var venlige at vise mig på vej.

Forestil dig grønne og atter grønne bølgende plateauer, så langt øjet rækker. Hver plateau har et sindrigt vandingssystem, der roligt lader vandet fra det foregående niveau passere ned gennem. Mit mellem risplanterne står hytter opført i bambus, strå og palmeblade; her levet risbønderne i så- og høstsæsonen og i forhold til den meget turistorienterede kultur omkring strandene på Bali, så har vi her fat i det ægte Bali. Her tager tid den tid, det nu tager. Her plager man ikke livet af sine medmennesker for at sælge en tur eller noget masseproduceret souvenir, derimod er alle imødekommende oprigtigt smilende og venligt stemte. Således kom en smilende bonde løbende hen til mig, medens jeg bevægede mig rundt på plateauernes fodsbrede kanter; hvis jeg havde lyst kunne jeg jo tage et billede af ham og ellers kendte han lige en lettere vej gennem markerne.

Nu var det ved at være sidst på eftermiddagen, og det var tid til at bevæge sig tilbage mod Lovina og igen bemærker man venligheden i byerne udenfor turistområderne. Alle vinker smilende til én medens man kører forbi og det kan ikke lade været med smitte, så i godt humør returnerer jeg til Lovina. Sagen om den brækkede forskærm var derimod knap så sjov, de startede med at ville have 125 dollars for den, hvilket jeg hurtigt fik gjort dem klart, at der ikke kunne blive tale om. En reparation på Bali ville koster maksimalt 40.000 rupiah og alligevel forlangte de 150.000; forliget endte efter hårde forhandlinger på 130.000, da jeg ikke havde lyst at vente til næste dag.

Jeg havde egentlig lovet en indonesisk pige at være hjemme klokken 18.00, så hun kunne massere mine ømme lemmer, men på grund af forskærmen kom jeg for sent, i stedet kom jeg i snak med tre sjællændere, der skulle til bryllup hernede. Vi gik ud for at spise og hyggede os resten af aftenen; de indonesiske mænd, der havde lagt livlige planer for "noget" med de danske piger, var godt urolige over, at jeg bare sådan kunne dukke op og forpure deres forehavende – flere gange var de nødt til at forsikre sig om, at jeg ikke var deres kæreste eller noget...

Faktisk har indonesiske mænd et fuldstændig forskruet forhold til vestlige piger, de har fejlagtigt den opfattelse, at vores mere frigjorte livsstil gør, at pigerne bare er til fri afbenyttelse. Således kunne pigerne fortælle, at de havde været på Lombok før Bali, hvor de havde oplevet at medens de sad og tissede bag en hytte, havde de indonesisk mænd som forvoksede drenge løbet frem med lommelygter og en havde endda sig den frihed at mærke lidt på "varerne" – hvilket forståeligt resolut havde udløst én på siden af skrinet...

Torsdag, den 22.10.1998

Skibet er ladet med tusindvis af fisk, men sådan havde det ikke altid været for USS Liberty, der var et gammelt forsyningsskib fra anden verdenskrig. I dag ligger hun mindre end 100 meter ud for Balis nordøstlige kyst på en dybde fra 6 til 25 meter. Skibet blev tilbage i 1940’erne skudt i sænk tæt på Lomboks kyst, men det lykkedes at få bugseret det til byen Tulamben på Bali, hvor hun ikke længere kunne holde vandet ude og sank. I dag udgør vraget hjemmet for flere fisk end jeg nogensinde før har set samlet ét sted, selve USS Liberty har i dag gennemlevet så mange storme at hele overbygningen er revet af og store dele skibssiden er faldet sammen. Det er dog stadig muligt at svømme ned i de store lastrum og videre ind i det blotlagte maskinrum, hvor de store dampkedler og rørsystemer stadig er synlige. Under kedlerne kan man svømme videre agterud parallelt med den store drivaksel til skruen. Hele vraget er overbegroet med de store viftekoraler og anemoner, hvilket i sig selv giver liv til en lang række krebsdyr og fisk. Vraget er også et oplagt skjulested for mange fisk og store stimer af tun passerer kontinuerligt hen over vraget. Når man svømmer fra hækken og fremefter igen på oversiden af vraget, har man også mulighed for at se en såkaldt "ålehave", men det kræver, at ens bevægelser er rolige, så de små tynde ål ikke straks trækker deres lange kroppe tilbage i sandbunden.

Det blev til to dyk ud for Tulamben og da jeg var eneste mand på turen, var min helt personlige dykkerguide for doven til selv at tage med anden gang og da med min divemaster i hånden tilbød jeg, at den sag kunne jeg da også sagtens selv ordne. Der var så mange andre dykkere, at hvis der blev problemer, så ville jeg søge hjælp hos dem. Efter et par timers overflade tid og en god frokost, hoppede jeg i udstyret igen; min meget lidt kloge bagtanke var at jeg egentlig gerne ville have sat en dybderekord, f.eks. 50 meter, men da det kom til stykket var jeg alligevel for fornuftig til at gøre et sådant forsøg alene. I stedet havde jeg endnu en hel times dyk på fru Liberty, hvor der var tid til at udforske flere del af maskinrummet og de bagerste lastområder.

Aftenen gik sammen med pigerne fra djævleøen, vi fik os blandt andet et slag godt gammeldags "500".

Fredag, den 23.10.1998

I dag var dagen, hvor jeg måtte tager afsked med Lovina og pigerne, jeg havde købt mig en billet tilbage mod sydkysten til en brøkdel af, hvad jeg i bar befippelse havde betalt efter "kortspillet" tilbage i Kuta. Inden afgang kan vi slappe af og betragte at vores lokale købmand er ved at opildne sine haner til kamp. De er placeret udenfor hans forretning i store flettede bure og skal samme eftermiddag med til et hanekampsspil i det lokale tempel.

Der var et par dage til at Qantas skulle flyve mig til Australien, derfor gjorde jeg et stop i Ubud, hvor jeg straks efter ankomsten fik mig indlogeret på Surasena Guest house, der ganske enkelt var smaddergodt, roligt og hyggeligt. Jeg havde min egen bungalow med fælles gårdhave midt i Ubud by. Ubud er kendt for sit store udbud af originale kunsthåndværker og folk fra hele verden strømmer hertil for at betale formuer, hvilket priserne også bærer præg af. Til gengæld for de højere priser bliver man ikke hele tiden antastede af alle mulige sælgere, hvilket faktisk er dejligt befriende. Jeg støder ved et tilfælde på Scott og Karin, der kommer fra Canada, men har undervist engelsk i Japan de sidste to år. De fortæller, at de nu er på vej hjemover og egentlig havde planlagt en tur igennem Nepal, men at det er komplet umuligt at skaffe en billet til Kathmandu på denne tid af året, hvor vejret er helt ideelt til "ekspeditioner" blandt nogle af verdens højeste tinder. Alternativet var en billet til Indien og herfra køre i bus til Kathmandu, men her taler vi uden tvivl en meget hård og ukomfortabel oplevelse.

Vi går sammen på opdagelse i de mange kunstbutikker og ender efter nogle timer på Casa Luna, der serverer ypperlige retter til sultne maver. Casa Luna har eget bageri og uha, hvor det længe siden, jeg har smagt så gode brød og kager. Dette er spisestedet på Bali, man ikke må undgå. Snakken går ellers livligt og mine to canadiske følgesvende har oplevet så meget og besidder en grundig indsigt i, hvordan Sydøstasien "fungerer" i almindelighed og Japan i særdeleshed.

Lørdag, den 24.10.1998

Scott og Karin skal nå deres fly ud af Bali i dag og derfor skilles vi efter morgenmaden. Mine planer åbner mulighed for at deltage i noget så utraditionelt som en kremeringsceremoni. For nogle dage siden døde en ældre kvinde og nu er dagen oprundet – efter en masse forberedelse – at hun skal den sidste vej mod reinkarnationen. Ved en sådan ceremoni foregår første akt hjemme i afdødes hjem, hvis der er plads; her opbygges til lejligheden et midlertidig tempel, og et højt tårn. I tårnet sidder præsten igennem hele seancen. Det er betragtes som respektløst at være placeret højere end præsten. En kremering er noget som hele byen er fælles om og der kan sagtens være flere hundrede tilstede. Mændene i byen sørger for det praktiske, så som at bygge templer, bæretårne og selve sarkofagen, hvori den afdøde til sidst skal brændes.

Kvinderne, der alle er klædt i sort, tager del i selve ofringsceremonierne, hvor de bærer flotte velsignede blomsteropsætninger og gaver fra præsten til den afdøde. Alt i alt udgør alle handlingerne et bemærkelsesværdigt skuespil, og specielt én ting adskiller dette fra en normal dansk begravelse – ingen lader til at være kede af det. Begivenhederne antager nærmest festlige former, og specielt da kisten med afdøde skal bæres fra afdødes hjem bålpladsen. Her placeres kisten højt oppe i et tårn, der er pyntet i et væld af glimtende farver. Medens byens mænd løber afsted med tårnet i store cirkler, frem og tilbage; ja, så hænger der en præst helt oppe i tårnet ved kisten og kaster velsignet vand udover de tilstedeværende. Grunden til at tårnet skal drejes rundt så mange gange er, at man vil gøre den afdødes ånder rundtossede, så de ikke kan finde tilbage afdødes gamle hjem.

