Rejserne

Afrika

Afrika

I løbet af 4 mdr. fik jeg krydset Afrika godt igennem på kryds og tværs. Jeg startede i Egypten og fortsatte så til Kenya, Uganda, Tanzania, Malawi, Zambia, Zimbabwe, Botswana, Namibia, Sydafrika og Mozambique.

Indtil nu har jeg desværre kun fået skrevet highlights til Kenya og Tanzania, men mail mig for flere råd om alle førnævnte lande.

Kenya - highlights og gode råd

Til og fra lufthavnen og ksh
Taxa fra lufthavnen ligger omkring 1000-1200 ksh. 100 ksh er ca. 7,50 kr. 1 kr. er 14 ksh (2005-tal).

Nairobi og safari
Nairobi er omdrejningspunktet i Kenya. Udover at besøge Karen Blixens hus ude i bydelen Karen, så er det også stedet at arrangere safarier. Der er en safaripark lige uden for Nairobi, men den er ikke noget særligt i sammenligning med Masai Mara. Vi var med safarifirmaet Planet Safari Adventures http://www.planetkenyasafaris.com og dem fik vi ned i 65 dollars pr. dag for en uges tur til Masai Mara, Nakuru, krydsning af ækvator, forbi Mount Kenya (2. højeste bjerg i Afrika) og til Samburu. Det var en SUVERÆN tur og vi så alle dyrene på den uge. Masai-Mara var bedst! Samburu gav en god tør kontrast til det mere frodige Masai Mara område. Planet har i øvrigt kontor både i lufthavnen og inde mit i Nairobi centrum.

Overnatning i Nairobi
I Kenya boede vi på Terminal Hotel. Det er ikke det billigste, men bestemt heller ikke dyrt og kvaliteten er ok uden på nogen måde at være prangende. OK! Terminal Hotel ligger i Moktah Dahdah street eller sådan noget i den retning. Det er så sindsygt et gadenavn, at jeg kan huske det :-)

Restaurant i Nairobi
Den bedste restaurant i Nairobi er nok Trattoria - Italiensk mad, pizza og is. Super god kvalitet, rent og fin fin betjening. Overvej også at kombinere et besøg til Karen Blixens farm med Carnivore, der er en restaurant som ligger halvvejs ud mod Karen. Alle kender stedet, så bare spørg!

Tog til Mombasa
Prøv toget fra Nairobi til Mombasa. Det er et historisk vingesus tilbage til det engelske kolonistyre. Vi rejste afsted fra Nairobi kl. ca. 18:00 om onsdagen og var fremme omkring kl. 10 om torsdagen. Min hjemrejse var en søndag, så derfor mener jeg at deres plan er som følger
Fra Nairobi til Mombasa mandag, onsdag, fredag
Fra Mombasa til Nairobi tirsdag, torsdag, søndag
så vidt jeg husker så kører de ikke om lørdagen. Prisen var vist omkring 35 dollars pr. tur inkl. overnatning, aftensmad og morgenmad i spisevognen. En stor oplevelse, selvom det hele er lidt nedslidt. Alle i toget forventer i øvrigt lidt drikkepenge.

Mombasa
I Mombasa kan man se Fort Jesus, hvilket er ok og en tur i den gamle bydel er også ok, uden at feje benene væk under nogen. De lokale drenge vil kaste sig over een som fluer på en lort - for at få lov til at guide een rundt. Der er et sted med nogle trapper "Leven steps" nede ved havnefronten. Det er meget svært at finde, men det er så en del af drengenes rundvisning.

Overnatning syd for Mombasa
Vi boede ude på Twiga Lodge (1500 ksh for dobbelt værelse - ellers 800 ksh). Det ligger ved Tiwi Beach der er stranden før den mere kendte Diani. Helt ok og afslappet sted. Det koster ca. 1800 ksh i taxi fra Mombasa til Twiga logde. Husk at blive kørt helt derned, da der engang imellem sker overfald fra hovedvejen og så ned til stranden (ca. 3 km).