Ved bålpladsen placeres kisten i en stor sarkofag, der har form som en tyr og med lidt hjælp fra en brændingssystem, der ville have været Storm P værdigt, sætter man så ild til det hele. Storm P anordningen går ud på, at man trækker en stor spand med dieselolie op i en palme og herfra har en slange til overdimensioneret bunsenbrænder, der spyer sine flammer lige ind mod afdøde.

Og nu vil mange jo nok gerne have svar på, hvordan brændt menneske egentlig lugter, og svaret er lige så enkelt som det er makabert, det minder ganske enkelt om en BBQ grillfest, som vi kender det fra en god gennemsnitlig dansk sankthansfest.

Det er den ældste søns værg at se til, at der ikke er noget, der undgår ildens fortærende flammer og nogenlunde på samme tid, som han skal til at rode op i gløderne, bevæger de lokale sig lidt væk. Når det alligevel har udartet sig til en fest, kan man jo lige så godt give sig i kast med lidt spil. Så det hele ender med mahjong og "cock fights", hvor de lokale med deres indsatser knuget i hånden går op i spillene med liv og sjæl...

Inden jeg når at sætte mig ind i bussen, opfanger jeg lige en typisk amerikaner, der overfladiske som de jo er, giver hånden til en af de lokale med ordene: "thank you, thank you!"...

Samme eftermiddag møder jeg endnu et par danske piger, Ane og Mette, og vi får snakket en del, før vi samme aften ender til traditionel balinesisk legong-dans sammen. En oplevelse man heller ikke må snyde sig selv for, det er ganske enkelt utroligt, hvordan de kan holde masken. De strækker deres fingre helt ud og deres øjne er spilet helt op, medens de i bevidste kunstfærdige ryk bevæger i takt til musikken, der kommer fra et helt orkester af unge mænd, der spiller på specielle slaginstrumenter, som eksempelvis buttede trommer og xylofoner.

Vi snakker videre til Casa Luna lukker og Ane fortæller, at hver gang hun har mødt nogle danskere, så har det faldet så pudsigt, at de på en eller anden måde har fælles bekendte! Og så er det jo, at hun siger, at hun i øvrigt har en søster, Eva, der arbejder i Netto Brabrand (den der blandt venner kaldes Ghetto). Og da Dansk Supermarkeds sorte terrier har placeret sit gule "hundehus" beskedne 25 meter fra min hjemmeadresse, må jeg jo indrømme at hende kender jeg godt...

Søndag, den 25.10.1998

Når Ubud alligevel bugner af kunst og kultur, hvorfor så ikke drage nytte af det. Selvom jeg skal med flyet i aften, kunne der sagtens blive tid til at tage med Ane og Mette på kunstmuseum, hvor de har delt samlingerne op i tre. Én der viser den oprindelige kunst, én der viser de nye kunstneres bud og endelig én del, der indeholder skiftende udstillinger. Museet havde også legong- og dragedans på programmet og selvom det hovedsageligt var fremført at ældre børn, var der ingen tvivl om, at de havde styr på sagerne. Medens dragerne, der bestod af én dreng i hver sin ende, dansede rundt på den store plæne, var nogle af de yngste udklædt som frække aber, der kom helt frem til publikum, der morede sig kongeligt.

Nogle piger kan bruge timevis på café og da Casa Luna var det tætteste vi kom på en café, så sad vi faktisk der, drak, spiste og knævrede fra middagstid og fem timer frem. Jeg havde busbillet til 17.30, hvilket lige akkurat gav mig nok tid til at hente min bagage på Surasena og til at købe en flaske af det hjemmebrændte risbrændevin, ARAK. Sådan en halvliter koster 6.500 rp. eller på dansk en flad femmer, hvilket giver retten til en herrestorm og uhyggelige tømmermænd.

Flyet mod Darwin i Australien lettede som planlagt klokken 00.45 og dermed var det farvel til Indonesien - igen...

AUSTRALIEN

Mandag, den 26.10.1998

Så spørger man sig selv, "ser jeg mere skummel ud lidt i fem om morgenen end ellers?"

Hvis man stillede australske toldere det samme spørgsmål, må det blive "ja". Det havde så helt konkret den konsekvens, at jeg kunne pille de sidste rester søvn ud af øjenkrogene, medens en i øvrigt meget imødekommende tolder fandt trægenstande, jordnødder og lignende "organisk" materiale, hvilket skulle have været erklæret. Nu da min bagage bredte sig over det meste af 4-5 meter skranke og jeg i øvrigt var ved at være vågen, lykkedes det mig at aflevere et tilpas uskyldigt ansigtsudtryk og dermed beholde de 45 ozzie dollars, der ellers var på godt vej ned i den australske skattekasse.

Efter nogle få symbolske timers morgensøvn på Nomad’s Backpacker’s kunne jeg lige nå en hurtig gang e-mail inden Peter dukkede op.

Resten af dagens lyse timer blev sammen med Peter og tyske Christoffer brugt til at danne mig et førstehåndsindtryk af Darwin og erkendt, det er dejligt at være tilbage i et varmt vestligt land, hvor priserne er fast høje, hvor begrebet "kvalitet" igen har fået en betydning og hvor kommunikation på engelsk er "no worries", "okey dokey" og "yep, mate!"

For beskedne fem dollars er der TACO’er, dessert og øl på "the Vic", hvor vi og en nuttet lille possum æder os en pukkel til.

Som så mange andre ting af beskeden størrelse er det nu også lykkedes mig at glemme min dagbog et sted mellem flyet og Nomad’s og de næste mange dage går så med telefonopkald til alle tænkelige og utænkelige personer og instanser i og omkring Darwins lufthavn.

Tirsdag, den 27.10.1998

Darwin er de morgenfriskes by, hvilket blandt andet betød, at vi på Waynes opfordring kunne kravle ombord på "that yellow pease of machinery over there" klokken 6.45. "Old Yellow", som vores 4 WD’er for de næste tre dage i Kakadu hurtigt blev døbt, fik trådt pedalerne i bund af guiden Wayne, der må siges at være temmelig erfaren. Selvom vi pløjer os frem med 80-100 kilometer i timen, når han flere gange at hugge bremsen, springe ud af bilen og afsløre vildsvin, krokodiller og store firben – også kaldet "frilled neck lizards"...

Første stop efter vi pænt havde måttet aflevere al frugt til nogle park rangere, der forsøgte at begrænse udbredelsen af frugtfluen, var en fredelig billabong – vandhul. White lilly billabong havde så meget dyre-, plante- og fugleliv, at de generelle forventninger til turen prompte fik et spark opefter. Tilbage i det gule monster var vi snart fremme ved Barramundi Gorge, hvor en mindre række af vandfald samlede sig i en række bassiner af klart frisk vand – imponerende opbygning og dybderne mellem klippevæggene kunne visse steder hurtigt komme over 20 meter – en tur med Cousteau-udrustningen ville nok have været "tres bien".

Alligatorer (freshies) og krokodiller (salties), fiskekonger, ørne, jesusfugle med deres karakteristiske rød-orange toppe og macpae gæs var blandt andet hvad "Yellow waters" havde til os denne eftermiddag, der blev rundet stilfuldt af med en idyllisk solnedgang over det flodsystem, der er unikt for Kakadu. Nationalparken er den eneste i verden, hvor man har det totale flodsystem fra udspring af ferskvand til udmunding i havet nord for Northern Territory.

Wayne er uden tvivl den mest professionelle guide, jeg har oplevet indtil nu og grillet fisk over lejrbålet mestrede han også til min maves fulde tilfredshed, medens vi andre slog teltene op.

Onsdag, den 28.10.1998

Kerstin vågner først og kort efter får også jeg trukket mig selv ud til morgenbordet. Peter har sovet sammen med et italiensk par og udfra den vinkel kan jeg sagtens spore fuld personlig tilfredshed med at have en sød og imødekommende tysk pige indenfor rækkevidde.

Dagens program er Twin Falls, vi starter med at gå i ly for den største del af turistspøgelset, hvilket vil sige en varm gåtur op på toppen af Twin Falls Gorge. Besværet belønnes med en fantastisk udsigt og adskillige aboriginal klippemalerier. Resten af dagen er helliget afslapning, badning og rendyrket naturskønhed. Klipperne op til de to vandfald gemmer her på grænsen til regntiden flere varme og nærmest jacuzzi-agtige bassiner, der fyldes op af mindre udspring. Det flotteste var en lille pool, der kostede lidt klatring på de skoldhede klipper.

Her kunne man møve sig ind i en lille smal klippehule og få et lille vandfald til at massere ens nakkemuskler, medens resten af kroppen blot kunne slappe af i ly for solens ubarmhjertige stråler.

2 gange 800 meter fristil skal der til for at komme tur/retur til den pool, der tager mod vandmasserne fra Twin Falls. Ferskvandsfisk er pænt repræsenteret i det varme vand, men selvom der både er klart og dybt bliver dykkermasken nu ikke taget dybere end 3-4 meter, hvor springlaget tydeligt gør opmærksom på sig selv.

Tilbage i lejren aftvinger vi igen lejrbålet nogle varme bøffer, de efterfølgende aktiviteter centrerer sig om gedigen hygge med den lokale ølstolthed, VB (Victoria Bitter) og en dunk hvidvin til at gøre arbejdet helt færdigt.

Torsdag, den 29.10.1998

Fluer!!! Overalt – i øjne, ører, mund og næsebor. Kerstin påstår hun er "tough" fordi hun ikke behøver et fluenet som eksempelvis den "bløde" dansker (mig) – jeg kan derfor kun se undrende til, medens hun i stedet har valgt at savle alt blottet skind ind i noget obskurt allround insektrædsel på dåse.

Jim Jim Falls antager denne dag en mere tilbagetrukket eksistens, der er dog ingen tvivl om, at ugerne er ved at være talte... Regntiden vil snart få vandet til at sprøjte virilt og uhæmmet ud i de 28 meter dybe bassin nedenfor.

Kakadu har Bowali Visitor-centret, der huser forskellige civiliserede nødvendigheder og et uddybende museum med særlig fokus på dyre- og plantelivet i parken. Jabiru, der er ved at blive kendt for sin righoldige undergrund af især olie, gas og uranium, blev ofret til fordel for Ubirr Rock. Stedet præsterede en række fantastiske og unikke aboriginal kunstværker, der med okker og dyreblod er smurt på klipperne. 360 graders udsigt til billabongs, græssletter og flodsystemer med Arnhemland Escarpment i baggrunden er ubeskrivelig, og men minder om Jurrasic-periodens bevoksning, som den antages at have set ud. Det var for mig hovedgevinsten i Kakadu – den del man ikke må udelade og den del, der fik det sidste ord på efter tre fantastiske dage.

Kakadu er uden diskussion mere friseret og lettilgængelig end turens tidligere trek, hvilket man kan have en mening om; det har imidlertid den store fordel, at der er mere tid til blot at nyde en storartet natur i stedet for at skulle kæmpe sig gennem 4-5 timers jungle for at nå campen.

Fredag, den 30.10.1998

"Fysisk genopbygning" var dagens kodeord, det til trods forsøgte vi at se lidt af Darwin til fods, det blev til ruinerne af det gamle rådhus, der sammen med stort set resten af byen blev væltet af cyklonen Tracy i 1974. På programmet var også de gamle oliedeponeringstunneller fra 2. verdenskrig, der dog af ukendte grunde holdt lukket.

Kerstin fra Kakadu-turen havde vi sat stævne på "The Vic", hvor vi endnu engang kunne score en masse lækker mad for fem dollars. Selvom jeg nok kunne have rystet flere dristige løsninger på aftenens afslutning ud af ærmerne, endte jeg alene sammen med Peter på vores værelse...

Lørdag, den 31.10.1998

"Halloween" er muligvis først om aftenen, imidlertid var der uhyggelige mange rigtige turister med på dagens tur til Litchfield. Noget var ikke rigtigt og ved første stop måtte jeg lige afklare problemets omfang med chaufføren. Det viser sig, at den bookede tur til "The Lost City" ikke kan gennemføres, da området er lukket af efter en større storm for 14 dage siden. I stedet kommer vi ud at sejle på endnu en billabong, der benåder os med en 5-6 meter lang aggressiv krokodille, der tonser lige mod og under vores båd. Austin, der udover at leve fuldt op til rygtet om en australsk bonderøv, hiver også indtil flere barramundier ind med stagen. Der bid hvert femte minut og de bliver bare større og større, den sidste er godt over en meter, men slippes alligevel som de øvrige løs igen.

Efter at have set adskillige wollabies er vi fremme ved det første vandfald, Wangi Falls, hvor der kan bades, hvis man er villig til at trodse den stærke regn. Det var jeg imidlertid ikke og ventede derfor med vandtricket til det næste vandfald, Florence Falls, hvor man fra klipperne også kunne kaste sig frygtløs 5-6 meter ned i det oppiskede vand.

Udover at vride om på foden og tilføre venstre knæ nogle smertefulde knubs, lykkes det alle helskindede at afslutte turen med en storslået udsigt udover Litchfield og med at besigtige Tolmer Falls og herefter termitboerne på en stor grøn eng kaldet "Magnetic Termite Mounds". Boerne, der alle er bygget op omkring hver deres træ, kan blive temmelig høje, mere end tre meter. Det græs, som de er placeret i, er imidlertid heller ikke tilbageholdende med hensyn til højden. Om en lille måned er det 15-20 centimeter græs vi kan se nu knap to meter højt; så hvis man har intentioner om at se boerne, bliver det til den tid fra toppen af biler og skure.

Tilbage i Darwin fejrer vi Halloween sammen med Kerstin på Ratl’n’Hum til godt over to om natten. Vores "Sheila" (engelsk / australsk slang for pige) er på vej sydover mod Alice Springs, så vi skilles med et knus og go’tur. Tja......;-)

Søndag, den 1.11.1998

Klokken skal blive over 14.00 før vi genvinder førligheden og kan humpe (man har vel dårligt knæ) ud til Botanisk have og Mindil Beach. Den Botaniske have giver mulighed for afslappende gåture på skyggefulde stier, der snoer sig mellem en pæn mangfoldighed af tropiske planter og træer, deriblandt orkideer. Stranden derimod var hurtig overstået, der er i tiden risko for at svømme ind i de dødelige box jelly fish og derfor var stranden stort set lagt øde hen.

"The Vic" fik endnu engang lov til at give en omgang aftensmad, men ellers var der dømt backpacker-pakning og dagbog.

Mandag, den 2.11.1998

Efter en beskeden nattesøvn lykkes det at få fumlet og famlet vores bagage samt os selv ombord på QF62 mod Cairns klokken 5.45.

"Det var Hanne, der myrdede Peter Bang!!!" – ligesom vi lander her ved den største adgangsby til "The Great Barrier Reef" bliver den sidste sætning suget ud af Ørstens "Uden ondskab".

Vi indlogerer os på Captain Cooks Guest House, hvor jeg, efter vasketøjet er sat over, lokker Peter ud i et fire dages 250 dollars projekt – nemlig et Open water-bevis. Inden Peter skal til lægeundersøgelse æder vi os en pizzapukkel til og studerer mulighederne i Cairns. Fra blot at være en bunke sten, der markerede, at man var på rette spor ("cairns" betyder klipper og sten), kan de kun 80.000 indbyggere i dage tilbyde det hele. Hvis man ellers kan holde sig solvent, skal der som et minimum dykkes, raftes, bungy jumpes, flyves i varmluftsballon og springes i faldskærm. Aftenen foregår down town, hvor natmarkedet tæt på Esplanaden og stort set alle "didge-butikkerne" underholdes af vores tvivlsomme blæseteknikker og manglende musikalske sans.

"Johno’s" fik lov at skænke os en XXXX og her måtte vi så erkende, at den 100% ægte australske farmer i front for live bandet kunne sit "pis" med en elektrisk spade.

Tirsdag, den 3.11.1998

Klokken 9.00 stikker Peter af til sit dykkerkursus og jeg bliver defor nødt til at underholde mig selv. Uden den store succes med de blå Sunbusser ender jeg med at gå hele vejen ud til The Royal Flying Doctor Service (RFDS), hvor et mindre museum, 15 minutters filmforestilling og et pensioneret lægefly er hvad, man kan veksle fem dollars om til.

RFDS blev baseret på prædikanten Flynn’s idé i 1914 om at samle flyvning, lægekundskab og radiokommunikation i ét. Først var holdningen, at Flynn var en drømmer, men med opfindelsen af en pedaldreven radio kunne de første læger sendes afsted i 1928. Cairns-basen dækker i dag et areal større end Japan, men "kun" 20.000 potentielle patienter. På vejen retur mod byen snuser jeg lige kort til Fleckers botaniske have, før jeg endelig får løst min busbillet, der nu tager mig helt ind til centrum.

Lidt shopping starter uskyldigt med 13 og 15 dollars ting, men så bliver "didgen" pakket i bobleplast og Jensen må nødtvunget nedskrive kontantbeholdningen med 150 dollars.

Efter at have læsset det trærør af, som tusindvis af termitter havde brugt hundredvis af timer på at gnaske hult, tog jeg til REEF TEACH nede i byen. Og hold da kæft hvor var det bare suverænt, biologen og dykkerinstruktøren, Paddy kunne på energisk og underholdende irsk holde hele forsamlingen tryllebundet i to og en halv time. Bagefter kunne man meget klogere være sikker på at være i stand til at identificere mindst 6-7 familier indenfor revets svømmende venner og mindst lige så mange forskellige koraltyper. Lysbillederne var lige i øjet, "undervisningen" uhyre interessant og kaffe samt kiks var der mere end rigeligt af, så 10 australier dollars var en ren foræring.

Det sidste af aftenen gik med at terpe lidt dykkerteori med Peter, men nu er han også snart klar til at komme "down under".

Onsdag, den 4.11.1998

I otte år har jeg ventet på denne dag, for hvert af de otte år har forventningerne fået et ekstra hak opad.