Wasini island
Nede i Mombasa området kan man tage ned tæt på grænsen til Tanzania og se Wasini Island. Udmærket dagstur, snorkling, dhow sejllads, besøg et lokalsamfund på en ø mv. Ture kan arrangeres via lodgen eller som jeg gjorde fra Diani (D.H. Tours). Foretag i øvrigt al internet i Mombasa. Det er horribel dyrt i Diani!!!

Mount Kenya
Bestigning af Mount Kenya!? Det var super super hårdt, men havde været nemmere, hvis jeg bare ikke havde gået så stærkt. Turen kræver at man er pole pole (rolig rolig på swahili) og så er det egentlig ikke så slemt og i forhold til Kilimanjaro er det en ren strøgtur... Ja, jeg ved godt, at nogen mener det omvendt, men de må have haft delirium ;-)

Swahili
Nyttige ord på swahili (mix mellem engelsk, arabisk og gamle stammesprog)

Karibu - velkommen
Jambo - hej
Asante (sana) - (mange) tak
Hakuna matata - tag det roligt - alt løser sig nok
Matatu - minibus (tit Nissan), sikkert farlige men alligevel en oplevelse og ikke mindst billige.
Twiga - giraf
Twinde - kom lad os gå
Pole pole - roligt roligt

Uganda - highlights og gode råd

Ush - Uganda Shillings
Uganda har også shillings. 1.000 ush er ca. 3,50 kr. og 1 kr. er ca. 285 ush (i 2005).

Transport fra Nairobi til Kampala
Vi rejste med Scandinavian Express fra Nairobi til Kampala via Jinja (1700 ksh). Afgang 21:30 med forventet ankomst i Kampala kl. 10:00. Det er super, men husk varmt tøj. Deres air-con virker normalt næsten lidt for godt! Husk vaccinationskort ved grænsen. Grænseovergangen tager syv lange og lige så mange brede. Hamrende ineffektivt og det er bare med at have tålmodigheden i orden. Visum til Uganda er 30 USD.

Overnatning i Kampala
Red Chilli Hideaway http://www.redchillihideaway.com var det sted jeg boede i Kampala og de har også den her camp inde midt i Murchison falls parken. Det er et godt råd at booke Murchison falls turen så hurtigt som muligt, da den er ret populær og fyldes hurtigt op. Dvs. at det er en fordel af booke pr. e-mail før du ankommer! I Kampala er der også noget som hedder Blue Mango, som er ret populært blandt backpackere.

Her er links til mange af de interessante ting i Uganda
http://www.redchillihideaway.com/links.htm

Jinja
Jinja er jo stedet, hvor Nilen udspringer og herfra kan man rafte, besøge Nile Breweries, se Bujagali falls (inkl. svømmerne).

Vi raftede med Adrift http://www.surfthesource.com og de var prof og tog også billeder. Video var også muligt.

Man kan bo hos Adrift og det er faktisk et ret lækkert område - eget af en New Zealænder og det kan man godt se på kvaliteten. Det er også muligt at bungy jumpe inkl. hovedet under vandet fra campen.

Chimpanse øen Ngamba
Chimpanse-øen jeg talte om hedder Ngamba http://www.ngambaisland.org og turen starter i Entebbe. Man skal selv sørge for at komme ned til Entebbe fra Kampala, men det kan faktisk nemt gøres med offentlige transport (Nissan busserne). Booking kan man gøre gennem een bestemt agent, nemlig

Wild Frontiers Uganda
PO Box 619, Entebbe, Uganda
Telephone/fax: 041 321 479
Mobile: 077 502 155
Email: info@wildfrontiers.co.ug
Website: www.wildfrontiers.co.ug

Bjerggorillaer og øerne i Victoria søen
Bjerggorillaerne nær grænsen til Congo/Rwanda er meget populære, men også tilsvarende dyre. Nogle forsøger også at tage lidt væk fra the beaten track og besøger nogle af øerne i den nordvestlige side af Victoria søen.

Det er sjældent at folk kommer meget højere op end Murchison Falls pga uroligheder, skyderier og voldelige overfald.

For os var Jinja og Murchison Falls de støreste oplevelser i Uganda.