Deep Sea Divers Den skulle så være dem, der fik opgaven at indfri det umulige. Nu er det firmanavn jo ganske uoverskueligt langt, så lad os bare kalde det "Fabrikken". ALT kører som på samlebånd med maskinel præcision: 7.15 afhentning, 8.30 afgang fra havn, 11.00 Dyk 1, 12.30 frokost, 12.45 Dyk 2, etcetera. Oveni hatten får man så et helt igennem utroligt pedantisk regelrytteri, hvor især den om "reverse profile" nok skal sørge for, at du ikke på noget tidspunkt under dykket kan slappe af (truslen er udelukkelse for dykning i 24 timer)...

Øøøøøhh, hvor bliver hyggesnakken med divemasteren af? Hvornår er der tid til et minimum af individuel kundepleje og lignende sociale tiltage? OK, man kan vel overleve uden, når revet er fantastisk; men her kommer vi så til den med forventningerne og de indbefattede ikke 6-7 meter sigt, få fisk, stærk strøm og matte farver...

Bortset fra det, så er her helt utrolig mange forskellige flotte forførende koraler og hvis solen får sin vilje er farvevariationerne fortryllende. Af fisk kunne man glæde sig over de store napoleonsfisk, kæmpe muslinger, skildpadder og moræneål. Og hva’ – der er jo ikke så ringe endda!!!

Torsdag, den 5.11.1998

Dykning er bestemt anderledes ved The Great Barrier, men livet ombord på Ocean Quest er ganske hyggeligt med hygge, masser af dyk og god mad. Dagen starter 8.30 med dyk ved Normann Reef igen og senere på dagen flyttede vi skuden til Saxon Reef. Ken, som jeg havde mødt tidligere på Captain Cook, kom ombord i dag og da hans luftforbrug er ganske fornuftigt blev dagen fyldt ud med længere dyk, hvor store skildpadder, white tip hajer, sting rays, gigant muslinger og en utrolig diversitet af koraler alle bidragede til fire ganske gode dyk.

Solbadning og gode måltider er også en del af oplevelsen, så med en kølig XXXX kunne man roligt krybe i køjen – al den dykning fremrykker uden tvivl sengetiden mærkbart...

Fredag, den 6.11.1998

Fiskene er aktive alle døgnets 24 timer og da natholdet får "fri" klokken 6.30 var det dér, de første sug i sutten blev trukket. Sigten var bedre og der var flere fisk end på de tidligere dyk, blandt andet to forskellige sting rays. De næste to dyk efter morgenmaden havde sine højdepunkter med flere mindre huler vi kunne svømme igennem, sting rays og nok den største moræneål, jeg har set til dato. Vores dykkerguide brød sig ikke om ideen at lege spansk tyrefægter med morænen, så det røde klæde og den runde hue blev snart pakket tilbage i vesten igen...

Hvad bliver dommen så? 11 dyk på tre dage og to nætter har givet et indtryk af verdens mest omtalte og opreklamerede dykkerattraktion. Normalt skulle oktober og november være de absolut bedste måneder at besøge revet; vandet brude have været stille og vandet krystal klart, men på grund af unormale vinde for årstiden nåede sigten ikke meget over 10 meter. Barriere revet er uden diskussion det mest omfangsrige af sin art, men man kan sagtens finde mindst lige så flotte rev andre steder og fisk var der i forhold til områdets størrelse relativt få af. Hvis/når jeg igen får lejlighed til at dyppe svømmefødderne her igen, bliver det også fra en mindre båd med plads til maksimalt 20 dykkere. Når vi kommer op i nærheden af 40 kræver det en hel anden og desværre mere stiv og generel form for organisering, der har tendens til at blive upersonlig og mekanisk, om end utrolig velsmurt effektivitet.

Nu er Norman og Saxon revene, som vi dykkede på jo langt fra de eneste og derfor kan en generalisering nok ikke helt retfærdiggøres. Omkring Cairns har man også mulighed for at smide lidt ekstra i puljen og komme til de rev, der ligger yderligere nordøst for Cairns. Det drejer sig blandt andet om Cod Hole, der nærmest garanterer mødet med seriøst store groupere (cods) med en størrelse på den gode side af to meter. Samtidig vil samme båd også sejle videre til andre mindre besøgte områder, hvor hajer skulle være en væsentlig del af oplevelsen. Endelig bryster Cairns sig også af det 100 år gamle skibsvrag, Yongala. Koraler og fiskeliv skulle være helt specielt, det er prisen imidlertid også og hvis man ellers tør tage chancen, kan der hentes adskillige hundrede australske dykkerdollars ved at satse på "sidste-øjebliks-billetter".

"Anyway" – resten af dagen blev drukket op sammen med Ken fra Reno, Nevada. Vi startede kåde med en håndfuld ølskummende jugs. Woolshed er stedet i Cairns, så der gjorde vi os smarte og moderne resten af natten.

Lørdag, den 7.11.1998

Kurunda ligger godt oppe i bjergene bag Cairns, men det og de 42 dollars skal ikke afholde os fra at nuppe en tur mod højderne. Dagen forløber ganske fredeligt og ustresset med at dalle rundt i de små butikker, hvor nogle af dem bryster sig af at være drevet af ægte aboriginal bagmænd, men det er jo en historie, de alle kan fortælle. Kurunda har flere turisttilbud, ét af dem er en sommerfuglepark; men hvem gider bøde knapt 50 kr. for at se en sværm insekter? Sikkert en del, men vi valgte alligevel at opgradere til fugle. Bird World havde 50-60 af slagsen og især papegøjerne var godt repræsenteret. Cassowarries, der er en monsterstor emu-lignende fugl, blev truet af udryddelse for nogle år siden, da en cyklon nærmest ryddede alle de frugttræer, som udgjorde dens primære fødegrundlag. Bird World havde to cassowarries, flere næsten tamme papegøjer og udenfor var der 18 år gamle Ani, der kunne sige "Hallo Croc!"

Inden vi tog skyrailen ned mod Cairns, skulle "Annabel" lige servere nogle rigte australske "pies" og desserten blev til Kurundas kendte hjemmelavede is. Ja, vi havde nu aldrig hørt om den, men frisk og lækker det indrømmer vi gerne.

En pragtfuld udsigt over Tablelands bragte os til Tjapukai, der er et stort område, der udstiller hele aboriginal teamet på en spændende, interaktiv og medlevende måde. Mmmm, vi kom bare for sent...

Derfor var det mest interaktive vi gjorde, at løse billet til de blå Sunbusser mod Carins by.

inden Captain Cook’s restaurant langede en "no name"-pastaret på tallerknerne, blev min Hot Mail-samvittighed dulmet lidt.

Aftenen og godt ud i de sene timer blev tilbragt sammen med Reno-Ken og Adobe-Jason, Peter og forskellige piger af ukendt herkomst...

Søndag, den 8.11.1998

"OZ Experience" er for sejt og selv klokken syv om morgenen med kun to timers søvn og tømmermænd er man 100% "totally crazy". Første stop med Young Joe Young ved rattet blev gjort for at hælde lidt morgenmad på dyret ved vulkansøen Barraine. På vejen igen stopper vi ved et enormt figentræ, figenfrugterne har med tiden spiret på modertræet og nu strækker et helt gardin af figenstiklinger sig ned mod jorden fra cirka 10 meters højde.

Millaa Millaa-vandfaldet er et af de vandfald, der opfylder kriterierne for et rigtigt vandfald med synlige klipper bag vandet og en rolig idyllisk pool nedenfor. Ved bredden spiste vi en picnic af medbragt mad og kunne fortsætte igennem Atherton-områdets frodige natur og gøre et sidste stop før Mission Beach ved en krokodillefarm. Menuen for krokodillerne, der flere af dem havde mere eller mindre dramatiske historier på samvittigheden i form af overfald på mennesker, kvæg og andre dyr, var høns. Maden blev serveret af frygtløse dyrepassere, der formåede at klø "dillerne" på næbet med en rive, side på dem og nærmest indbyde dem til at nuppe en ekstra snack ved at placere foden lige ovenpå deres frygtindgydende gab.

Vi fik også lov til at røre ved dillerne, men kun de små unger på en halv meter og det blev så til et af de der "Kodak Moments", hvor en pæn stor en pænt stort vandpyton samtidig kravlede rund om halsen på ham den dumdristige turist. Kænguruer, wollabies, cassowarries, meget pågående emuer og påfugle sørgede også at vores japanske Nikon-ven ikke fik mange rolige øjeblikke...

Mission Beach bestod af tre nøgleord: Scotty’s, Hard Banana Bar og stjerneklar himmel over stranden. Peter fik nyheden om at søster Lone, ville komme til Australien den 25. december for tre uger, hvilket han glædede sig over, men også var lidt spændt på, hvordan ville forløbe. Hund/kat-syndromet...

Mandag, den 9.11.1998

Der er langt fra Mission Beach til Airlie Beach, så det var tilfredsstillende, at vi kun skulle skubbe bussen de første 25 meter. Dagens "Experience" var med færre fotostop, dermed fik vi større udbytte af de forskellige rekvisitter ombord, her taler vi om basketballnet, proppistoler, legetøjsmikrofoner og alt det andet dejlige børneskrammel. Dagens køretur ender med en lille konkurrence om ankomsttidspunktet til Airlie og mit gæt var lige to minutter fra 39 gode australske moneter. Vi flytter hele oppakningen ind på Club 13, hvor vores private spa og stedet pool tegner lovende for de kommende dage. Beaches er et udmærket sted at starte aftenen, men på grund af nogle sære licensregler må man kun være der en time efter middagen, med mindre man er "ven af huset". Hen ad klokken 21.30 får vi på snedigste vis opgraderet vores status og så går den vilde jug of beer-fest ellers, hvor vi inden klokken 4.30 når at lukke tre beværtninger...

Tirsdag, den 10.11.1998

"On the Edge" – katamaranen, der blev bygget til at "race" rundt om Australien kan på de bedste dage skyde 27,5 knob – udelukkende med vinde i ryggen. I dag begrænser vi os til omkring de 16, men det rykker nu også godt, når det forreste sejl får accelerationen til at forplante sig i de udspændte net mellem pontonerne.

Vi skal til "the coral sea", hvilket i dag kan oversættes til "Blue Pearl Bay" på Hayman øen. Vejret er solrigt, varmt og giver klart bolden op til grænseoverskridende dovenskab indsmurt i Sunblock 30+. Hvis vi har lyst kan vi også dykke, men sigten på fem meter imponerer nu ikke mere end fem passagerer og når maksdybden ligger ved 12 meter stregen kan det jo nok klares med maske-Morten og snorkel-Søren... Engangs-UV fra Kodak blev afprøvet, så med lidt held bliver der nogle koraler, parrotfish, angelfish og batfish at klistre i annalerne, når vi kommer hjem...

Aftenen efter pøl og puste-selv-bobler-jacuzzi var dedikeret til Tex-Mex foder på Tequilla Willies.

Onsdag, den 11.11.1998

Vores lille hollandske veninde Nanda fra Oz har fået job på Club 13, der i øvrigt er et meget fair og ærligt sted at bo og booke fra. Den overdådige morgenmad var blevet Nandas ansvar og det smagte sådan set okay...

Klokken 8.25 starter vi dagens cruise til Whitsunday-øen og nogle timer senere kan vi smide On the Edge’s anker tæt ved Whitehaven stranden. I fuld overensstemmelse med postkortene snor et delta af hyperfint og urealistisk pulverhvidt sand sig ud med det blågrønne Stillehav og der hvor bølgerne går højest kaster vi os frydefulde op mod de brydende toppe. På hjemturen eksilerer vi igen i at lave ingenting, lidt rebkunster og sejle om kap med de lokale, der har deres ugentlige kapsejlads. Muligvis vejer "On the Edge" 14 ton, men med storsejlet rejst kan mange af de lokale både snart gynge i vores kølvand. LIVE er populær blandt de fleste australiere og efter at have tæsket de seje guitarriffs ud over dække i løbet af dagen, skal jeg vel nu blot være glad for at Cas fra besætningen ikke stak af med båndet...

Aftenen foregik på en bedre restaurant, hvortil vi i øvrigt også havde en masse ølbilletter – og så kender vi jo alle historien. At vi drikker hæmningsløst må være ren refleks. I dag er 2. onsdag i november måned og det sner i Danmark – julesneer...

Torsdag, den 12.11.1998

Klokken 5.30 bliver vi alle på værelset vækket af Claus Eriksen – Danmark. Peter får bugseret sig selv ud på toilettet, hvorfra vi alle bliver underholdt de næste 12 minutter af hans høje røst. Det er OK – ingen problemer, men da telefonen ringer igen 30 minutter senere stærkt efterfulgt af hans vækkeur, må en engelsk pige lige have svar på, om "he always is that loud or if we just are privileged this morning...."

Nanda må klare sig selv fra nu af, for i dag skal backpacken flyttes 200 kilometer stik vest for Rockhampton.

Herude i bushen finder vi Dingo, der er en kvægstation større end et areal svarende til Paris. Scooter og Macca er vores værter for lidt outback-underholdning, der blandt andet drejer sig om at erkende, hvor svært det er at svinge en pisk, så den smælder og om at dukke sig når en boomerang pligtopfyldende returnerer i hovedhøjde. Australien er kendt for en masse, men en af de måske mindre kendte er damper og Billy Tea. Damper er et lunt brød bagt udelukkende på mel, vand, fedtstof, og salt. Altså helt uden hævemidler som gær, surdej eller øl. Selvom brødet ikke var bagt på glødende kul og sten, som traditionen jo ellers kræver, var det luftigt og ganske velsmagende! Men hvordan bliver det luftigt? Jo, brødet blandes meget lindt og bages i en metalgryde ved svag varme i 2-3 timer. Billy Tea derimod er mere simpelt; kort og konkret almindelige te med blade fra eukalyptus lepto spernum-planten. Bladene tager teens til tider bitre eftersmag – sukker er bandlyst, da 4-5000 myrer i sadeltasken er gennemgående træls. Efter at have truttet lidt i didgeridoos og formøblet 30 dollars i reting af en ægte aboriginal boomerang skåret ud af det rigtige træ, der er hårdere end de gængse turisttyper, var der tid til at stuve os alle sammen som kvæg og så ellers transportere os rundt på besiddelserne for at fremvise vildtlevende wollabies og den såkaldte soap plante, der hvis den gnides med vand begynder at skumme. Den australske outback er ikke altid så regnfuld som i dag, faktisk skal de 3.000 stykker kvæg af og til være i stand til at klare 45-50 grader solskin – og det kan normale europæiske kvægracer bare ikke. Løsningen er den hvide indiske ko, Brahman, der har bedre "kølesystem", er mere modstandsdygtig overfor tæger og i øvrigt udnytter næringen i græsset bedre. Kvæget skal for tyrekalvenes vedkommende igennem 45 sekunders tortur, når de er tre måneder gamle. I løbet af dette korte tidsrum får de klippet klokkeværket, bliver brandmærket, øreklippet og fjernet de begyndende horn... Muuuhhligvis ikke så behageligt, men nødvendigt for effektiv kvægdrift.

Inden det sidste okkerrøde støv blev kørt op, var der orientering om skydning af Australiens vilde hunde – dingoerne. Det indbringer 10 dollars at pløkke en dingo, men da dingoerne klogelig holdt sig væk, blev dagens målskiver i stedet uskyldige træer og min "imageskabende" runde sækkehue. Efter at have tilkæmpet sig en køjeseng var der aftenhygge i den lille bar, kun afbrudt af aftensmaden, der "overraskende" nok bestod af oksekød – lækker saftig mør oksesteg lige i sækken. Under maden blev det til en god snak med Macca om aboriginals, kvægdrift, Pauline Hansons "One Nation" fobier og Australiens kultur...

Fredag, den 13.11.1998

Hvad denne fredag, den 13. ikke kan ende med er ikke godt at vide. Men den lægger ud med en solid dræber. Morgenen startede lidt tidligere, så jeg og en af Namoi Hills’ hunde kunne træne overarmskastet og træning skal der til, for hverken boomerang eller hunden, når den havde fanget træfætteren, kom tilbage. Ifølge Macca, der formåede at nedlægge taget på Sanders’ gård, skal den have mere kraft og vind end andre typer, da den er skåret af en tungere træsort.

Den anden dræber i bushen denne dag er "Rod the Rocket" bag rettet, Dingoturen kostede to fugle deres endelige mod bussens forrude og uden en hurtig undvigemanøvre havde vi også nær nedlagt et par ørne. Turen til Hervey Bay forløber ellers ganske roligt og havde det ikke været for videofilmene havde vi nok sovet hele vejen.

Når man kører herude på de meget lange strækninger mellem byerne, kan man ikke undgå at bemærke de mange marker med sukkerrør. Faktisk er det sådan, at der foregår et tæt samarbejde i industrien. Der er de lange lange godstog, der af og til krydser vejen; de transporterer for det meste kul fra minerne og sukkerrør fra landmændene til sukkerfabrikkerne. Derudover er findes der også en række kvægstationer, som f.eks. Dingo, der dækkede et landareal svarende til hele Paris.

I Hervey Bay får vi provianteret XXXX til "4 WD Fræserturen" og ellers bliver der orienteret lidt om planerne for de næste tre dage og de lyder bestemt 100%!!!

Lørdag, den 14.11.1998

Morgenmaden blev indtaget parallelt med orientering om, hvad man skal undlade at gøre med en firhjulstrækker, hvis man ønsker at beholde sit depositum og helbred intakt.

Det er umuligt at se bort fra de faktum, at regnen vælter ned og at skrækscenarierne lige nu går i retningen af tre dages total gennemblødt teltcirkus. Imidlertid sker et af naturens mirakler præcis som vi ankommer til Fraser, en helt igennem dejlig blå himmel overtager kontrollen og vi kan landsætte Toyota Landcruiseren på en af de vestvendte strande og køre mod Lake McKenzie i opløftet stemning.

Fraser Island er og bliver en sandø, hvilket kræver sin 4 WD’er og gode køreegenskaber, men alligevel lykkes det flere at sætte sig fast i sandet, inklusiv os selv sidst på dagen.

Lake McKenzie er en gennemført vidunderlig ferskvandssø med det klareste og reneste vand, jeg nogensinde har set og så er den omkranset af frodig grøn regnskov og hvid sandstrand, hvad vil man mere?

Maheno er et vrag, der med lidt hjælp fra en cyklon blev landfast med Fraser i 1935, i dag er den ældre dame blevet noget rusten i kanten, men hun tjener stadig som landkending for søens folk. Vi har fuldstændig droppet den tre dages plan Fraser Escape havde foreslået os, da Dan og "Bessooee" kendte øen i forvejen.

Ideen er i alle tilfælde at vi "fræser" op langs stranden til Indian Head, hvor campen, BBQ’en og de medbragte XXXX’ere bliver linet op. Før vi dog kommer for godt i gang bestiger vi Indian Head og kan nyde en utrolig natur, der når sit klimaks lige efter en delfin har været oppe at hilse på. Det vi taler om er to djævlerokker, der sammen med ikke mindre end fem havskildpadder svømmer lige under overfladen – på samme tid!!!

Både rokkernes graciøse vingeslag fortsætter ud i deres lange tynde haler og skildpaddernes spark med lufferne, får det til at stå sole klart, at Fraser Island byder på ekstreme naturoplevelser.

Aftenens BBQ var aldeles uovertruffen og festlighederne ved fællesbålet under alle stjernerne blev ved langt ud på natten...

Søndag, den 15.11.1998

Efter mere eller mindre bare at have skovlet "campen" ned i køletaskerne kører vi med Peter og undertegnede ved rattet først til Champagne Pools og siden mod The Pinnacles. Om champagnen kunne vi konstatere, at brusen nok var gået lidt af flasken; desværre var det ikke det eneste sted, der manglede lidt luft. Bilens venstre baghjul led også af symptomet og udfordringen var nu at skifte til reservehjulet, hvilket faktisk lykkedes relativt smertefrit.

Søndagens egentlig hovedattraktion hed Lake Wobby, der helt urealistisk ligger midt ude i en sandørken og er måske Frasers flotteste oplevelse. I kilometervis ligger sandet blot og venter på at vinden gider flytte kornene et par centimeter til den ene eller anden side og så pludselig danner der sig nogle stejle skrænter, som forlænges af en indelukket ferskvandssø med et helt unikt adskilt fiskeliv. Retur fra Wobby ser vi flere firben, den største af dem var over en meter lang og havde en forbløffende overlegen og rolig natur. Da den tager sig særdeles god tid før den forsvinder op i et træ, får vi god lejlighed til at studere dens lange mørkegrønne krop, der har gulgrønlige mønstre hele vejen ned. Mønstrene lignede lidt dem, som aboriginalerne benyttede i deres kunst – og sammenhængen lød jo heller ikke helt urimelig, syntes vi selv...

Tilbage på stranden får vi krænget os ind til Eli Creek, der skulle være øens største ferskvandsudløb og ved at svømme ned ad den kan vi betragte bevoksningen, der hvis det ikke var for 30 grader i skyggen, kunne ligne noget fra et godt gennemsnitligt dansk å-system.

Vi camperer sammen med en del andre ved stranden og efter pasta-kasserolle foregår resten ved bålet i dejligt selskab med Bianca. Hun kunne snart snyde mine forældres ældste søn; en imødekommende personlighed, et godt hoved, der vidste, hvad det ville og endda krydret med et sødt smil. Den er gal med knæene – de er bløde! Den er gal med hovedet – det er ørt! Den er gal

med kærligheden – den er forelsket!

Stjernerne er oppe og medens varmen fra bålet og rødvinen strømmer rundt i vores kroppe, forsøger vi sammen at genkende stjernebilleder, fortælle rejseanekdoter og ellers nyde nu’et – livet!

Hun kom oprindeligt fra Randers, men havde boet nogle år i København, hvor hun efter at have læst logistik på handelshøjskolen, også havde arbejdet. Dykning var ikke umiddelbart et "hit", da dybt vand er en "nitte"! Rød- og hvidvin blev foretrukket frem for de australske øl, så jeg var mere eller mindre nødt til at aflive mine XXXX’ere selv.

Bianca virkede på mig dejligt afslappet og åben, ville gerne fortælle og ville gerne lytte. Nogle mennesker svinger man bare med og her var modtagefrekvensen i højfin HI-FI. Det er lidt svært at afgøre, hvilke følelser og signaler hun har opfanget. Jeg kan nu kun håbe på, at de er i samme retning. Næste morgen aftaler vi at mødes igen for at opleve Brisbane by night. Kontakten holdes i live...

Mandag, den 16.11.1998

Efter at have gravet Toyotaen fri af øldåserne og igloerne var presset ned i de blå plastik tasker kunne firhjulstrækket føre os til Lake McKenzie igen, hvor vi blev til klokken 13.00. Egentlig skulle vi også have været et smut omkring Lake Basin, men McKenzie var for dejlig til at vi gad forlade wollyball, solbadning og fridykning. Efter en halv times færge kunne vi snart plante bilen foran Faser escape igen. Med hensyn til det punkterede dæk fortalte vi 95% af sandheden og sammenholdt med at vi havde mere køkkenservice med retur end forventet kunne vores 56 dollar depositum refunderes. Aftensmad er cod’n’chips (fisk og fritter). Praktiske gøremål er e-mail og underholdning er sanseløs druk på Beaches sammen med de andre fra "Fræseren".

"A nice one" er mørk og lys Sambuca, der hældes i et lille 2 cl glas, så det flyder over – så sættes der ild til og efter 15 sekunder kvæles ilden med et andet glas. Nu drikkes al tilbagebleven Sambuca med et sugerør og røgen fra det andet glas indhaleres til sidst – waauu!

På nuværende tidspunkt har jeg set flere "jugs of beer" end kænguruer, så én af Beaches autentiske australske 1140 ml ølkander er nu på vej hjem til Danmark, hvilket jeg desværre også blev mindet om, at jeg var. Takket være Carsten fra arbejde, er jeg nu bekendt med at mit første projektmøde er næste tirsdag efter arbejde og at VSU-eksamenen truer omkring 6. januar ’99.

Tirsdag, den 17.11.1998

Resterne af müsli og ananas fra Fraser-eventyret kunne stadig smages, da vi plantede vores kadavere i bussædet mod Brisbane. På vejen derned stoppede vi i Noosa, hvor der på halvanden time lige var plads til at hive nogle af Betty’s 1-dollar burgere indenbords og så til at se den perfekte hvide feriestrand.

Rikke, som Peter skal rejse videre med, har sørget for et par senge hos Brisbane Backpackers Resort, der efter planen skal være vores base de næste par dage. Egentlig havde vi tænkt på SlyFox Hotel, men da det nu gik under dæknavnet Terminus, havde vi skyllet det ud – sammen med mine kontaktlinser, der lige nu, hvor min rejseforsikring er udløbet, har beriget mig med en dobbeltsidet øjeninfektion...

Aftenen går også i selskab med én af Peters venner fra Danmark, Brian; vi ser South Bank Parklands, spiser og drikker ude i Toowong og runder begivenhederne af på toppen af Coot-tha-bjerget med en udsigt over Brisbane, dens lys og dens sjæle, der som os er på vej i køjen...

Onsdag, den 18.11.1998

Da Castlemaine bryggerituren var for omstændig at komme med på og delfinsvømningen på Moreton Island krævede en overnatning derude, var der "kun" Lone Pine Koala Sanctuary tilbage. Det skulle nu også vise sig at være en helt igennem "fjong" idé, vi så hundredvis af koalaer, possums, flagermus, kænguruer, wombats og andre originale australske dyr. Samtidig erlagde vi alle tre også otte dollars for et billede sammen med de absolut kære, bløde, nuttede og at-det-der koalabjørne. Koalaer er i øvrigt kun direkte aktive omkring 2% af dagen, resten af tiden sover og spiser de – altså som at se sig selv...

Tilbage i Brisbane shopper vi lidt rundt medens regnen tonser ned udenfor. Mit lod bliver Matchbox 20, der lige nu med succes turnerer rundt i Queensland. Hvis man skal tro Reno-Ken, som vi mødte i Cairns, er de utrolig populære i både landet "down-under" og "over-there"...

Aftenunderholdningen starter med at vente forgæves på Bianca i en times tid, men jeg havde nok på fornemmelsen, at hun ikke havde nået at læse e-mail’en med vores skumle river-cruise-tour-planer. Og ganske rigtigt viser det sig senere, at hendes Fraser-gruppe ikke var sluppet lige så heldigt fra sidste akt, der havde sit omdrejningspunkt om tilbagebetalingen af et depositum. Det havde forsinket hendes og Aases ankomst til Brisbane...

Under alle omstændigheder er vi desværre kun fire, Peter, Rikke, Brian og jeg, der boarder City Cat’en mod Bretts Wharf. Med 24 knob skyder vi os ned af floden forbi Brisbane’s skyline, South Bank Parklands og under de mange illuminerede broer. I Bretts Wharf kvarteret er der et pænt udvalg af restauranter og da ingen af dem kan placere en kænguru-steak på tallerknerne bliver det til rigtig meget rigtig lækker indisk mad. En af forretterne var original indisk Tandoorikylling, der ikke uden grund er meget populær og verdenskendt. Hovedretten hed Lam Rogarijosh, der skulle spises sammen med indisk naanbrød (slags pandekage) samt safranris – uha! Det var godt!

Inden vi kunne få lov at save nattens brænde, var vi lige en smut rundt i South Bank Parklands – igen! Om natten er palmer, buske, huse og de anlagte laguner belyst i et bredt udvalg af varme farver, hvilket gav os mulighed for at lege med hele knappeklaveret på kameraet...

Torsdag, den 19.11.1998

Hvis man nu ikke kan sove klokken lidt over fire, hvad gør man så? Hopper på Qantas Flight 509 mod Sidney et par timer senere! At sove var nu egentlig ikke et problem, men alligevel kan jeg denne morgen nyde morgenmaden 10 kilometer over New South Wales’ kystlinie. På grund af forskellige opfattelser af begrebet sommertid, er tidsforskellen mellem her og Danmark nu forøget med yderligere en time til +10 timer.

Planerne er mange og tiden er knap, så efter at have henkastet backpacken i et hjørne hos Jolly Wagman i Kings Cross-området, var jeg straks per gåben på vej igennem Royal Botanic Gardens og videre ned omkring Sidney Cove samt Circular Quay. Målet er et af Sidney / Australiens kendingsmærker. The Sidney Harbour Bridge. For yderst beskedne 98 australske "bønner" blev jeg iført en speciel Bridge Climb overtræksdragt uden lommer – det gjorde imidlertid ikke noget, for alle løse genstande var sorteret fra i metaldetektorerne og deponeret. Bridge Climb samler de fleste af trådene i australsk mentalitet, lederen af kravleturen, Matt, var sprængfyldt af godt humør, men glemte ikke at være professionel, seriøs og var heller ikke ked af at dele sin viden om broen, Australien eller Sidney med os andre.

Opgaven var at bestige oversiden af broens jernbuer fra sydsiden, hvilket blev gennemført tætknyttet til broen. Helt konkret var man hægtet på en wire med en static line, der kunne glide gennem en række øjer via et sindrigt rullesystem. På toppen af den bro, der kostede 16 arbejdere livet før den blev åbnet i 1932, kan vi 140 meter over bådene nedenfor få vores billeder taget med Opera Huset i baggrunden. Desværre kunne vi ikke tage vore egne kameraer med af sikkerhedshensyn til de seks kørebaner, to jernbanespor, to fortove og skibene under os. Fra toppen af poppen har man udsigt til hel Sidney; selvom vindstødene og småregnen gjorde sit, er det uden tvivl en spændende oplevelse, som kun relativt få før har prøvet. Bridge Climb har kun været i gang siden september, så det totale besøgstal ligger i øjeblikket omkring 4.000.

Jørn Utzon har ikke levet forgæves, der er ingen tvivl om at Sidney er meget stolt af deres arkitektoniske mesterværk, der grundlæggende er baseret på en række trekanter skåret ud af en geometrisk paddeformet model. Operahusets hvide keramiktage, der henleder tankerne på skibenes sejl, danner rammerne om de fleste "udførende kunstarter". Jeg valgte at løse billet til Barrie Kosky’s reviderede og skulle det vise sig voldelige opsættelse af Shakespeares King Lear. Indrømmet, dette var mit første møde med Shakespeare, og jeg gætter på, at alt blodet, øjnene, der blev bidt ud med tænderne af kongens egne døtre og de mange mord nok, har fået en ekstra tand i forhold til urpremieren. Kosky’s version benytter en realistisk vold, der på mange måder kan sammenlignes med Tarantinos håndtering af "Pulp Fiction". Hvorvidt det var positivt ment, ved jeg ikke, men en Harald Sun anmelder skrev "Get at look at it. You won’t see another like it". Efter knap tre timer i sædet var både stykket og min besøgstid i kulturens geometri ovre. Godt træt skyndte jeg mig hjem og faldt snart i søvn efter en begivenhedsrig dag.

Fredag, den 20.11.1998

Her spilder vi ikke tiden, dagen er hastigt på vej op i omdrejninger inden den lille viser overhovedet er på vej forbi urskivens otte markering.

Vi sidder i en bus på vej mod Blue Mountains, vejret er delvist overskyet, hvilket desværre gør bjergenes blå skær sværere at se, men de mange vilde kænguruer og hvide cockatoo papegøjer er ikke til at gå fejl af. Det første stop er ved Wentworth Falls, hvor klipperne danner dybe lodrette kløfter på begge sider af vandfaldet og så er bevoksningen ellers regnskov for alle pengene så langt øjet rækker. I en lille times tid følger vi i Charles Darwins fodspor, som han trådte dem under hans første besøg i Australien i midten af 1800-tallet.

Efter en solid frokost var det tid til at besøge de tre søstre; de helt igennem usande overleveringer fra gammel tid ville vide, at der engang var i alt syv søstre, men at de blev uvenner og de fire blev skubbet ud over og ned i kløften. De resterende søstre blev forelsket i tre krigere fra en rivaliserende stamme. I forbindelse med et angreb ville krigerne tage dem med tilbage og for at forhindre det forvandlede deres far, der også var stammens troldmand pigerne til klipper. Desværre bliver faderen myrdet under angrebet og trolddommen har ikke kunnet hæves siden.

Vi har endnu en regnskovssafari til gode og den ender med en tur på de gamle stejle skinner (52 graders stigning) fra dengang man brød kul i området.

Kilkenny! Denne herlige irske øl har jeg ikke smagt i snart fire måneder, men som en afslutning på dagen var det netop hvad, der blev hældt i glassene på Carrington Hotellets pub.

Tilbage i storbyen tog jeg lige et roligt øjeblik med danske Jesper, der også havde været med på dagens ekskursion. Efter vi havde indtaget Hungry Jack’s "gourmet" foder skiltes vi igen og jeg begav mig ind mod centrum. På hjørnet af Victoria og William Street vælter jeg lige ind i en gammel bekendt, Oz Experience holder indflyttergilde i deres nye lokaler, og der står ingen ringere end vores legendariske Young Joe Young, der efter at have kørt os sydpå TOTALLY CRAZY nu senere på aftenen skulle gøre bussen klar til at køre retur OUTRAGEOUS - at sætte alt legetøjet op igen tager et par timer hver gang, men vi kunne hurtigt blive enige om, at det var det hele værd...

Målet er byens højeste punkt Centre Point, hvor jeg tilbringer en halv time med at nyde udsigten til og lyset fra alle seværdighederne – elevatorerne kører så stærkt, at man knapt kan synke hurtigt nok i takt med det faldende lufttryk.

Tilbage i gadeniveau spotter jeg et "Planet Hollywood" skilt og ikke overraskende befinder der sig en stor biograf lige overfor. Tom Hans hopper i militærklunset klokken 22.00 og sammen med Spielberg indtager vi Omaha Beach og "saver private Ryan". Her har vi fat i en alvorlig og godt gennemarbejdet skildring af begivenhederne omkring D-dagen og den skal uden tvivl nok hive et par Oscars hjem senere på året. På vej hjem går jeg tværs gennem Hyde Park og videre ud forbi alle narkopusherne, som man pænt må afvise diverse tilbud fra. Ludere, slagsmål og smadrede ruder er også en del af nattens orden i Kings X, men jeg holder lav profil og ender på en 24 timers internetcafé. Der er post fra Bianca og efter første gennemlæsning tolker jeg den derhen, at jeg kan blive i troen... ;-)

Der er også mail fra fætteren i Aalborg; ja, det med Aalborg er snart en saga blot , han har fået job i Århus, hvilket lyder så spændende, at jeg straks skriver et brev retur. Det viser sig, at vi faktisk er online begge to på samme tid. Hjemme er klokken 17.00 – her er den 3 om natten. Efter et par hurtige mails må jeg er erkende, at hvis jeg har intentioner om at vågne tidsnok til at kunne benytte min Olympic Airways billet mod Athen, er det vis nu, brikkerne skal knaldes...

Lørdag, den 21.11.1998

Hvad skal man skrive? Hvad skal man mene? Ikke nok med at backpacker eventyret er på vej ind i sin sidste fase, så har jeg også 26 timers rejsetid til Athen, ni timers ventetid, yderligere 2½ time til København og så runder vi ballet af med 3 timer og 49 minutter DSB cha-cha...

Jeg nupper et gratistsæde til lufthavnen med Wagmans shuttlebus og får mig placeret i Olympic’s Boeing 747. Turen går først over Melbourne og Bangkok før den endelig kan sænke landingsstellet over græsk jord klokken 5.30 lokal tid.

13.00 til 5.30 er 16½ timer plus 10 timers tidsforskel; alt i alt lig med 26½ time.

Olympic er ikke direkte dårlig, der er bare mærkbar kvalitetsforskel i forhold til Qantas og British Airways. Sæderne er gamle, slidte og defekte. Kabinepersonalet smiler ikke så meget, de tekniske bekvemmeligheder ombord er mangelfulde og et generelt indtryk af manglende visioner, er nogle af de konklusioner, man bestemmer sig for i løbet af flyvetiden. Aftensmaden er kvantitetsmæssigt i top, men kvalitativt er der stadig lidt at arbejde videre med... Hvad de sparer indendøre, må vi håbe, de har spenderet på selve flysikkerheden.

Olympics internetside praler af en eller anden designpris for to år siden - tja, siden da er der hvis ikke sket det helt store. Hvis du vil vide mere om Olympic, er det bestemt ikke Internettet du bør ty til! Gammel motto kommer mig i hu: "Man får, hvad man betaler for!"

Tja, så er klokken 4.30 lokal græsk tid. Vi står alle foran bagagebåndene, de fleste for snart at kunne slæbe deres souvenirbefængte kufferter igennem toldkontrollen. For mig er det omvendt, jeg vil bare forsikre mig selv om, at min bagage ikke står i Athen, når jeg om 14 timer gerne skulle kunne hive dem af gummibåndene i Kastrups nye udenrigsterminal.

ATHEN, GRÆKENLAND

Søndag, den 22.11.1998

Lidt hovedregning har resulteret i, at der er lidt overskudstid til at lynvisitere Grækenlands hovedstad. Jeg skal være tilbage i lufthavnen klokken 12.30, men ellers er alle muligheder åbne.

60 australske dollars ændrer udseende til 10.150 drakmer og efter et opmuntrende besøg hos turistpolitiet er jeg klar til at tage udfordringen op med den græske fortid. Første stop er Det Nationale Arkæologiske Museum, hvor der er hundredvis af stenskulpturer, vaser og smykker at hygge sig med i et par timer. Umiddelbart synes de gennemgående træk at være en bevidst fokus på Zeus, Athene, Hermes og alle de andre gæve guder. Udtryksformen lægger sig delvis op af det, man også kan se hos romerne, nemlig æstetisk realisme og dyrkelse af det perfekte muskuløse menneske.

Akropolis, der blev bygget for at ære guderne og efterfølgende især Athene, var bestemt også et besøg værd. Ikke nok med at alle museer er gratis om søndagen, jeg kunne også vælge og vrage mellem alle guiderne, der hovedsageligt ærer Athene skyldes, at Poseidon tabte til hende. De skulle begge give en gave, Poseidon hamrede sit spyd ned i en klippe og der sprang en kilde fra stedet. Athene derimod plantede et stort og flot oliventræ, der altså så at sige faldt i "bedre jord"...

Indgangen dannes af Propylæerne, opført ca. 435 f.Kr. af Mnesikles, på ydersiden i dorisk, på indersiden i ionisk stil. På selve tempelområdet findes tre templer: Erechtheion, indviet til sagnkongen Erechtheus, bygget 420-408 f.Kr., berømt for sin karyatidehal, vis søjler er formet som unge piger. I templet fandtes førnævnte oliventræ og desuden det ældste og helligste træbillede af gudinden. Under det tyrkiske herredømme benyttedes Erechtheion som pashaens harem. Niketemplet, opført 425 f.Kr., er i ionisk stil; dele af dets frise, der forestiller kampscener og en gudeforsamling, findes stadig i templet, andre i British Museum. Det blev nedrevet af tyrkerne, men genopbygget 1835; en rekonstruktion fandt sted 1937. Athenes hovedtempel Parthenon, opført 447-438 f.Kr. af Iktinos og Kallikrates, er i dorisk stil. Bestod af forhal, baghal og to hovedrum. I det største, cellen, stod Feidias' Athenestatue af guld og elfenben; det andet rum fungerede som templets skatkammer. Bygningen blev i byzantinsk tid benyttet som kirke, i tyrkisk som moské, men kun det indre blev berørt heraf. I krigen mellem tyrkerne og venezianerne blev templet anvendt som krudtkammer; en kanonkugle ramte det og sprængte midterpartiet 1687. Akropolis er i vore dage truet af især luftforurening.

Akropolis og alle historierne fra den græske mytologi gjorde det til en rigtig god oplevelse, men nu var klokken også ved at være faldet i slag.

Mit allersidste mål før afgang var noget godt fra det græske køkken, hvilket blev virkeliggjort i skikkelse af lam og kartofler i fad krydret med dild...

DANMARK

Kaptajnen for Olympic Airways flyet fik placeret os i en god vinkel til en af Kastrups mange landingsbaner og vi landede forbløffende smertefrit. Efter lidt forvirring omkring min didgeridoo var globetrotteren, Joe, "den udsendte", udenlandsdanskeren og alle mine andre identiteter klar til at krybe ned i en anonym "Jensen" og køre Dankortet igennem én af PBS’ slæder for at løse billet til IC3’en.

Sådan en tilfældig søndag aften sidst i november adskiller sig som sådan ikke nævneværdigt fra andre og jeg kunne så småt begynde at erkende, at andedammen havde "flyttet" sig langt mindre end jeg. DSB havde i hvert fald endnu ikke fået styr på deres succes, hvilket havde den effekt, at min første julesne blev nydt i "familiekupeens" legehjørne...

Ja, alt ser ud til at være ved det gamle, skattevæsenet flår stadig folk (især når de forsvarsløse leger globetrottere på den anden side af ækvator), Schulstad sælger stadig deres rugbrød i 1600 gr. pakninger (øøøhh??) og menuerne til julefrokosterne - de indeholder stadig klassikere som små blanke fisk i lage, små klare genstande fra Danisco i Aalborg og gennembranket danske flæskefætre med sprød svær...

Åse og Thomas var ikke hjemme – de stod og ventede på mig nede på banegården!!! Jeg havde fået et tidligere tog, men det tog jeg skulle have været med, blev forsinket på grund af en "personpåkørsel"... De kommer hjem, jeg fik ævlet lidt om turen og lidt over midnat var jeg klar til at sætte nøglen i min egen dør.

LUGT! Der lugtede af noget ukendt og anderledes... Ajax!?! Mine to lejere Martin og Poul havde simpelthen passet og plejet Emmasvej 2, 2. TV. Alt var i orden og på plads, så lettet kunne jeg lægge mig under min egen stjernehimmel og drømme mig tilbage til Sumatras jungler, Phi Phi’s paradisøer, Balis templer og Australiens lune sommeraftner omkring bålet på Fraser Island...

EPILOG

H. C. Andersen sagde det "At rejse er at leve" og jeg har levet. Ikke et eneste sekund er fortrudt, alt har været store drøm. Én på "opleveren" har jeg fået og det har uden tvivl ændret mig personligt. Fysisk kan jeg ikke længere fremvise et glatbarberet ansigt og det venstre øre har fået prikket... Nogle kalder mig "beskidt", og jeg kan kun bekræfte, at jeg har taget lidt af Sydøstasiens mange soltimer med hjem til kolde snedækkede Danmark. Mentalt! Her skal vi nok søge den største ændring – jeg har uden tvivl gjort ting, som jeg aldrig ville have drømt om. Jeg har brudt mange personlige grænser og har mødt så utrolig mange mennesker fra en lang række lande. Nu er den næsten uoverkommelige opgave at holde kontakten vedlige, men det er bestemt et ihærdigt forsøg værd.

Hva’ nu? At rejse er som at "dope" sig, man bliver så utrolig afhængig og jeg kunne da bestemt godt se mig selv i Bolivias jungler, Canadas vildmark eller på Belizes koralrev en gang i år 2.000. Sikkert er det i hvert fald, at jeg helst ikke vil nøjes med en eller to ugers ferier i fremtiden så hellere nuppe minimum en hel måned og komme ud, komme væk – komme til en bedre forståelse med den mangfoldige verden vi lever i.

At komme ind under huden på de mange kulturer man møder, kræver primært én ting – TID! Bianca som jeg mødte i Australien havde afsat seks måneder til hendes rejse, men hun holder sig til Queensland, New South Wales og New Zealand, mindre bredt og mere dybt.

3-4 måneder er for kort tid til min rejserute. Thailands størrelse kræver to måneder (mindst) og så kan man jo selv begynde at regne det forholdsmæssigt ud.

Charterturisme? Aldrig mere. Fremover skal der en flybillet til – gerne uden endelig returdato.

Rejsefælle? Måske! Det har klart sine fordele at rejse to, hvis man falder af en hest på Hua Hin beach eller bliver frarøvet alle sine værdier.

Men man er også begrænset af den anden, hvis man som jeg fandt René over Internettet, så er det lidt et spil. Passer man sammen? Vil man de samme ting? Har man de sammenfaldende interesser, rejsetid og –rute?

Det har også en betydning om man har en kæreste, hvis det ikke er tilfældet, kan det være en endnu grund til at tage af sted for sig selv... Man møder så mange spændende mennesker af begge køn, som man dermed har frihed til blot at blive sammen med, så længe som det nu kan passe.

Hvis man har en kæreste, er det uden tvivl med hende, der skal rejses – ellers skal der ikke rejses...

Én ting er i hvert fald sikkert, man møder rigtig mange mennesker fra en lang række lande, og det er ikke umiddelbart svært at finde nogen, at rejse videre med. Der er et specielt sammenhold backpackere imellem; man stjæler ikke og hvis andre er kommet i problemer, vil de fleste rygsæksrejsende straks træde til med en hjælpende hånd. Det er en livsstil – og man kunne nemt blive afhængig.